Bénoit le Coffre

Bénoit le Coffre, Benedix le Coffre, 5.2.1671-28.11.1722, maler. Født i Kbh. (Kat.), død sst. (Trin.). le C. sendtes som ung til Paris hvor han blev optaget på Academie royale de peinture's skole. Formentlig modtog han samtidig privatundervisning. 1692 vandt han akademiets første pris for Hagar i ørkenen, men synes ikke at have benyttet den derved erhvervede ret til studier ved akademiets skoler i Rom. 1696 var han i hvert fald i Kbh. hvor han fik betaling for et billede af kronprinsesse Sophie Hedevig og udførte portrættet af Niels Juel på Egeskov. Han hørte til den kreds af kunstnerisk uddannede lavere hofembedsmænd som helt levede i hoffets glans, og han opnåede i hvert fald efter tronskiftet en fast årsløn samtidig med at han fik betydelige leverancer og begunstigelser. Han leverede portrætter af Frederik IV (1704,1707, 1708, 1716) og Christian (VI) (1708, 1717) og udførte en stor mængde loftsmalerier til Rosenborg, Frbg., kancellibygningen, palæet bag Børsen og Københavns slot samt Eremitagen. 1721 ramtes han af et slagtilfælde. Hans økonomiske vilkår var stedse meget dårlige, og han blev stadig ret ringe betalt. Lidt af en bohemenatur tør han vel kaldes; le C.s værker bekræfter dette indtryk af uborgerlighed. Hans større kompositioner kan røbe en usikkerhed både i figuropbygningen og i udformningen af det perspektiviske billedrum, ligesom han sjældent viser en dybere forståelse for de behandlede myter. Men dette synes også at afspejle en bevidst reaktion mod den pompøse, akademiske barok. Betegnelsen af ham som "prærokoko" er slående rigtig fordi hans opfattelse var gledet fra udtrykkene for statsenhed over til individualisme.

Som frondører mod den gamle skole udvikledes hos de unge malere i Paris i 90erne en ny indstilling, pittoresk i sin inderste karakter, og le C. må have været blandt de første her. Det er det pointerede, det pikante, det momentant bevægelige i lys- og skyggefordelingen; det markante, outrerede, underlige, det sensuelt betonede. Derfor denne vrimmel af små velskabte pigebørn; derfor disse eksotiske typer, tyrker, venezianere, gamle hollændere, derfor de knitrende fejende draperier, fjernt fra barokkens pompøse stofflader, og derfor dette spillende lys som runder figurerne så fantasifuldt, uvirkelighedens verden: scene og kulisser, fuldtonende orkestre og forborgne dramer. Den livsglæde som Venezia excellerede i, fester, skuespil og musik, elskovseventyr, sanserus, den forfinede verden som Frederik IV som ung havde fået indblik i og siden savnede, fandt her et koncist udtryk, en hektisk blomstring før krigen og pietismen slog den ned. – Af le C.s værker er en snes store billeder blevet skånet, de fleste på Frbg. slot. De viser vel en overfladisk tilknytning til storbarokkens værker (N. Poussin) som Proserpinas rov eller en legen med klassiske emner som Hercules modtagelse på Olympen, men også undertiden en frihed i bevægelsesmotiver (Solnedgangen), en indtagende farvefinhed og malerisk sans og en strålende fantasi (Maskerade); påStat.mus. findes den fortrinlige skitse til dette arbejde. På Rosenborg hænger le C.s storartede levende Bacchanal, på Gaunø en række små genreagtige billeder, Tyrkere, Sanserne o.l., på Fr.borg hans selvportræt, på Brahetrolleborg det fremragende portræt af Frederik IV i kroningsdragt (formindsket billede på Fr.borg); på Gaunø et andet af kongens portrætter, en gentagelse i halvfigur af helfigursbilledet på Fr.borg. Derimod må portrætterne af Dorte Krag og Otte Krabbe der har været henført til ham formentlig tillægges H. Krock. Man antager, sikkert med rette, at han som teatermaler har været knyttet til den franske trup i Kbh. -Hans enke gik til scenen som så mange andre i slægtskredsen. En datter var en tid Chr. Danneskjolds elskerinde.