August Bournonville, Antoine August Bournonville, 21.8.1805-30.11.1879, solodanser, balletmester, koreograf. Der fandtes ikke dansk blod i August Bournonvilles årer: faderen var fransk, moderen svensk, og de giftede sig først da faderen skulle være kgl. embedsmand efter balletmester Vincenzo Galeottis død i 1816.

August Bournonville fik sin første undervisning af faderen og blev otte år gammel optaget på Det kgl. teaters balletskole. I modsætning til de fleste af datidens balletelever fik han en grundig skoleuddannelse. Han lærte sprog – talte flydende fransk – historie, mytologi, sang, violinspil og litteratur hvor især hans fortrolighed med Oehlenschlägers værker blev af betydning for hele hans senere udvikling og placering i dansk åndsliv. Han debuterede den 12.10.1813 som en af Regnar Lodbrogs sønner i Galeottis ballet Lagertha, og siden fulgte flere småroller. August Bournonville havde svært ved at vælge om han skulle være danser, sanger eller skuespiller, ikke mindst efter at han havde gjort stor lykke med foredraget af en romance som Adonia i Salomons Drøm (29.10.1817). En talefejl var imidlertid en hindring, og han valgte dansen. I 1820 blev han engageret som danser og fik sammen med faderen af fonden Ad usus publicos stipendium til en studierejse til Paris. August Bournonville vendte tilbage til Kbh. og blev en meget anvendt danser, men balletten på Kongens nytorv stod i stampe. Allerede i Galeottis sidste år havde det knebet med inspiration og fornyelse, og August Bournonvilles far viste ikke rigtig noget initiativ. Han trak sig i 1823 tilbage fra teatret, og sønnen August vendte i 1824 tilbage til Paris på orlov.

I Paris studerede August Bournonville blandt andre hos så berømte lærere som Pierre Gardel og Auguste Vestris den yngre der ligesom August Bournonvilles far havde kunstneriske tråde bagud til dansens reformator Jean-Georges Noverre. Efter to års studier blev August Bournonville engageret som solist ved pariser-operaen hvor han blev partner blandt andre for romantikkens store ballerina Marie Taglioni og sluttede venskab med Jules Perrot der var den betydeligste franske danser i perioden og senere blev en virksom koreograf. I Paris lærte August Bournonville den franske stil som senere forsvandt overalt i Europa, men bevaredes i København og blev et særkende for Den kongelige danske ballet. Bortset fra nogle få måneders ophold i London og København blev August Bournonville i Paris til 1829 hvorpå han – efter mange forhandlinger – vendte tilbage til København for at modtage en attenårig kontrakt som solodanser og dansedirektør ved Det. kgl. teater. August Bournonville kunne uden tvivl have gjort en international karriere men foretrak at vende hjem til sin fødeby hvor balletten i høj grad trængte til inspiration og ordnede forhold. Foruden stillingen ved Det kgl. teater blev August Bournonville tillige hofdansemester.

Bournonvilles udmærkede forstand, hans fortrinlige kundskaber, hårdnakkede vilje og brændende ærgerrighed gjorde ham til en glimrende balletmester. Han kom med det nye, og både på det kunstneriske og på det organisatoriske område blev hans indsats skelsættende, banebrydende og med betydning helt frem til i dag. Under ham vandt balletten anseelse som en selvstændig og en national kunstart, ligesom danserne kan takke August Bournonville for den sociale anerkendelse de fik langt tidligere her i landet end andre steder. Med fuld ret kunne August Bournonville derfor i sine erindringer Mit Theaterliv skrive: "Jeg har tilkæmpet Balletten en anstændig Plads i Kunstens Rige og gjort den til en Prydelse for den samme Scene, hvor jeg fordum har seet den ringeagtet og forsømt" (I 52).

1830–1848 forenede August Bournonville alle funktioner i sin person. Han var solodanser, pædagog, koreograf, instruktør, forfatter af ballettekster og organisator. Som danser besad han tidens elegance, præcision og lethed. Det mærkedes at han havde været elev hos de store franske dansere fra slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af det ny århundrede hvor mandsdansen endnu var i centrum, før romantikkens forgudelse af ballerinaen satte ind. I August Bournonvilles egne balletter blev mandsdansen mere centralt placeret end ellers i tidens romantiske repertoire, og netop denne udfordring i Bournonville-balletterne har til stadighed medført en række store mandsdansere i dansk ballet helt op til i dag. – August Bournonville havde i det franske udviklet sig til en virtuos og selvbevidst danser med styrke både i brillantdansen og i det mimiske. Da han den 1.9.1829 indledte nogle måneders gæsteoptræden på Kongens Nytorv som Zephyr i en af sine tidligste kompositioner Gratiernes Hylding sagde publikum: "Han flyver". Og selv satte August Bournonville megen pris på Oehlenschlägers stærke ros af hans pantomimiske udtryk som den hjemvendte helt i balletten Soldat og Bonde: "Vi troe at høre ham tale og følge de fortalte Begivenheder i alle Nuancer, saa fortræffelig er hans Pantomime" (Prometheus, 1833 89). August Bournonville var en fejret danser der spændte fra Alonzos glødende dans i Toreadoren til den kække, overmodige Polka Militaire, hvor han med smæld slog hælene sammen, og som han til samtidens forargelse udførte ved faderens dødsleje.

Om sig selv som danser skriver August Bournonville med naiv umiddelbarhed parret med selvbevidst forståelse af sit værd og den virkning han gjorde fra en scene: "Der gives Dandsere, der hver for sig besidde større Aplomp, Elevation og Pirouetfærdighed, der udføre Characteerdandse med en høiere Grad af Ejendommelighed, men neppe Nogen, der forenede flere af Dandsens Egenskaber og besad en større Mangfoldighed end netop jeg. Jeg dandsede med mandigt Liv, mit Lune og min Energi har paa alle Theatre gjort det samme Indtryk. Jeg stemte Tilskuerne til Glæde, og inden de beundrede mig, maatte de holde af mig." (Mit Theaterliv I 40).

Det var ikke kun fransk stil og balletteknik August Bournonville havde lært i Paris. Også i sine ballettemaer og i sin iscenesættervirksomhed var Bournonville påvirket af hvad han havde set i sine studieår, ligesom han til stadighed fulgte med i udviklingen i den franske hovedstad. August Bournonville var en af de få danske teaterfolk som virkelig var europæisk og moderne orienteret i perioden. Han hjalp ved iscenesættelser af opera og skuespil på Det kgl. teater, både når det drejede sig om store masseoptrin og finere salonkomedie. Men først og fremmest var han koreograf, og i modsætning til sin forgænger Galeotti der ofte ballettiserede tragedier og komedier skabte August Bournonville sine egne ballettekster. I sine balletter opererede han med mere komplicerede scenerier og et friere linjespil, end man var vant til, men kendetegnet for hans koreografiske stil var først og fremmest ynde og lethed, gratie og glæde.

August Bournonville skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer og indslag i operaer og skuespil. Han opererede i alle genrer, ofte med meget sikker sans for hvad der var aktuelt og oppe i tiden. Han skabte ligefremme, ukomplicerede og underholdende idylballetter som Fjernt fra Danmark. 1860, inspireret af korvetten Galatheas jordomsejling og velegnet til at styrke nationalfølelsen ligesom Livjægerne paa Amager, 1871. Han lavede lystige folkelivsbilleder som den flamske Kermessen i Brügge, 1851, mens frugten af et besøg i Norge blev det tidemannske livsbillede Brudefærden i Hardanger, 1853, og senere førte Bjørnsons populære fortællinger ham til Fjeldstuen, 1859. Med inspiration fra Oehlenschläger skabte han balletter over de nordiske sagnkredse med Valkyrien, 1861 og Thrymsqviden, 1868, mens Ingemanns nationalromantiske værker inspirerede ham til Valdemar, 1835 og Erik Menveds Barndom, 1843. Han skabte samtidsballetten Zulma, 1852, inspireret af den engelske verdensudstilling med Krystalpaladset, og Konservatoriet eller et Avisfrieri, 1849, komponeret over ungdomstiden i Paris.

Som den franske romantik sværmede August Bournonville for det sydlandske og pittoreske. Hans balletter foregår ofte i fjerne lande med Spanien og Italien som de foretrukne. Denne begejstring for det sydlandske har August Bournonville fælles med guldaldertidens danske forfattere, ikke mindst H.C. Andersen som var en personlig ven af ham, ligesom August Bournonville arbejdede tæt sammen med tidens danske komponister såsom N.W. Gade, J.P.E. Hartmann og H.C. Lumbye for blot at nævne nogle.

Den genre August Bournonville skabte sine hovedværker i var den romantiske ballet hvor dansen og pantomimen går sammen i den dramatiske udformning, og hans tre betydeligste værker i denne genre er Sylfiden som han i 1836 kalkerede for sin yndlingselev Lucile Grahn-Young efter Filippo Taglionis originalballet fra 1832, Napoli, 1842 og Et Folkesagn, 1854 der foregår i 1500-tallets Danmark og hvis baggrund kan søges i Just M. Thieles udgaver af danske folkesagn og Chr. Winthers lyrik. Disse tre balletter der stadig opføres og hører til klenodierne i det danske balletrepertoire, fører ind til kernen i August Bournonvilles livs- og kunstsyn. Trods stærk påvirkning fra Frankrig og fransk romantik er August Bournonville til syvende og sidst meget dansk i sin kunst. Den livsholdning han repræsenterer er så fjernt som vel muligt fra den franske og engelske romantik med disse landes dyrkelse af det splittede og disharmoniske. Med en stærk etisk og kristelig holdning træder August Bournonville ind i en dansk biedermeier-tradition med en idealistisk overbygning. Kunst skal højne os og gøre os harmoniske. August Bournonville er på linje med tidens danske forfattere og andre kunstnere i opfattelsen af kunsten som et middel til at skabe forbindelse mellem denne verden og en højere. "Det er Kunstens og navnlig Theatrets Mission at skærpe Tanken, løfte Sindet og forfriske Sandserne," skriver August Bournonville i sin koreografiske trosbekendelse. (Mit Theaterliv II, 3) Det er en verden med orden, skønhed, harmoni og glæde August Bournonville bekender sig til i sine balletter hvor det stærkt erotiske, det lidenskabelige og det dæmoniske fjernes eller besejres. "Sylfiden" er derfor med sin disharmoni, personificeret i den mandlige hovedperson James med det splittede sind, ikke typisk for August Bournonvilles livssyn som sådan, men måske nok for 1830'ernes danske åndsliv hvor indflydelsen fra fransk og engelsk romantik i nogle år fik harmonien til at vakle. For generationen efter Oehlenschläger og Thorvaldsen var harmonien ikke en given og naturlig ting, og det er her August Bournonville hører hjemme. Idyllen der er karakteristisk for August Bournonvilles balletter er i de romantiske storværker som Napoli og Et Folkesagn en tilkæmpet holdning; ikke en overflade-attitude, men en bevidst idyllisering skabt ud fra en dyb viden om tilværelsens farligere kræfter som må bekæmpes, om roen og enheden skal bevares.

August Bournonville brød undertiden med Det kgl. teater og tog engagement i udlandet, men kun i kortere perioder. Skuffet over J.L. Heibergs direktorat var han 1855–56 balletmester ved operaen i Wien hvor han dog mødte megen modstand og ikke rigtig gjorde sig. Langt mere held havde han under gæstespil i Stockholm hvis opera han 1861–64 styrede som intendant, og hvor navnlig hans virksomhed som instruktør på talescenen var af betydning for den svenske scenes udvikling i retning af naturlighed i spillet. Derefter tog han på ny ansættelse ved Det kgl. teater dels som ballettens leder, dels som instruktør for operaen hvor han blandt andet medvirkede ved førsteopførelsen her i landet af Lohengrin og Tannhäuser.

Da han i 1848 tog afsked som danser udsendte han første del af memoireværket Mit Theaterliv hvis senere dele udkom i 1865 og 1877–78, en vigtig kilde til viden om datidens teaterliv hvis udsagn dog skal behandles med varsomhed. August Bournonville stred på alle fronter for sin kunst og dens udøvere. 1869 grundlagde han Ballettens private pensionskasse og forsvarede i pjecer og indlæg balletten når den blev angrebet i eller uden for rigsdagen. 1877 forlod han teatret, og to år senere døde han. August Bournonville havde ikke regnet med at hans værker ville holde sig på scenen. "Intet i denne Verden er uforgængeligt," skrev han til sin ven Frederik Høedt kort før sin død, "og allermindst Scenens flygtige Fremtoninger." Men eftertiden gav ham ikke ret. Hans elever bevarede stilen og værkerne, først og fremmest Hans Beck. I 1930'erne og 40'erne stod Valborg Borchsenius og Harald Lander for en række nyindstuderinger af den lille halve snes Bournonville-balletter som stadig kan opføres, og intet kompagni i verden ejer så stort et repertoire fra den romantiske periode. Efter anden verdenskrig blev August Bournonville for alvor internationalt berømt da fremmede balletfolk kom til Kbh. og Den kgl. ballet begyndte sine turneer.

August Bournonville er i dag genstand for stor international videnskabelig og kunstnerisk interesse. Hans erindringsværk er ved at udkomme i USA, hvor også de bournonvilleske trinskoler, samlet af hans elever, står for udgivelse i internationale noteringssystemer, ligesom flere af hans balletter tilhører repertoiret i de internationale kompagnier.

Hans verdensry blev større end han overhovedet havde turdet drømme om, og for Den kongelige danske ballet er han stadig trumfkortet i international balletsammenhæng. – Datteren Charlotte Helene Frederikke Bournonville (29.11.1832–22.3.1911) uddannedes som sanger og optrådte i Sverige og Tyskland før hun 1859 optrådte på Det kgl. teater som Angela i Den sorte Domino. Men stemmen var ikke stor nok og hun savnede iflg. faderen "Skønhedens Sympathi". Som lærer for Christian 9.s døtre blev hun 1864 kgl. kammersanger. Hun udgav 1891 sin fars efterladte skrifter, 1903 Erindringer fra Hjemmet og Scenen og 1905 August Bournonville.

Familie

Født i København (Fødsst.), død sammesteds, begravet i Asminderød. Forældre: solodanser Antoine Bournonville (1760–1843) og Lovisa Sundberg (1776–1859). Gift 23.6.1830 i København (Slotsk.) med Helene Frederikke Håkansson, født 22.4.1809 i Örja i Skåne, død 24.7.1895 i Fredensborg, d. af ukendt far og Charlotte Louise Håkansson, f. Hultmann (1779–1858, tidligere gift med kronobefalingsmand Per H. til Herslöv ved Landskrona, død 1805).

Udnævnelser

August Bournonville blev R. 1848. DM. 1860. F. M. 1867.

Ikonografi

Mal. af N. Christensen ca. 1817 (Det kgl. teater). Pastel 1822. To mal. af L. Aumont, 1828. Litografi af Em. Bærentzen, 1841, flere gange kopieret, bl.a. i stik af A. Hansen, 1850. Tegn. af Sophus Schack ca. 1840 (Holbæk mus.), nøgle til hans mal. af salvingen 1840 (St.mus.). Buste af Kolberg, 1842 (Teatermus.). Satirisk tegn. af Marstrand ca. 1845 (Fr.borg). Mal. 1848. Tegn. af Frederika Bremer, 1849. Mal. af A. Hansen ca. 1850 (Teatermus.). Litografi 1851. Tegn. (gruppebill.) af Edv. Lehmann, 1852. Litografi fra Paris 1854. Tegn. af C. Bayer, 1862 (Fr.borg). Træsnit 1865 efter tegn. af H. Olrik efter foto. Buste af Th. Stein, 1868 (Det kgl. teater; Teatermus.). Træsnit 1875 efter foto, som derefter er gengivet i mange træsnit, bl.a. af G. Pauli, 1879, af H. P. Hansen, 1896 og H. C. Olsen, 1905. Mal. af Carl Bloch, 1876 (Det kgl. teater). Træsnit af H. P. Hansen, 1879. Tegn. af C. Weidemann, buste af C. Schieltved (begge Teatermus.). Relief af Stein, 1881 (gravstenen). Mal. af H. Nik. Hansen, forestillende grevinde Danner og B. Foto (Kgl. bibl., Det kgl. teaters arkiv og bibl., Teatermus.). Film- og videomateriale til belysn. af B.-balletterne (Det da. filmmus., TV).

Bibliografi

Dan Fog: The royal danish ballet 1760–1958 and August Bournonville, a chronological catalogue of ballets performed at the royal theatre of Copenhagen and a catalogue of August Bournonvilles works, 1961. – A. B.: Mit teaterliv I-III, 1848–78. Samme: Efterladte skrifter, udg. Charlotte Bournonville, 1891. Samme: Lettres à la maison de son enfance I-III, udg. Sv. Kragh-Jacobsen og Nils Schiørring, 1969–70. – Th. Overskou: Den danske skueplads IV-VII, 1862–76. Edv. Brandes: Dansk skuespilkunst, 1880. Charlotte Bournonville: Erindringer fra hjemmet og fra scenen, 1903. Samme: Spredte minder, 1905. Ove Jørgensen i Politiken (kronik) 21.8.1905. Sv. Kragh-Jacobsen: Ballettens blomstring ude og hjemme, 1945. Sv. Kragh-Jacobsen og Torben Krogh: Den kgl. danske ballet, 1952. Erik Bruhn og Lillian Moore: Bournonville and ballet technique, 1961. Lillian Moore: Bournonvilles London spring, 1965. Sv. Kragh-Jacobsen m.fl. i Teatervidenskabelige studier II, 1972. Erik Aschengreen: Farlige sylfider, 1975. Erik Aschengreen: Ballettens digter. Tre Bournonville-essays, 1977. – Manus, og breve i Kgl. bibl. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig