Bertel Thorvaldsen, Alberto (Albert) Thorvaldsen, 19.11.1770(?)-24.3.1844, billedhugger. Hverken tid eller sted for Thorvaldsens fødsel er kendt med sikkerhed, og nogen dåbsattest kendes ikke. En af talrige traditioner vil vide at Thorvaldsen er født på et skib i læ under Island. Selv angav han i yngre år ikke at vide besked med sin fødselsdag, og først 1824 fremførte en ven fra ungdommen, P.H. Haste, at den rette dato ifølge et notat i en gammel skrivekalender var den 19.11.1770. I langvarige polemikker (i årene 1918–32) har andre fødselsår været nævnt, mest vedholdende 13.11.1768. Denne dato støtter sig på en indførsel i Københavns fødselsstiftelses dåbsprotokol om et barn ved navn "Bertel Torvals" om hvis identitet eller senere skæbne der ikke findes yderligere oplysninger.

Da Thorvaldsen i vinteren 1840–41 dikterede sin levnedsbeskrivelse til baronesse Christine Stampe angav han at være født i København 19.11.1770 som søn af Gotskalk Thorvaldsen der var islænding, og Karen Grønlund fra Jylland. Det er senere sandsynliggjort af Thorvaldsens mor bar navnet Karen Dagnes og var datter af degnen Jakob Dagnes i Lemvig hvor hun døbtes 1736. Med henvisning til Thorvaldsens oplysning om sin mors navn og til hans lighed med et af ham selv tegnet portræt af underfoged Anders Grønlund har det været hævdet at denne skulle være Thorvaldsens biologiske far. Noget bevis kan ikke føres, og det er rimeligt at henholde sig til at Thorvaldsen selv understregede sin fædrene afstamning fra Island i indskriften på den døbefont han skænkede til Island. En mulig forklaring på navnet Grønlund kan være at Karen Dagnes som ung pige har tjent hos familien.

Gotskalk Thorvaldsen var en mand af anset slægt, søn af præsten i Miklabæ om hvem det sagdes at han var en håndsnild mand. Efter tidligt at have mistet sin mor sendtes Gotskalk som 17 årig til København for at uddanne sig som billedskærer. Efter en læretid hos den tidligere oldermand for billedhuggerlavet fik han arbejde på private skibsværfter og skar desuden ornamenter til spejle og malerirammer. Han omtales som udygtig i sit fag, og det nævnes at han var tilbøjelig til at gribe til flasken. Der findes intet sikkert portræt bevaret af Gotskalk Thorvaldsen der skal have været høj og mager af skikkelse. I de breve han i årene 1796–1805 skrev til sin søn fremtræder han som en mand af stor selvfølelse og med en karakterfuld, barok humor. Han omfattede sin søn med kærlig beundring.

Thorvaldsens mor Karen Dagnes, der var nogle år ældre end sin mand, stammede fra et degnehjem i Nørre Nissum. I hjemmet herskede trange kår, embedet var lille, og degnekonen havde hang til brændevin. Karen Dagnes forlod tidligt hjemmet for at rejse til København hvor hendes spor i nogle år fortaber sig. I Thorvaldsens første barndom skal hun have været "en smuk lille buttet person", senere omtales hun som stærkt haltende og pjaltet klædt. Livet igennem bevarede hun sit ramme jyske. Også fra hende findes der brev til sønnen, dårligt bogstaveret men uendeligt kærligt: du er aldrig af mine tanker, hverken nat eller dag, da du er mig en kær og god søn!

Hvad Thorvaldsen selv har oplyst om sin barndom er kun lidt. Til J.M. Thiele, der fra 1825 samlede stof til sine biografier af billedhuggeren, sagde Thorvaldsen at "hans barndom og første ungdom var hengået under sådanne kår, der ikke behøvedes at omtales". Til Christine Stampe fortalte han dog at han på grund af forældrenes fattigdom ingen opdragelse fik og desuden selv syntes bedst om at drive rundt som han ville.

Thorvaldsens lyst til at tegne blev bemærket af en af faderens venner der overtalte ham til at opfylde drengens ønske om at komme ind på kunstakademiet. I oktober 1781 blev han da optaget på akademiets l.ste frihåndsskole, avancerede i januar 1786 til modelskolen hvor han året efter vandt den lille sølvmedalje, og i foråret 1789 den store for relieffet Den hvilende Amor. Den nøgne drengeskikkelse er modelleret med selvfølgelig lethed og ansigtet bærer Thorvaldsens egne træk. På akademiet blev han først og fremmest støttet og influeret af den højt begavede og lærde maler N.A. Abildgaard mens billedhuggerprofessoren Johs. Wiedewelt ikke synes at have haft indflydelse på hans uddannelse.

I tolvårsalderen begyndte han at hjælpe sin far med træskæring, snart udførte han også fortegningerne til galionsfigurer skåret af faderen og forbedrede derved familiens økonomi betydeligt. Til de bevarede vidnesbyrd om Thorvaldsens færdighed som træskærer hører en urkasse med ornamenter i Louis 16-stil og et relief til en portlunette, skåret med kraft efter en fortegning af Holmens billedhugger F.C. Willerup. Med sølvmedaljen fulgte en forfremmelse fra læredreng til svend, og Thorvaldsen blev hurtigt en søgt medarbejder hos ældre kunstnerkolleger med mesterrettigheder. Kun akademikammeraternes pres synes at have fået ham til at overvinde sin angst for at deltage i de guldmedaljekonkurrencer som erhvervelsen af sølvmedaljen gav adgang til. Han forlod faktisk i 1791 i opgivelse det lille lukkede rum hvor han uden kontakt med omverdenen skulle tegne en skitsekomposition til et relief, men blev standset på vej ud af porten og vandt derefter med relieffet Heliodors uddrivelse af templet den lille guldmedalje. Den store modtog han 1793 for sit relief Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port, et relief i senbarok tradition hvis mange figurer i flere planer vidnede om at Thorvaldsen evnede at fastholde de store linier i en kompliceret komposition. Rejsestipendiet som fulgte med medaljen blev dog ikke ledigt før tre år senere, og Thorvaldsen blev i denne periode støttet af akademiet. I 1794 arbejdede han for Abildgaard på den skulpturelle udsmykning i arveprinsens palæ på Amalienborg, og fra omtrent samme tid stammer en række modellerede portrætmedaljoner og små portrætter, udført med blyant og vandfarve på præpareret papir.

Af udseende var Thorvaldsen nu en køn og kraftig ung mand (selvportrættegning med lang pibe, 1794) med klare blå øjne, musikalsk og danselysten. Hans talent som kunstner var indlysende for samtiden og skaffede ham adgang til et københavnsk kulturmiljø der omfattede medlemmerne af Borups litterære selskab og kredsen omkring Det kgl. teater. Han var en gavmild ven og vellidt på grund af den sociale uimponerethed som prægede ham livet gennem.

Den 30.8.1796 kunne Thorvaldsen endelig indlede sin længe ventede studierejse og forlod København ombord på fregatten Thetis. Efter en besværlig rejse kom han til Rom 8.3.1797 hvor den danske arkæolog Georg Zoëga og hans kreds tog sig af den unge stipendiat. Zoëga beklagede sig i brev hjem til Danmark over Thorvaldsens uvidenhed og mangelfulde sprogkundskaber, og Thorvaldsen følte sig overvældet ved mødet med den fremmede by og alle dens kunstværker. Han søgte at tilegne sig indtrykkene ved at tegne efter maleri og skulptur (skitsebog, Det kgl. norske videnskabers selskab, Trondheim), lejede sig et atelier og lærte sig meget hurtigt at hugge i marmor sådan som hans rejseinstruks fra akademiet foreskrev det. Han følte at "sneen smeltede fra hans øjne", og han fejrede livet igennem den 8. marts, dagen for sin ankomst til Rom, som sin "romerske fødselsdag".

Tilværelsen i den plagede pavestat der ligesom det øvrige Europa led under Napoleonskrigene var ikke let for en udenlandsk kunstner, og først hen på efteråret 1800 modellerede Thorvaldsen en statue i naturlig størrelse. Motivet var den oldgræske heros, kongesønnen Jason der erobrede vædderskindet den gyldne vlies. Hans sparsomme stipendium tillod ham imidlertid ikke at lade den støbe i gips, og han måtte slå lerfiguren ned igen. I vinteren 1802–03 stod dog en ny Jason færdig i Thorvaldsens atelier, denne gang i kolossalstørrelse. Den vandt alles bifald og blev et afgørende gennembrud for ham. Samtiden så i dens skønhed en opfyldelse af drømmen om et moderne og fuldkomment kunstværk som arvtager af antikkens forsvundne kunst, og samtidig tilfredsstillede statuens stil revolutionære idealer om enkelhed og ophøjethed. Netop da var Thorvaldsens rejsestipendium udløbet, og han måtte bestemme sig til at rejse hjem til Danmark der kun kunne byde en billedhugger på ringe muligheder. I yderste øjeblik før afrejsen beså den velhavende engelske kunstkender Thomas Hope statuen og bestilte den i marmor, en bestilling der gjorde det muligt for Thorvaldsen at forblive i Italien og skabe sin fremtid der. Statuen kom dog først Hope i hænde i England efter at femogtyve år var forløbet, og det var kun med modvilje at Thorvaldsen huggede den færdig. Da han i 1836 omarbejdede originalmodellen sagde han: Den ser jo ud som et harnisk og ikke som kød. Statuen kom til Thorvaldsens museum efter første verdenskrig.

Med sit ry fastslået af Jasonstatuen og efter en periode af depression og sygdom indledte Thorvaldsen nu en frodig produktion af statuer og relieffer. Motiverne var altid hentet i den antikke mytologi og blev ofte taget op i kappestrid med den berømte italienske billedhugger Antonio Canova, tretten år ældre end Thorvaldsen. I århundredets første tiår udførte han statuerne af Bacchus, 1804, Ganymedes, 1804, Hebe, 1806, Psyche, 1806, Amor og Psyche, 1807 og Adonis, 1808, desuden sit første store relief Briseis føres bort af Agamemnons herolder, 1803, komponeret på antik maner i ét plan som en frise. På en bestilling fra Danmark udførte han en marmordøbefont med relieffer, 1805–07 (Brahetrolleborg kirke).

I disse år levede han i et stormfuldt kærlighedsforhold til en italienerinde, Anna Maria Magnani (1772–1846), der var separeret fra den preussiske ministerresident von Uhden. Med hende fik han to børn, Carlo Alberto (f. 1806) og Elisa (f. 1813). Til sin bitre sorg mistede han i 1811 sin lille søn mens datteren inden sit ægteskab 1832 med den danske kammerherre Fritz Paulsen blev adopteret af Thorvaldsen der igennem hende har efterslægt i Italien og USA.

1812 vandt han nyt ry med sin store relieffrise Alexanders triumftog i Babylon, udført på fransk bestilling til udsmykning af Quirinalpaladset der skulle være bolig for Napoleons lille søn, kongen af Rom. Den 35 m lange skildring af herskeren på sin triumfvogn, omgivet af en vrimmel af mennesker og dyr måtte udføres i største hast og stykkevis, men frisen der stadig findes på stedet møder øjet med rolige rytmer. Denne evne til at underlægge sig store arbejdsopgaver blev karakteristisk forThorvaldsen. Hans værksteder i en række havehuse på l'alazzo Barberinis grund, og efter 1822 tillige i et vældigt rum i paladsets tidligere staldbygning, fyldtes efterhånden af en skare af medarbejdere der både omfattede unge billedhuggere under uddannelse hos Thorvaldsen, marmorarbejdere og andre håndværkere. Med stor praktisk sans og snilde skabte Thorvaldsen en værkstedstradition der gjorde hans mægtige livsværk muligt. Alene i Thorvaldsens museum findes 860 af hans skulpturer og rundt i verden antagelig lige så mange. Hvert værk kendes ofte i flere tilstande: som en tegnet skitse på papir, i en lille ler- eller gipsskitse, som model i fuld størrelse og endelig gerne i et eller flere marmoreksemplarer, og hver tilstand har sin egen karakter. Det var Canova der havde indført brugen af model i fuld størrelse, således at medhjælpere med denne model for øje og med støtte i nøjagtige målinger kunne udføre størstedelen af marmorarbejdet. Til trods for de mange hjælpende hænder bar hvert værk der udgik fra hans værksteder Thorvaldsens eget præg fordi han nøje overvågede alle trin i arbejdsprocessen, foretog stadige rettelser og selv udførte den sidste afpudsning. Dog træder kvaliteten og karakterfuldheden i marmorbehandlingen klarest frem i værker om hvilke man ved at de er ganske egenhændige (statuen Adonis fra 1808, Bayrische Staatsgemal-desammlungen, München) eller om hvilke man må formode at de er det (busten af Ida Brun, 1809). Thorvaldsen fremhævede ikke marmorets gennemskinnelighed ved at polere det med voks således som Canova med stor virkning gjorde det, men lod det beholde sin egen karakter. Han lod stenens overflade stå mat og med lette spor af raspen, en marmorstil som den svenske billedhugger Niklas Bystrom kaldte "á la Thorvaldsen". Kun sjældent polerer Thorvaldsen formens højder til fine spejl.

Til Thorvaldsens hovedværker i århundredets andet årti hører foruden Alexanderfrisen også den åndfulde reliefmedaljon Natten med dens pendant Dagen, 1815 (talrige marmoreksemplarer), statuerne af Venus, 1816, Ganymedes og ørnen, 1817, De tre gratier, 1818, Merkur, 1818 og blandt busterne portrætterne af C.W. Eckersberg, 1816 og Lord Byron, 1817. Han modellerede også i disse år modellen til Schweizerløven, det suggestive monument for de schweiziske lejesoldater der 1792 mistede livet under forsvaret af Tuilerierne. Den kolossale døende løve blev udhugget af selve klippen i Luzern af Lukas Ahorn og afsløredes 1821.

I takt med Thorvaldsens voksende berømmelse i Europa lød opfordringerne fra hans landsmænd til at besøge Danmark stærkere og stærkere. Thorvaldsen tøvede længe med at forlade sit arbejde i Rom, selv om talen om bestillinger på monumentale værker til Christiansborg slot og til Vor Frue kirke i København, begge genopbyggede af C.F. Hansen efter brandene, var tillokkende. Men personlige forhold gjorde det ønskeligt for ham at forlade Rom for en tid. I sommeren 1819 brød Thorvaldsen en forlovelse med en dame af skotsk adel, Frances Mackenzie, indgået under en periode af sygdom og depression hvor hun havde plejet ham, og engagerede sig samtidig i en ny forelskelse i den indtagende østrigerinde Fanny Caspers, uden at han dog havde til hensigt at tilbyde hende ægteskab. Da Thorvaldsen netop da i den unge akademistipendiat, billedhuggeren H.E. Freund fandt en hjælper der ville tage vare på værkstedernes ledelse under hans fravær brød han den ulykkelige situation ved at bestemme sig til rejsen til Danmark der kom til at strække sig fra juli 1819 til december 1820. København modtog Thorvaldsen med hyldest, og han påtog sig straks en række store opgaver, først og fremmest de tolv apostelstatuer til Vor Frue kirke. Til rejsens frugter hører også de fint karakteriserede buster af kong Frederik 6., hans gemalinde og døtre (1819–20) og af den russiske zar kejser Alexander 1. udført i Warszawa på hjemrejsen (1820).

Efter tilbagekomsten til Rom var det de monumentale opgaver der optog Thorvaldsen 1821 modellerede han Kristusstatuen til Vor Frue kirke. 1822 var gavlgruppen med Johannes Døberens prædiken, flere af apostelstatuerne og nogle år senere, den knælende dåbsengel til samme kirke færdige. Store monumenter blev modelleret i hans værksteder til opstilling ude i Europa: grev Wlodzimierz Potocki, 1821 (i marmor i katedralen på Wawel i Krakow); Nicolaus Copernicus, 1822 (i bronze i Warszawa), Pius VII, 1824–25 (i marmor i Peterskirken i Rom); fyrst Jozef Poniatowski, 1826–27 (rytterstatue i bronze i Warszawa, ødelagt under anden verdenskrig, nyt bronzeeksemplar opstillet 1952), Eugène de Beauharnais, 1827 (statue i marmor i S. Michaelskirken, München), lord Byron, 1831 (marmor i Trinity College, Cambridge), Johann Gutenberg, 1833–34 (i bronze i Mainz), kurfyrst Maximilian I af Bayern, 1833–35 (rytterstatue i bronze i München), Friedrich Schiller, 1835 (i bronze i Stuttgart) og Conradin, 1836 (i marmor i S. Maria del Carmine, Napoli). I disse monumenter gjorde Thorvaldsen sin skildring almengyldig ved hjælp af klassiske draperier. Han ønskede ikke at iklæde figurerne samtidens dragt, i det mindste ikke uden at give den et vist klassisk præg. Udtryksfuldheden ligger altid i det harmoniske stillingsmotiv og i kompositionens rolige enkelthed. I de legemsstore statuer af grevinde Osterman-Tolstój, 1815, fyrstinde Barjátinskaja, 1818 og prinsesse Caroline Amalie (senere dronning C. A., 1827) har Thorvaldsen skabt tre yndefulde klassiske kvindeskikkelser, hver af sin helstøbte portrætkarakter.

Ved siden af de store monumentopgaver løste Thorvaldsen mindre som gravmælerne for maleren Andrea Appiani, 1822 (i marmor i Palazzo di Brera, Milano) og øjenlægen Vacca Berlinghieri, 1828 (i marmor på Campo Santo, Pisa). Som altid modellerede han relieffer i tæt rækkefølge. Reliefmotiverne fandt Thorvaldsen ofte i de antikke myter om Amors magt over mennesker: Amor hos Anakreon, 1823, den bittersøde lille frise Kærlighedens aldre, 1824, Amor som løvens betvinger, 1828 og mange flere. Andre relieffer blev udført som symboler på livsaldrene og årets tider (reliefserien Livets aldre 1836).

Efter Canovas død 1822 anerkendtes Thorvaldsen almindeligt som Europas største billedhugger, og hans studier (værksteder) hørte til de seværdigheder alle rejsende til Rom måtte besøge. Hans kunstsamling, som han i 1837 testamenterede til København tillige med sine værker, var bekendt og kunne beses hver søndag morgen af offentligheden. Samlingerne omfattede ikke blot oldsager fra Ægypten, Grækenland og Rom, men også moderne malerkunst som Thorvaldsen, der havde berøring med alle kunstnere der færdedes i kortere eller længere tid i Rom, havde rig lejlighed til at iagttage.

Thorvaldsen fungerede til tider som rådgiver i kunstneriske og arkæologiske spørgsmål, fx for Ludwig af Bayern, og udførte desuden restaureringer. Berømtest er restaureringen af gavlgrupperne fra Athenatemplet på øen Aigina (1816–17) som Thorvaldsen udførte med stor indlevelse i den på hans tid knapt anerkendte arkaisk-græske stil. I 1967 fjernedes Thorvaldsens tilføjelser fra skulpturerne (Glyptothek, München) da 1800-tallets restaureringsprincipper nu er forladt.

I Danmark voksede ønsket sig stærkt om at få både Thorvaldsens egne værker og hans samlinger hjem, og 1838 forlod Thorvaldsen endelig Rom. Fra Livorno sejlede han med den kongelige fregat Rota til København. Hyldesten ville ingen ende tage da han 17.9.1838 trådte i land på toldboden (modtagelsen blev senere skildret i en billedfrise på Thorvaldsens museums mure), og det blev svært for ham at finde arbejdsro i den bolig på Charlottenborg der blev stillet til hans rådighed som kunstakademiets direktør, og hvor invitationer og besøg kom til ham i en stadig strøm. Et dybt venskabsforhold til baronesse Christine Stampe førte imidlertid til lange ophold på herregården Nysø og gav ham ikke alene arbejdsevnen tilbage, men drog ham også ind i en familiekreds hvor han følte sig hjemme. Endnu havde Thorvaldsen kraft til at skabe statuer som den storslåede Herkulesstatue, 1843 (i bronze i Prins Jørgens gård, København), busten af Adam Oehlenschläger, 1839 og de to livfulde relieffer af familielivet på Nysø, 1840. Under et ophold i Rom 1841–42 modellerede han nye modeller til to af apostelstatuerne i Frue kirke og den nøgterne buste af Christine Stampe.

Thorvaldsen nåede at se sit eget museum under tag og også stedet for sin grav i museets gård, inden han pludselig døde i Det kgl. teater på sin vante plads i parkettet. Efter bisættelsen 30.3. i Vor Frue kirke, hvortil J. P. E. Hartmann skrev sin sørgemarch over Thorvaldsen, forblev hans kiste dér indtil 6.9.1848 hvor den nedsattes i gravkammeret i Thorvaldsen museums gård.

Thorvaldsen var en hovedskikkelse i den århundredlange periode af nyklassicisme i Europa. Hans udvikling kom på lykkelig vis til at ske i Rom i en frugtbar atmosfære af gammel og ny kunst. Det var afgørende at det romerske kunstmiljø både hvad kunstnere og købere angik var internationalt i en udstrækning som næppe senere er overgået, selv ikke i 1900-tallets Paris og New York. Opildnet af mødet med Rom fandt Thorvaldsen næsten straks frem til sin udtryksform. Han komponerede i ubesværede bevægelsesrytmer og med sødmefulde omrids. I rundskulpturerne er virkemidlerne også forskydningerne i de plastiske masser, der i fx Merkurstatuen er meget komplicerede. For at udtrykke en fuldkommen renhed og skønhed udelukkede han dramatisk bevægede ansigtsudtryk og fulgte derved de idealer som nyklassicismens teoretiker J.J. Winckelmann havde formuleret. Det er bevægelserne og stillingerne der bærer motivernes psykologiske indhold og gør dit muligt for Thorvaldsen at udtrykke følelser og indre oplevelser ved hjælp af kendte mytologiske skikkelser. Visse af hans værker, som hans berømteste relief Natten, virker lige så stærkt ved sin følelsesrigdom som ved sin karakter af emblem. Oftest giver Thorvaldsens værker et budskab af ro og drømmende kontemplation. Julius Lange gjorde den fine iagttagelse at der bag mange af hans figurer ligger "som et usynligt landskab, en dunklere eller lysere stemning af døgnets tid, med hvilken figurens stemning ganske umiddelbart klinger sammen". Thorvaldsens modellering som den kan ses i originalmodellerne er levende og følsom. Modellering, mere end marmorhugning var hans egentlige lyst. Samme følsomhed findes i de mange tegninger som Thorvaldsen selv kastede bort, men som er bevaret takket være J.M. Thieles sporsans. I de lette og temperamentsfulde blyants- eller pennerids, i hvilke Thorvaldsen søger at finde en bevægelse, en helhed frem møder vi hans fantasi og hans heftighed i friere udfoldelse end i marmorskulpturerne.

Familie

Bertel Thorvaldsen blev født i København (?), døde i København og er begravet i Thorvaldsens museums gård.

Forældre: billedskærer Gotskalk Thorvaldsen (Gottskålk Porvaldsson) (1740–18061 og Karen Dagnes (døbt 1736–1804). Ugift.

Udnævnelser

Professor ved akademiet 1805, direktør sst. 1833–44. Etatsråd 1819. Konferensråd 1838. Æresborger i København 1838. R 1810. DM. 1833. K. 1829. SK. 1839.

Ikonografi

Ingen dansk synes så ofte portrætteret som Thorvaldsen; man må regne med mange hundrede billedfremstillinger, kopier og grafiske reproduktioner medregnet. Værkerne er spredt over hele Europa; i sin Romtilværelse og på rejserne gennem Tyskland gik han beredvilligt med til at sidde model for yngre kunstnere, og senere erhvervedes disse portrætter af forskellige museer og samlere og gentoges ofte i det uendelige. Det vil derfor her kun være muligt at give hovedtyperne og i reglen de værker som findes offentligt tilgængelige.

Bibliografi

A. Malerier og tegninger. I. Selvportrætter. Tegnet silhouet ca. 1787 (pisk med sløjfe) (Thorvaldsens mus.). Skitse og tegn. 1794 (stoppende pibe) (Thorvaldsens mus.), stukket 1831 af P. Schiøler og forlæg for frimærke, 1980, af C. Slania efter tegn. af Connie Linck. Afbildet på akvarel, formentlig selvportr. ca. 1795–96 (Thorvaldsens mus.). Tegninger i skitsebog (Thorvaldsens mus.), bl.a. formodet selvportr. på den spanske trappe. Tegn. 1810 (glyptoteket). Tegn. (en face, kindskæg) 1810. Tegn. 1811, profilportr. 8.9. (TThorvaldsens mus.). En lign. 15.9. (en face) der henføres til F. Riepenhausen, men synes at være et selvportr. (Kestnermus. i Hannover) er ikke fuldt opklaret. Et af 1811-billederne er grundlag for W. H. Lizars stik fra 1821 med angivelse af Thorvaldsen som ophavsmand. To forskellige litografier har signaturen: L. Fehr cop., et tredje Riepenhausen dis. et inc, hvilket ikke giver noget endeligt udsagn om originalbilledets tilblivelse.

II. Fra tiden indtil 1819. Et ungdomsbillede, malet af J. L. Lund (Stegeborg i Sverige) er meget problematisk. Hovedbillederne fra denne tid samler sig om Thorvaldsens optagelse i San Luca akademiet (1808) og viser ham i uniformen. 1809. Mal. af Vine. Camuccini (S. Luca akademiet, Rom), tegnet udkast dertil (Thorvaldsens mus.). Talrige kopier. Min. derefter (forhen Nysø), stik derefter af Gius. Saunders, Firen/.e 1823, og af Gio Folo efter tegn. af Giov. Hattista Borani. 1810: Mal. af Rud. Suhrlandt (hånden på et klassisk hoved, vistnok Thorvaldsens Adonis statue) (Thorvaldsens mus.). Knæstykke af Jacob Munch. Colosseum i baggrunden, gentagelse 1815 (Frborg), kopi (gentagelse?) (Roskilde mus.). Tegn. af F. Riepenhausen (jfr. Thorvaldsens selvportr.). 1814: Mal. af C. W. Eckersberg (kunstakad.), gentagelse 1832 (Nationalmus., Sth.) og 1838 (glyptoteket); der eksisterer et fjerde ekspl.; kopier, delvis blot af hovedet, af C. Købke 1828, af Eleonore Harboe, af C. Balsgaard 1843 (på porcelæn, Thorvaldsens mus.) og i tegn. af J. Roed, 1875 (Hirschsprung). Stik derefter af W. Heuer, af C. W. Eckersberg 1850 og af Weger & Singer 1852, litografi af F. Zweidorff, træsnit af Aug. Neumann, stort farvelitografi af P. W. Johannsen m.fl. gengivelser, samt et vandmærketryk fra Silkeborg Papirfabrik; efter Eckersbergs mal. frimærke 1938 af Johs. Britze. Mal. af K. Vogel von Vogelstein, 1815 (Thorvaldsens mus.); stik af H. Meyer; tegn efter Vogels hoved af estlænderen G. Hippius ca. 1817 (Marburg), en tegn. fra 1813 af Vogel findes i kobberstikkabinettet i Dresden. Tegn. af ubekendt 1814. Mal. af W. Schadow af denne, broderen Rudolf og Thorvaldsen (Nationalgalerie, Østberlin).

Portrætter af mindre officiel karakter: tegn. af Carl Sieg, 1816 (Nationalgalerie, Østberlin), af R. Suhrlandt, 1816 (sst.), af Sieg, 1816, Efter Schadow (kobberstikkabinettet, Østberlin). Mal. af A. Senff, 1817 (Thorvaldsen arbejdende på den lille hyrdedreng) Halle a.S.), tegn. af Fr. Rehberg, 1818 (kindskæg), reproduceret i litografi. Også Fr. Overbeck skal have efterladt en tegn. af Thorvaldsen.

III. Omkring Danmarksrejsen 1819–20. Hovedbilledet er C. W. Eckersbergs portr., 1820 (frak-keklædt med udfaldende skjortekrave) med en hammer støttet til foden af en statue (forhen Orebygård), stik derefter af J. F. Clemens, 1820. Et halvfærdigt udkast dertil (måske en elevkopi) replik i Kiel (Kunstverein); replik på Thorvaldsens mus.; kopier af E. Bærentzen udst. 1827, af Carl Løffler, 1828, frk. Ibsen, H. Matthison-Hansen ca. 1827. Pasteller af Chr. Horneman 1819 og 1820 (mindre fadermordere og højt hvidt halsbind) (Thorvaldsens mus.; Fr.borg; Bergen). I den række billeder Horneman gennem tiderne malede er hovedtrækkene de samme, omend håret gråner mere og mere. Både på Thorvaldsens mus. og på Rosenborg (1834) findes miniaturer malede af ham. Et litografi af Horneman udsendtes 1821. Carl v. Plötz, en søn af Hornemans tidligere medarbejder, har udført et profilportr. af Thorvaldsen; 1821, da Thorvaldsen allerede var rejst, tegnede han derover et stort profilportr. af ham (ring i øret) (Fr.borg), i min. s.å. (Thorvaldsens mus.), litografi herefter af kunstneren selv og af Desingthun, 1823.

IV. Romopholdet i 20'erne. Malerierne fra begyndelsen af denne periode viser Thorvaldsen iført en frakke med pelskrave. Ældst synes en tegn. fra 1822 (Rom 18.4.) at være; den er sign. I. S. dvs. I. Schnorr v. Carolsfeld (akademiet i Wien). Hovedbilledet er Karl Begas' portr. af Thorvaldsen med "Haabet", ca. 1823 (Nationalgalerie, Østberlin), depon. i Gdansk), tegn. i Thorvaldsens mus., gentagelse på Fr.borg, i Galleri Raczynski i Poznan, kopier af A. Koop, 1828 (Thorvaldsens mus.) og af A. Senff (Kestnermus. i Hannover); stik af Samuel Amsler og litografi af F. Legrand, Berlin, senere (J. Gunst institut i Mainz) med Gutenbergstatuen tilføjet i baggrunden, og gengivet i mange litografier og træsnit. A. Senffs brystbillede (1825) i Halle synes at høre til denne type. Nær den står også Gustav v. Nehrlichs litografi. Med skindkrave og blød skjortekrave er også Edv. Magnus' mal. (Thorvaldsens mus.), kopieret 1831 af A. Koop til Hambro, samt en min. af A. Grahl, hvoraf en replik findes i mus. i Dresden. Mal. af H. M. v. Hess, 1823; billedet slår Begas' meget nær, i baggrunden atelieret med Jason (Neue Pinakothek, München). I Schack (ialerie (sst.) fandtes en gentagelse fra 1834, i baggrunden udsigt over Rom (men den brændte med Glaspalast 1931); på et mal. af ham i Wien har Thorvaldsen hvid skindkrave. Billeder af Thorvaldsen i officiel dragt med stive fadermordere og hvidt halsbind findes også fra 20erne, bl.a. D. Lindaus portr. (Thorvaldsens mus.) og Frans Catels billede 1824: Ludvig af Bayern med kunstnere på den spanske vinstue på Ripa Grande i Rom (Neue Pinakothek, München), træsnit derefter af R. Brend'amour. Osteribillede af D. Lindau, 1827, raderet af C. E. Sonne; en tegn. findes i kobberstikkabinettet i Dresden. Tegn. af Ricciardelli, 1829, af kong Ludvig af Bayerns besøg i Thorvaldsens atelier (Thorvaldsens mus.). På H. D. C. Martens' mal. ca. 1830 af Leo XII, som 1826 besøgte Thorvaldsens atelier (St. mus., depon. i Thorvaldsens mus.) bærer Thorvaldsen ikke stive flipper, men skjorte med stor udfaldende krave. Tegn. af C. E. Stölzel, 1827 (Ashmolean Mus., Oxford). Portrætteret på F. Thømings billede, 1828, af en bådfart til Capri (Thorvaldsens mus.). Mal. fra 1820erne af William Edward West (Thorvaldsens mus.). Tegn. af A. Kestner (Kestner mus. i Hannover) og af E. Rietschel, 1830 (Stadtmus. i Dresden, "Carus Album"), af Paul Mila, 1823 (Thorvaldsens mus.), Efter denne litografi, af H. V. Bissen 1826–27 (med lang pibe) (glyptoteket, skitsebog XVII). To mal. af Ehregott Grünler fra denne tid (ca. 1828) (hvide bløde flipper, hvidt halsbind) findes bl.a. på Goethemus. i Weimar, et er dateret 1839.

V. Romopholdet i 30'erne indtil 1838. Billederne fra denne periode viser alle Thorvaldsen. i en blød, hvid skjorte med stor udfaldende krave, hvad enten han er i arbejdsbluse, i frakke eller indhyllet i kappe. Hovedportrættet er Horace Vernets mal. fra 1833 af Thorvaldsen i færd med at modellere Vernets buste (Thorvaldsens mus.). Gentagelse i mus. i Glasgow. Stor tegn. dertil i Østrig. Ekspl. i Metropolitan Mus., New York. Kopier af J. Roed, af F. Bellay (mus. i 1 yon), af A. L. Koop, 1839 (købt af Collin; Studenterforeningen), af F. Helsted, 1845 (Jægerspris), af P. T. Tax, af A. Lipke, og af Hans Lassen, 1874 (mus. i Haderslev), i min. af Johs. Moller (Windsor) og af J. C. Bøgh, 1852. Gengivet i litografi for Em. Bærentzen, 1844, af I. W. Tegner, 1846 og af P. H. Gemzøe, 1855 samt i radering af L. Frølich, 1854, i stylografi af P. Schøler, 1853 og i flere andre gengivelser i stik, litografi og træsnit. Mal. af Ed. v. Heuss (skindbræmmet kappe), 1834 (Thorvaldsens mus., depon. af glyptoteket). Mal. af samme (Thorvaldsen arbejdende på Gutenbergstatuen), 1834 (mus. i Mainz), udkast dertil (Thorvaldsens mus.). Portræt af Oreste Kiprensky (nedfaldende krave, stor sort sløjfe, kappe), 1833 (det russiske mus. i Leningrad), kopi af Apollinary Horawsky, 1852 (Thorvaldsens mus.); stik af H. Robinson. Mal. af Cesare Poggi (sort halsbind), s.å. (Galleria d'arte moderna, Milano). Lille mal. (udfaldende krave, langt hår, sort baret) af B. v. Guérard, 1831 (Capodimonte mus. i Napoli), gentagelse 1834 (Thorvaldsens mus.). Min. af F. Pietrocola (skindbræmmet kappe, stor udfaldende linnedkrave) ca. 1835 (Thorvaldsens mus.), Efter denne tegn. af Juul Møller. Mal. af D. C. Blunck, 1835 (Fr.borg), tegn. af samme, 1836, af Thorvaldsen s.m. fru Puggaard og sine omgangsvenner i Rom. Mal. af samme, 1834 (Kunsthalle, Kiel). Tegn. af Ant. Rambaux ca. 1836 (Thorvaldsens mus.). Flere karikaturtegn., delvis farvelagt, af E. M. Ward 1838–39 (Thorvaldsens mus.; Fr.borg). Mal af J. Sonne (Thorvaldsen i sit atelier i Rom), s.å. Mal. af Martens, s.å., af Thorvaldsen på Marcuspladsen i Venezia; sepiategn. af samme af Thorvaldsens atelier i Rom, s.å. C. Küchler udførte 1836 en radering som relief og en radering af Thorvaldsen i arbejdsdragt med fløjlskrave, som blev meget kopieret i stik, litografi og i træsnit som kisteblad. Tegn. af Heinr. Mücke, 1833 (Nationalgalerie i Østberlin), litografi herefter af A. Dircks. Endelig findes en del mal. hvor Thorvaldsen er afbildet mellem de afbildede personer, som på F. Diofebis mal., 1836, af åbningen af Rafaels grav 1833, hvor Thorvaldsen var til stede på S. Luca akademiets vegne (Thorvaldsens mus.), og på D. C. Bluncks osteribillede fra La Gensola, 1836 (Fr.borg), tegn. 1836 og mal. 1837 (Thorvaldsens mus.), kopi af A. L. Koop.

VI. Fra hjemrejsen 1838 til Thorvaldsens død. 1838: Mal. af F. Westphal af Thorvaldsens modtagelse i Kbh. (brændt på Chr.borg 1884), tegn. dertil (Fr.borg); litografi af Em. Bærentzen, farvelitografi af W. Koch og træsnit af F. Schlitte. Tegn. af Blunck af skibs-fællerne på Rota (Thorvaldsens mus.). To mal. af Eckersberg af Thorvaldsens hjemkomst, det ene 1839 (Thorvaldsens mus.), tegn. dertil (kobberstiksaml.). Tegn. af samme af Thorvaldsens hoved. En karikerende tegn. af Thorvaldsens modtagelse er henført til Eckersberg (Fr.borg), en anden findes i Kgl. bibl. Thorvaldsen ved Rotas skanse malet af A. Melbye, Thorvaldsens hjemkomst tegnet af samme (Fr.borg). Tegn. af C. Peters (hyldesten på Charlottenborgs balkon) og af L. Tuxen, 1895. Mal. af Johs. Jensen (Thorvaldsens mus.) er formentlig fra samme periode. 1839: hovedbillederne er malet af C. A. Jensen: Thorvaldsen i uniform med alle ordnerne (fadermordere) (Fr.borg); stik af W. Heuer med hovedet ændret som på Küchlers radering 1836. Thorvaldsen siddende (silkefrakke med opslag) (Thorvaldsens mus.; Nationalmuseum i Sth.; tidligere hos Johan Hansen), litografier derefter af bl.a. A. M. Petersen, 1840, af Emil Lasalle i Paris og af C. Been, 1842. En række mal. af J. V. Gertner af Thorvaldsen i den blågrå slåbrok med de røde fløjlsopslag fra hans Nysøophold, siddende med Jerusalemindtoget og "Minerva" (Thorvaldsens mus.; Jægerspris), andre med statuetten til selvportrættet, og stående med Oehlenschlægers buste (1839 tegn. på glyptoteket); 1840 mal. på Ravnholt; 1842 på Nysø (tilhører Fr.borg); Ålborg mus. 1842); med en tegnetavle; med "Haabet"; et mal. (Hamburger Kunsthalle 1840) og en mængde tegn. både en face og i profil (bl.a. Fr.borg; Hirschsprung; Thorvaldsens mus.). Radering af J. V. Gertner, 1843, Efter denne flere træsnit samt radering af bl.a. Carl Mathorne, 1932; stylografi af P. Schøler efter tegn. af Gertner og stik fra Rom efter en tegn. (med "Haabet") af Schøler. Afbildet på Gertners mal. af salvingen, 1840 (Rosenborg). Tegn. af R. Greve efter Gertner (Fr.borg); mal. af E. D. Bærentzen (Bergen), litografi derefter af E. Lehmann, 1839, og andre. Tegn. af W. Marstrand, af Ernst Meyer, af C. I. von Rumohr (Thiele og Thorvaldsen) og af P. C. Skovgaard (Thorvaldsen som storkorsridder) (Thorvaldsens mus.) og af J. A. Jerichau (kobberstiksamlingen). 1840: mal. af C. A. Jensen (næsten tilknappet frakke) (Gunderslevholm; Industriforeningen). Min. af Johs. Møller. Mal. af F. Richardt "Thorvaldsen med sort fezlignende Kalot i sit Atelier" (Thorvaldsens mus.), tegnet forarbejde (sst.); litografi af samme, 1844. Tegn. af S. F. Diez (Nationalgalerie i Østberlin). Daguerreotypi af A. C. T. Neubourg ca. 1840 (Thorvaldsens mus.). 1841: fra udenlandsrejsen: mal. af K. Begås (Nationalgalerie i Østberlin); tegn. af E. Rictschel og C. Vogel von Vogelstein (sst.), begge fra opholdet på Maxen. Mal. af F. Krüger, stukket af C. G. Lüderitz; tegn. af Krüger (Nationalgalerie i Østberlin), ofte gengivet i stik, litografi og træsnit. Mal. af W. Hensel tuden flip) formentlig 1841 (Thorvaldsens mus.), tegn. (Hensel-samlingen Neue Nationalgalerie, Vestberlin). Mal. af F. Amerling (Lichtensteins galeri 1843; Fr.borg skitse (Thorvaldsens mus.); gentagelse (forhen fyrstinde Branica, f. Potocka, i Wien og i Breslau; kopier af L. Thibau (akvarel) og Joseph Lavos; stik af R. Kirchhoffer, 1844. Tegn. af Schnorr v. Carolsfeld (kobberstikkabinettet i Dresden) og af Constantin Hansen, Danske i Rom juleaften (Nysø). 1842: tegn. af C. Vogel von Vogelstein (kobberstiksaml. i Dresden), af J. L. Lund og al" L. A. T. Restorff. Mal. af D. C. Blunck (Thorvaldsen i sit atelier) og af Heinr. Buntzen (i Villa Borgheses have med portrætfigurerne – Thorvaldsen og Buntzen – malede af J. V. Gertner), litografi derefter af A. Kittendorff. Mal. tillagt M. H. E. Eddelien. 1841: mal. af S. Schack, af Aug. Schiøtt (Thorvaldsen ved cavaletten), af F. Richardt (Thorvaldsen med sort baret i sit atelier), litografi herefter, og af H. Buntzen (Thorvaldsen ved atelieret på Nysø) (Thorvaldsens mus.) samt profilbillede af Gertner. Flere tegn. af P. C. Skovgaard, (med armene over stoleranden) (kobberstiksaml.), kopieret ofte af Gertner (Thorvaldsens mus.). Mal. af Johs. Jensen (Teatermus.). Afbildet på S. Schacks mal. af salvingen 1840 (St.mus.) og på den tegnede nøgle dertil (Kgl. bibl.). Porcelænsmal. af G. Renard udst. 1843. 1844: Mal. af S. Schack (Fr.borg), tegn. i samme type af Borggreen (forhen skandinav, foren, i Rom) angives udført 1842. Akvareller af Rud. Greve (Fr.borg; Nationalgalerie i Østberlin; også 1845). Profiltegn. af J. V. Gertner (Fr.borg), billede fra dødslejet af samme (sst.), ligeledes af F. Herzog (Thorvaldsens mus.), af A. Melbye og af G. Emil Libert. Tegn. af E. Meyer 10. og 18.3. (Thorvaldsens mus.), litografi efter den første og radering af Niels Juul Tjørnelund, 1925, og "Efter Erindringen 10. Dec. 1844" af J. Th. Lundbye (kobberstiksaml.). Litografi efter tegn. af J. Ballin af Thorvaldsen på lit de parade. Silhouetter (Fr.borg; Thorvaldsens mus.), bl.a. af N. Chr. Fausing, og i træsnit 1853.

VII. Efter Thorvaldsens død. Afbildet på raderingen Dumhedens magt, 1844. Lucie Ingemann, f. Mandix: Thorvaldsens apoteose (Thorvaldsens mus.). Litograferet mindeblad, Thorvaldsen kranses af en engel. Frise på facaden, Thorvaldsens mus., af J. Sonne 1846–50, frit gengivne scener af Thorvaldsens hjemkomst og udlosningen af hans statuer; teknisk prøve i farvepuds af Thorvaldsens hoved (Thorvaldsens mus.) Gengivelse i litografi af F. C. Lund, 1889. Tegn. af W. Marstrand af Oehlenschläger der læser op i den Stampeske kreds, med den indslumrede Thorvaldsen (Thorvaldsens mus.). Min. af J. C. Bøgh, 1850. Mal. af Johs. Jensen ca. 1850 med flere gentagelser. Mal. af Th. Jensen, 1872, af Thorvaldsen i sit atelier med Jason og Thomas Hopes indtræden, herefter litografi. Thorvaldsen og Bindesbøll tegnet af Felix Kraul, 1884. Tegn. af Axel Holm, 1889. Tegn. af Thorvaldsen med Chr. VIII af C. Bayer, 1897. 1899 Chr. Bang: Besøg i Thorvaldsens atelier. 1901 Poul S. Christiansen: Thorvaldsen modellerende "Natten" (St.mus.), tegn. af samme (kobberstiksaml.), mal. af samme 1904–05 og 1901–22. 1919 Vald Neuendam: Thorvaldsen ved Zoëgas dødsleje (Ribe mus.), af samme Thorvaldsen og Preisler, 1916, og Thorvaldsen og Abildgaard udst. 1946. Tegn. af A. J. Bundgaard (folketinget). Larsen Stevs: Thorvaldsen og H. C. Andersen på spadseretur ved Nysø (H. C. Andersen mus. i Odense) og H. C. Andersens møde med Thorvaldsen i atelieret i Rom, akvarel. C. Bayer: Thorvaldsen og Oehlenschläger på Nysø. Portr. af Gertner udst. 1852, 1857, 1861 og 1867.

B. Skulptur. I. Selvportrætter. 1810 herme, i marmor ca. 1812 (kunstakad. 1825); stik af E. Eckersberg, 1831, Efter tegn. af hermen af N. Simonsen; kopi i marmor af E. Utzon-Frank (rådhushallen, Kbh.); ekspl. i Ambrosiana, Milano, formentlig af Thorvaldsen selv. På forskellige ekspl. af Alexanderfrisen har Thorvaldsen afbildet sig selv blandt tilskuerne (marmorekspl. (Thorvaldsens mus.), hugget af Pietro Galli; Sommarivas ekspl. ca. 1825 stukket af Pistrini; ligeledes på relieffet "Homer synger" 1836. 1839: statue (originalmodel på Nysø; gips på Thorvaldsen mus.), ekspl. derefter i marmor af H. V. Bissen (Thorvaldsens mus.), i marmor af E. Wolff (ved Palazzo Barberini, Rom), i München (glyptotekets sidefacade) af samme. Bronze i Reykjavik. Hovedet er anvendt til busten i Rom i Via Sistina 48, Thorvaldsens bolig; den modellerede lermaske dertil (Nysø). Statuette (udkastet på Nysø; afstøbning på Thorvaldsens mus.). Statuette efter originalen af H. Olrik, 1849, tegn. derefter (Fr.borg). 1840 på relieffet af den Stampeske familie (originalmodel på Nysø).

II. Fra Romtiden til 1819. Buste af Pietro Tenerani ca. 1812 (marmorekspl. i Thorvaldsens mus.; i gips på glyptoteket), af samme 1819, i marmor 1824–25 (S. Luca akad.), i gips (Tenerani mus. i Rom). Buste af Chr. D. Rauch, 1816 (forhen i Rauch mus. i Berlin; afstøbning på Thorvaldsens mus.), kopi af C. A. Muhle, 1828, af A. V. Saabye, 1878 og af Nielsine Petersen, 1882. 1817 medalje (A genio lumen) af Henri-Francois Brandt, stukket af Schøler, 1831; nær den står et profilstik af Rietel, 1820, og et litografi af C. C. Lose. En medalje fra denne periode er signeret Camiletti.

III. Fra Københavnopholdet. Medaljeudkast af C. A. Muhle, 1824, i anledning af Thorvaldsens besøg i Kbh.

IV. Fra Romopholdet i 20'erne. Buste af E. Wolff, 1823 (i marmor i glyptoteket). Relieftryk af Blasius Höfel og af H. W. Köbner, ca. 1825. Buste af Pierre Bienaimé, 1826 (i marmor i S. Luca akademiet i Rom; gipsbuste i Thorvaldsens mus.). Marmormedaljon af Jacques Tatarkiewicz ca. 1828 (med skindkappe) udst. 1845 i Warszawa. To medaljer, en face og i profil (med den knælende genius og gratierne) af G. Goetze, formentlig 1828, stukket af P. Schøler, 1832. Buste af J. B. Dalhoff udst. 1829.

V. Fra Romopholdet i 30'erne til 1838. Relief af W. Matthiä, 1830 (i marmor bl.a. Oremandsgård; gips i Thorvaldsens mus.). Buste af H. V. Bissen, 1831 (Thorvaldsens mus.; glyptoteket), i marmor 1833 (kunst-akad.; forhen Einsiedelsborg), derefter bronzebuste (Vor Frue k.; St.mus.). Formindsket bronzekopi efter Bissen af C. V. Lodberg, 1843. Kopi af A. Jahn (Preetz). Buste af H. E. Freund (studenterforeningen). Ensidig medalje af C. Voigt. Medaljer af G. Galeazzi 1832 og 1837. Buste af Matthia, 1833 (Thorvaldsens mus.). Relief af Franz Woltreck, s.å. (Café Greco i Rom; i bronze 1836 i Thorvaldsens mus.), statuette af samme, 1833 (i bronze i glyptoteket; i gips i Café Greco), stukket af J. Unger. Buste af G. Rennie udst. 1833. Statuette af P. Ricco, 1834. Buste af ubekendt 1836 (St.mus.). Medalje af Voigt, 1837 (Erato), kemitypi derefter af A. Kittendorff efter tegn. af J. Magnus Petersen. Relief af Christoph Metzer på æresborger-brev ca. 1837 (Thorvaldsens mus.). Medalje af Chr. Christensen, 1838, med Alexanderfrisen, i anledning af Thorvaldsens arbejders ankomst til Kbh. ("Udstillingsmedaljen"), stik derefter af E. Eckersberg, 1850. Medalje af F. König, 1838 (gratierne).

VI. Fra hjemkomsten 1838 til hans død. Statuette af Matthiä, 1838 (om bord på Rota). Buste i mindre format af G. Borup, s.å. Elfenbensrelieffer af S. S. Winther 1839 og 1841, statuette tilskrevet samme (Thorvaldsens mus.). Kamé af P. Petersen, 1839. Et congreve-tryk fra Berlingske Tidende som relief 1839. Medalje af Zaccagnini, 1842. Voksmedalje af P. F. Rauner (Thorvaldsens mus.).

VII. Efter Thorvaldsens død. Efter dødsmasken et voksrelief (Bakkehusmus.). Elfenbensbuste af Chr. Klingsey, 1845. Medalje af H. Conradsen, 1849. Statue af C. Peters, 1866 (udstillingskomiteen; skitse 1875 (Hirschsprung) og omarbejdet 1877 i Randers mus.). Tegn. af H. Olrik (Fr.borg), træsnit derefter 1868. Skæringer i elfenben og buksbom af O. O. Glosimodt, 1869 og af A. Wang. Kolossalbuste af L. Prior, 1870 (Thorvaldsens mus.), reliefmedaljon s.å., tegn. 1878 (Fr.borg); buste s.å. Relief af G. Billqvist, 1871 (Göteborg kunstmus.). Statuette af C. Peters, 1878. Relief af Rik. Magnussen, efter Küchlers profilradering, 1930. Statuette og statue af Utzon-Frank 1941–43 (Kbh.s kommune). Relief af Jeremias Christensen (Charlottenborg). Buster af F. C. Krohn, F. Hertzog, Adelgunde Herbst og G. Borup. Relief af H. Conradsen (Bakkehuset). Relief 1870 (forhen på facaden, Grønnegade 7, nu Kbh.s bymus.). Mindetavler: 1872 (Palazzo Tomati, Rom), 1882 (Via Sistina 48, Rom), 1934 (videnskabernes selskab i Warszawa), 1935 (Åbenrå 13, Kbh.). Fortjenstmedalje fra S. Luca akademiet i Rom 1836 (med hans S. Luca relief) (Thorvaldsens mus.). Livsmaske ca. 1810 samt dødsmasken (sst.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig