Asger Holm, Asger Halfdan Crone Holm, 26.4.1900-11.3.1989, døvepædagog, forstander. Født i Nykøbing F. H. blev student 1918 fra katedralskolen i Nykøbing F og tog teologisk embedseksamen 1925. Han kom hurtigt ind i pædagogisk arbejde, var lærer ved Bogø kostskole 1926–29 og ansattes 1929 som lærer ved det daværende kongelige døvstummeinstitut i Fredericia (nu: Fredericiaskolen). 1933 blev han udnævnt til overlærer sammesteds. 1937 forflyttedes han til døvstummeinstituttet i Nyborg, og året efter udnævntes han til forstander ved denne skole. 1956 overtog han ledelsen af landets på den tid betydeligste undervisningsinstitut for døve: Statens skole for døve i København. I hans periode som forstander gennemførtes en omfattende ombygning af skolen. Han tog sin afsked 30.6.1970. Med sine fremragende pædagogiske evner som han understøttede ved en række studierejser, herunder et halvt års ophold i USA, satte han sit afgørende præg på døveundervisning og døveforsorg i Danmark, bl.a. som en varm fortaler for anvendelsen af døves eget meddelelsesmiddel: tegnsprog, såvel i sprogundervisning, fagundervisning som i kommunikation med døve i øvrigt. 1955 var H. leder af den pædagogiske sektion ved døveverdenskongressen i Jugoslavien, og han udpegedes derefter naturligt nok til døvepædagogisk konsulent ved FN. Under to langvarige ophold i hhv. 1953 og 1958 medvirkede han ved genopbyggelsen af døveundervisningen i Jugoslavien. H. var endvidere fra 1939 medlem af den af socialministeriet nedsatte døvekommission som forberedte lov om foranstaltninger vedr. døve og tunghøre (vedt. 1950) og sad som medlem af det i medfør af denne lov nedsatte døvenævn fra 1950 til sin afsked som forstander 1970.

Blandt voksne døve har H. været aktiv på adskillige områder. 1937–74 var han formand for bestyrelsen ved hjemmet for døve mænd i Nyborg, og 1958–74 for bestyrelsen ved alderdomsog plejehjemmet Sølyst ligeledes i Nyborg. Siden 1951 er han næstformand i foreningen Effata og dermed i praksis leder af denne forenings kulturelle, orienterende og støttende virksomhed. 1973 modtog han den af Danske døves landsforbund indstiftede Castbergpris. H. har – udover en lang række artikler i faglige tidsskrifter – udgivet flg.: Den kgl. Døvstummeskole. Nyborg 1891–1941, 1941, Den kristne Tro, 1943, Hvad De kan gøre for Deres døve barn, 1953. Han har bearbejdet og betydeligt udvidet Ordbog for døve.

1950 (opr. udg. Fritz August Bech 1890), har været medlem af den komité som i 1967 udarbejdede Håndbog i tegnsprog, medredaktør ved Nordisk tidskrift för dövstumskolan 1943–66 og medarbejder ved Leksikon for opdragere 1953. -R. 1947. R1. 1969.

Familie

Forældre: amtsvejinspektør, cand.polyt. Christian Georg Emil H. (1857–1943) og Karen Sophie Crone (1866–1944). Gift 1. gang 6.8.1929 i Kettinge k. med Thora Marie Winther, født 8.4.1902 i Kettinge, død 28.4.1944 i Nyborg, d. af førstelærer Hans Olaf W. (1872–1952) og Sophie Amalie Blicher (1860–1941). Gift 2. gang 1.4.1947 på Frbg. (Døves k.) med Margrethe Sofie Pedersen, f. Knudsen, født 19.2.1916 i Vindinge (gift 1. gang med borgmester Holger Pedersen, 1910–46), d. af kreaturhandler Anders Christoffer K. (1888–1963, gift 2. gang med Alexandra Vilhelmine Jensen, 1887–1978) og Kristine Bech Christensen (1882–1918).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Effata 15.4.1970. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig