Asger Jorn

Asger Jorn, Asger Oluf Jorn, 3.3.1914-1.5.1973, maler. Født i Vejrum, Struer, død på Århus kommunehospital, (Johs.), urne på Grötlingbo kgd., Gotland. J. voksede op i Vestjylland og på Møn. Efter faderens tidlige død flyttede moderen med sine seks børn 1929 til Silkeborg hvor J. gennemførte sin skole- og seminarieuddannelse. Under indflydelse af syndikalisten Christian Christensen engagerede J. sig tidligt politisk. 1933 offentliggjorde R. Broby-Johansen en række satiriske linoleumssnit af J. til danske salmer i tidsskriftet Frem. Samme år debuterede J. som maler på udstillingen Frie jyske malere i Silkeborg. Han var inspireret af maleren Martin Kaalund Jørgensen som han betragtede som sin første lærer. – Efter endt seminarieuddannelse tog J. til Paris hvor han kom ind på Fernand Légers malerskole. For Léger udførte han sammen med to andre elever en stor dekorativ opgave til verdensudstillingen i Paris 1937 ligesom han var assistent hos Le Corbusier sammesteds. 1938 afholdt J. sin første separatudstilling sammen med maleren Pierre Wemaëre i København. 1938 og -39 var han atter på kortere ophold i Paris. Efter krigsudbruddet engagerede J. sig i et samarbejde med en række jævnaldrende kunstnere og kulturpersonligheder der 1941 påbegyndte udgivelsen af tidsskriftet Helhesten. Til kredsen hørte malerne Ejler Bille, Svavar Gudnason, Henry Heerup, Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen, arkæologen P. V. Glob, etnografen Werner Jacobsen, kunstkritikeren Jan Zibrandtsen. Tidsskriftet søgte at bryde den kulturelle isolation som besættelsen medførte, og bragte billeder fra hele verden. 1944 måtte det gå ind, men kunstnerne fortsatte frem til 1950 med at udstille sammen på Høstudstillingen. Mod slutningen af krigen var J. involveret i fremstillingen af det illegale Land og Folk. Han søgte i disse år i sit maleri at forene de impulser fra den moderne kunst som han havde modtaget før krigen i Frankrig, med indtryk fra nyere dansk maleri (især Edvard Weie og William Scharff). Billederne blev præget af en lyrisk farveholdning og en rigdom af groteske og fantastiske figurer. – 1946 rejste J. først til Lapland, og senere på året til Paris hvor han mødte den hollandske maler Constant som han besøgte på hjemrejsen i Amsterdam. Her inspirerede han en gruppe unge kunstnere til udgivelsen af et tidsskrift efter Helhestens mønster. 1947–48 var han atter i Frankrig hvor han deltog i flere udstillinger. Sammen med Wemaëre udførte han en række billedvævninger og opholdt sig dernæst med sin familie ca. seks måneder på øen Djerba, Tunesien. I efteråret 1948 dannede J. sammen med hollænderne Constant, Karel Appel og Corneille, belgierne Christian Dotremont, Joseph Noiret (og fra 1949 Pierre Alechinsky) og fra Danmark bl.a. Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen og Ejler Bille gruppen Cobra der i årene 1948–51 både foranstaltede en række internationale udstillinger og udgav et tidsskrift og andre publikationer. 1950 boede han med sin familie i det danske kunstnerhus i Suresnes nær Paris sammen med billedhuggeren Robert Jacobsen. Herfra måtte J. 1951 efter lang tids eksistens nær sultegrænsen lade sig ledsage til Danmark og indlægge med skørbug og tuberkulose. På sanatoriet i Silkeborg redigerede J. under sit ophold en række små kunstnermonografier om medlemmer af Cobragruppen og bearbejdede et tidligere skrevet manuskript. Efter sin udskrivning trykte han det under titlen Held og hasard, 1952. Han påbegyndte også en serie billeder med årstiderne som motiv og udførte nogle store litografier. 1952–53 arbejdede han intensivt med keramik, gjorde studier i håndværkets teknik og historie i de lokale værksteder og udnyttede sin viden i fornyende eksperimenter med form og glasur. Gennem en aftale med Silkeborg museum kunne han 1953 på et værksted i Sorring udføre ca. 150 arbejder hvoraf et udvalg tilgik museet; biblioteket i Silkeborg skænkede han tre store billeder som udsmykning. Men 1953 forlod J. Danmark idet han erklærede sig "færdig med dansk kunstliv". Han kunne ikke finde hverken eksistensgrundlag eller mulighed for at realisere sine udsmykningstanker.

Efter et kort ophold i Schweiz hvor han udførte en række raderinger slog han sig med sin familie ned i den italienske by Albisola (nær Genova). Byen er et gammelt keramisk centrum der havde en stor kunstnerkoloni. J. blev drivkraft i afholdelsen af flere keramiske stævner og udstillinger i midten af halvtredserne, bl.a. med deltagelse af flere af Cobrakunstnerne. En udstilling af J.s keramik i Kunstindustrimuseet i København 1955 blev en økonomisk katastrofe; derimod lykkedes det gennem udstillingen Drømmebilleder i Galerie Birch s.å. at skaffe midler til at erhverve en lille lejlighed i Paris. I de følgende år blev der holdt separatudstillinger af J. i Paris (Galerie Rive Gauche, 1957), Torino, London og München. Det endelige internationale gennembrud blev verdensudstillingen i Bruxelles 1958 hvor Brev til min søn, 1956 udstilledes på en fremtrædende plads. J. søgte i disse år at udvide sine udtryksmidler gennem stadige eksperimenter. Brugen af forskellige materialer (guldpulver, sand m.m.) går tilbage til de keramiske erfaringer, fra japansk kalligrafi og fra moderne amerikansk maleri modtog han andre impulser, men byggede stadig på erfaringerne fra det danske maleri i krigsårene med dets understregning af fantasiens indflydelse på den kunstneriske skaben og figurernes flertydighed. 1959 udførte J. sin første officielle bestilling i Danmark, et stort keramisk relief (statsgymnasiet i Århus) hvortil han føjede som gave et 14 m langt vævet tæppe, udført s.m. Pierre Wemaëre. Hans hovedværk blandt malerierne fra denne tid er Stalingrad, 1957–60 (Silkeborg kunstmuseum). J.s nye økonomiske situation satte ham i stand til at arbejde videre med den samling af moderne kunst han havde påbegyndt på Silkeborg museum. 1958–73 skænkede han eller formidlede overdragelsen af ca. 5500 kunstværker til museet, den største donation i nyere dansk museumshistorie. På hans opfordring udarbejdede arkitekt Jørn Utzon skitseprojekt til en ny bygning der dog ikke blev realiseret.

J. arbejdede også på et stort historisk bogprojekt. Allerede 1948–49 havde han s.m. P. V. Glob skrevet på en bog om olddansk og oldskandinavisk kunst. I forlængelse heraf udsendte J. 1957 Guldhorn og lykkehjul, en undersøgelse af billederne på guldhornene. 1962–63 udkastede han planen om et værk på 30 bind med over 300 illustrationer pr. bind om den skandinaviske forhistoriske og middelalderlige kunst. J. var modstander af planerne for et europæisk fællesmarked og ønskede at understrege den skandinaviske kulturs selvstændighed og styrke. Sammen med flere fotografer, men også alene, rejste han i tresserne i hele Skandinavien for at fremskaffe materiale til bøgerne. Fotografierne samledes i et Institut for sammenlignende vandalisme i Silkeborg i hvis navn J. også offentliggjorde fire bøger med en kritik af aktuelle politiske og kulturelle forhold, set i relation til historiske, æstetiske og økonomisk-teoretiske faktorer (Naturens orden, 1962; Værdi og økonomi, 1962; Held og hasard, 2. udg., 1963; Ting og polis, 1964). 1966 opgav J. at finde basis for projektets gennemførelse og lukkede instituttet. Hans skribentvirksomhed koncentreredes derefter om enkelte historiske emner (offentliggjort i Tegn og underlige gerninger, 1970; Indfald og udfald, 1972 og den posthume Gotlands Didrek/Folkekunstens Didrek, 1978 (s.m. Armin Tuulse, professor Niels Lukman og Jørgen Sonne).

I sidste halvdel af tresserne og til sin død arbejdede J. med så godt som alle kunstneriske udtryksformer (olie, acryl, radering, farveradering, træsnit, litografi, keramik, skulpturer i marmor og bronze). Hans seneste arbejder er præget af en rendyrkelse af farvernes udtrykskraft parret med en ofte grotesk humor i figurernes sammenfletninger.

J.s kunstneriske indsats vurderes højt i Vesteuropa og USA hvor han betragtes som en af de førende skikkelser i efterkrigstidens kunst.