Bernhard Friehling, 2.2.1797-27.2.1874, glasværksbestyrer. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). F.s navn er knyttet til glasværksindustriens gennembrud i Danmark. Holmegaards glasværk, der efter plan af lensgreve Conrad Danneskiold-Samsøe var anlagt 1825 som Danmarks første glasværk, betalte sig ikke, og grevinden søgte derfor en merkantilt uddannet leder. 1835 ansattes F., der var uddannet i handelshuset Kortricht & Co., som bestyrer, og hans reformer fik stor betydning for glasværkets trivsel idet han både var en kapacitet inden for det merkantile og det tekniske område. Værkets oprettelse var foranlediget af ønsket om at udnytte de mosestrækninger som hørte under Holmegaards gods, og det herfra stammende tørvebrændsel egnede sig med den daværende teknik bedst for flaskeproduktion. Imidlertid havde man i årenes løb foruden grøntglas optaget fabrikation af hvid- og vinduesglas, og F.s første handling var at opgive den sidste og stærkt indskrænke hvid-glasproduktionen. Værkets produktion af grøntglas steg nu så stærkt at mosens tørv ikke længere slog til, og indehaveren (på dette tidspunkt gehejmeråd, lensgreve Christian Danneskiold-Samsøe, 1800-86) anlagde da 1847 på F.s anbefaling Kastrup glasværk, ligesom han 1857 forpagtede Godthåb glasværk ved Helsingør. Imidlertid havde F. arbejdet ivrigt med tekniske forbedringer, og ved anvendelse af Siemens' gasregeneratorovn og kontinuerlige kummeovne – som her i landet først toges i brug af Holmegaards glasværk efter at F. havde studeret systemet i Bøhmen og Sachsen – havde han opnået at Holmegaard nu også kunne levere gode hvidglasvarer (det såkaldte halvkrystal). Fabrikationen af flasker kunne derfor henlægges til Kastrup hvorefter der på Holmegaard kun tilvirkedes hvidglas. Den stærkt stigende flaskeproduktion som fulgte med ølsalgets vækst (både indenlandsk og til eksport) foranledigede 1873 oprettelsen af et aktieselskab til overtagelse af glasværkerne i Kastrup og Helsingør. F., som herefter flyttede til Kbh., beholdt dog overledelsen til sin død. – Justitsråd 1852.

Familie

Forældre: skræddermester Bernhard F. (1755-1807) og Sara Thrane (1762-1806). Gift 14.5.1823 i Kbh. (Helligg.) med Petrine Duus, døbt 2.6.1793 i Kbh. (Frels.), død 1.11.1856 på Holmegård, d. af skibskaptajn Peder Pedersen D. (1762-1821) og Anne Wisborg (1763-1836).

Bibliografi

C. Nyrop: Bidrag til den da. industris hist., 1873 245. Holmegårds glasværk 1825-1950, red. P. Koch Jensen og S. Schultz, 1950.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig