Børge Jessen, Børge Christian Jessen, 19.6.1907-20.3.1993, matematiker. Født i Kbh. Allerede som elev i Skt. Jørgens gymnasium arbejdede J. med højere matematik, vejledet af sin lærer dr. Julius Pål, og efter studentereksamen 1925 gik han i gang med studiet ved universitetet. Dette gennemførte han på fire år, idet han blev både cand.mag. og mag.scient. Trods den korte studietid havde han nået at skaffe sig en bred orientering i faget, ikke mindst gennem de forelæsninger Jakob Nielsen og Harald Bohr holdt ved universitetet uden at være ansat der. Med Bohr indledte han allerede i studietiden et videnskabeligt samarbejde der varede ved, så længe Bohr levede, og udviklede sig til et nært venskab. I året efter eksamen besøgte J. som stipendiat matematiske centre i Europa, især Szeged og Göttingen, samtidig med at han fuldførte sin disputats Bidrag til Integralteorien for Funktioner af uendelig mange Variable der forsvaredes 1930. 1930–35 var J. docent ved landbohøjskolen, 1935–42 professor i Geometri ved Danmarks tekniske højskole og 1942–77 professor ved Kbh.s univ. J. har foretaget flere studierejser, deriblandt et længere ophold i USA.

J. trådte ind i dansk matematik da en ny epoke indledtes ved Harald Bohrs overgang til universitetet og bygningen af matematisk institut på Blegdamsvej. I den herpå følgende rige udvikling var J. en drivende kraft ved Bohrs side. De væsentligste forskningsområder var den Riemannske zetafunktion og de mange aspekter af de næstenperiodiske funktioners teori. J. opretholdt forbindelsen med universitetet i den periode hvor han ikke var ansat der, og bidrog gavmildt til undervisningen med seminarer og forelæsninger. Til brug for sin undervisning skrev J. en stor moderne lærebog i geometri. En række artikler om abstrakt mål- og integralteori samlede han til et højt skattet bog. J. er en formens mester, og Matematisk forening har indstiftet en pris for god foredragskunst der bærer hans navn. Sine administrative evner udnyttede han som redaktør af Matematisk Tidsskrift 1935–49 og som medlem af bestyrelsen for Matematisk forening i en årrække samt som formand 1954– 58. 1973 udnævntes han til æresmedlem af foreningen. J. blev medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1937 og af Videnskabernes selskab 1939. 1958 blev han medlem af Kungl. vetenskapssocieteten i Uppsala og 1967 af Akademie der Wissenschaften in Göttingen. Han var medlem af organisationskomiteen for den internationale matematiske union 1950–52 og af unionens bestyrelse 1952–54. Sin største administrative indsats ydede J. i Carlsbergfondet – hvor han var medlem af direktionen 1950–63 og dennes formand 1955–63. Tresserne betød for universitetsmatematikken dels en sprængning af de ydre rammer og overgang til det nye store H. C. Ørsted-institut, dels en omlægning af den matematiske fremstillingsform inspireret af den franske Bourbaki-gruppe. J. tog disse store udfordringer op og bidrog ved sin autoritet og sunde sans afgørende til, at udviklingen ikke løb af sporet.

Familie

Forældre: forretningsfører Hans J. (1865–1935) og Christine Larsen (1875–1959). Gift 29.1.1931 på Frbg. (Solbjerg) med Ellen Margrethe Charlotte Pedersen, født 21.5.1903 på Frbg., død 29.12.1979 i Hellerup, d. af professor, dr.phil. P. O. P. (1874–1941) og Maria Theodora Lihme (1871–1930).

Ikonografi

Mal. af Poul Bjørklund 1965 (Carlsbergfondet), kopi af Kai Mottlau ca. 1971 (Carlsberg mus.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 187f. B. J.: Fra mine læreår, udg. Kbh.s univ.s. matematiske inst., 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig