Arne Ungermann

Arne Ungermann, Arne Ungermann Jørgensen, 11.12.1902-25.2.1981, tegner. Født i Odense, død i Humlebæk, begravet sst. U. tog realeksamen fra Mulernes legatskole i Odense og gik efter endt skolegang i litograflære hos Hagen & Sørensen og samtidig uddannede han sig på Teknisk skole. Efter overstået læretid 1922 var U. i nogle år beskæftiget som tegner i Odense, bl.a. var han leverandør til en lokal, men kortvarig "Blæksprutte" hvor man bemærkede hans tegninger og som følge deraf blev han knyttet til det lille middagsblad Odense Avis. Kort tid efter ansattes han som tegner på Fyns Tidende og havde samtidig arbejde som reklametegner hvad der 1924 førte ham til dagbladet Politiken hvor han først var ansat på bladets reklameafdeling, men fra 1930 blev han knyttet til avisen og navnlig var han en ofte benyttet illustrator til søndagstillægget Magasinet. Uhyre produktiv og flittig var U. en næsten daglig leverandør til Politiken hvor han leverede tegninger til kronikken, anmeldelser og Dagens Tegning. Men det var navnlig i Magasinet at hans uddannelse som litograf kom ham til gode. Som få kendte han rotationspressens muligheder for med enkle virkemidler at udnytte den moderne trykteknik og man lagde straks mærke til hans tegninger fra storbyen der kom til udtryk i store, klare og stærke farveflader. For at videreuddanne sig og for at få kendskab til den grafiske kunst ude i Europa rejste han så tidligt som 1922 til Paris, en by han atter besøgte 1935 og 1937, og senere rejste han jævnligt både til Tyskland, Frankrig og Østrig. Fra 1930 og til sin død 1981 var U. knyttet til Politiken og lige til det sidste var han en flittig medarbejder, men måske er det navnlig gennem Magasinet af hvilket han fra 1946 stod som medredaktør at U. blev kendt af den store offentlighed. Med Hanne Hansen løste U. en særdeles krævende opgave i en tegneserie at skildre dagligdagens Danmark set med en husassistents øjne. Hanne blev elsket og hendes omskiftelige tilværelse blev fulgt af Magasinets læsere i en årrække. Endvidere har han været medarbejder ved Viggo F. Møllers Vild Hvede, ved Kulturkampen og Aandehullet såvel som ved Blæksprutten og Svikmøllen. Få har som han med fantasi og barsk humor demaskeret de buldrende diktatorer og nådesløst udleveret dem til det overbærende smil fordi hans kunst i førkrigsårene blev båret af en næsten ætsende ironi. Han er satiriker, og hans ironi er ofte milevidt fra den elskværdige humorist. Hans indfald båret af en frodig fantasi virker altid overraskende fordi han får os til at se hvad der ligger skjult bag hans tegninger. Det er næppe tilfældigt at den ironiske K. K. Steincke netop valgte U. til at illustrere sine ætsende Svovlstikker der udkom 1941.

Som bogillustrator har U. løst store – næsten monumentale – opgaver. Boccaccios Decameron, 1939, var en af dem hvor U. i vittige og groteske illustrationer akkompagnerede de erotiske scener og i ganske enkle streger fik han pustet liv i renæssancens Firenze, hvor kvinderne med de mandelformede øjne nok ser mere uskyldige og tækkelige ud end de er. Året efter fulgte Voltaires Candide hvor U.s barokke satire og vid får frit løb uden at det går ud over tekstens ånd. Hans fantasi og evne til at fabulere gjorde ham også selvskreven til at illustrere Münchhausens Eventyr og Rejser, 1941 hvor hans groteske humor er helt på bølgelængde med den legendariske løgnhals. Også danske klassikere har U. med jævne mellemrum illustreret. I 1936 illustrerede han Johan Herman Wessels Digte, udgivet af Forening for boghaandværk ligesom han har illustreret et udvalg af Holbergs komedier og H. C. Andersens eventyr og 1968-69 Gustav Wieds Livsens Ondskab og Knagsted og han har endvidere leveret illustrationer til et enkelt bind af den store nye udgave af Tusind og een nat. U. har endvidere tegnet et utal af bogomslag ligesom han som plakatkunstner jævnligt har været benyttet. Navnlig har færdselspropagandaen ofte gjort brug af hans agitatoriske kunst. Brug øjnene og fodgængerovergangen for blot at nævne en af dem hvor han med letfattelig symbolik har gjort de mest abstrakte begreber forståelige. Men også børnehjælpsdagen, udstillinger, film og reklame har benyttet U. som plakatkunstner. Som illustrator af børnebøger fik U. hurtigt stor succes. I mangfoldige tilfælde skrev han selv tekster til sine illustrationer som Mit Skib er ladet med, 1934, Pusti, 1956 og Da solen blev forkølet, 1960. Med Jens Sigsgaard fik U. et lykkeligt samarbejde. Bøger som Palle alene i Verden, 1942 og børnerim som Okker Gokker Gummiklokker, 1943 og Abel Spendabel, 1945 opnåede uhyre popularitet og betragtes i dag som klassikere, til dels takket være U.s humørfyldte tegninger. Også Harald H. Lund har i Onkel Fcerdselssignal, 1933 og Toget, 1936 nydt godt af U.s livfulde illustrationer.

Enkelte større dekorative arbejder er blevet betroet U. 1937 udsmykkede han forhallen til Det danske hus i Paris og 1941 udsmykkede han børnegården i Utterslev. Endvidere har han udført teaterdekorationer både til Det kgl. teater og til Stig Lommers revyer. Livfuldt og ikke uden selvironi har han fortalt om sit eget arbejde i bøgerne Efter øjemål, 1952 og Efter hukommelsen, 1972 og sidst i erindringsbogen Man må se det for sig, 1977. Fra 1932 var U. medlem af Grønningen og i årenes løb har han udstillet såvel på Nasjonalgalleriet i Oslo, Odense rådhus som på biblioteker og kunstforeninger både her og i udlandet. 1979 modtog U. Eckersberg-medaljen. Litografier af U. findes i kobberstiksamlingen.