Bertel Thorvaldsen, Alberto (Albert) Thorvaldsen, 19.11.1770(?)-24.3.1844, billedhugger. Hverken tid eller sted for Thorvaldsens fødsel er kendt med sikkerhed, og nogen dåbsattest kendes ikke. En af talrige traditioner vil vide at Thorvaldsen er født på et skib i læ under Island. Selv angav han i yngre år ikke at vide besked med sin fødselsdag, og først 1824 fremførte en ven fra ungdommen, P.H. Haste, at den rette dato ifølge et notat i en gammel skrivekalender var den 19.11.1770. I langvarige polemikker (i årene 1918–32) har andre fødselsår været nævnt, mest vedholdende 13.11.1768. Denne dato støtter sig på en indførsel i Københavns fødselsstiftelses dåbsprotokol om et barn ved navn "Bertel Torvals" om hvis identitet eller senere skæbne der ikke findes yderligere oplysninger.
Da Thorvaldsen i vinteren 1840–41 dikterede sin levnedsbeskrivelse til baronesse Christine Stampe angav han at være født i København 19.11.1770 som søn af Gotskalk Thorvaldsen der var islænding, og Karen Grønlund fra Jylland. Det er senere sandsynliggjort af Thorvaldsens mor bar navnet Karen Dagnes og var datter af degnen Jakob Dagnes i Lemvig hvor hun døbtes 1736. Med henvisning til Thorvaldsens oplysning om sin mors navn og til hans lighed med et af ham selv tegnet portræt af underfoged Anders Grønlund har det været hævdet at denne skulle være Thorvaldsens biologiske far. Noget bevis kan ikke føres, og det er rimeligt at henholde sig til at Thorvaldsen selv understregede sin fædrene afstamning fra Island i indskriften på den døbefont han skænkede til Island. En mulig forklaring på navnet Grønlund kan være at Karen Dagnes som ung pige har tjent hos familien.
Gotskalk Thorvaldsen var en mand af anset slægt, søn af præsten i Miklabæ om hvem det sagdes at han var en håndsnild mand. Efter tidligt at have mistet sin mor sendtes Gotskalk som 17 årig til København for at uddanne sig som billedskærer. Efter en læretid hos den tidligere oldermand for billedhuggerlavet fik han arbejde på private skibsværfter og skar desuden ornamenter til spejle og malerirammer. Han omtales som udygtig i sit fag, og det nævnes at han var tilbøjelig til at gribe til flasken. Der findes intet sikkert portræt bevaret af Gotskalk Thorvaldsen der skal have været høj og mager af skikkelse. I de breve han i årene 1796–1805 skrev til sin søn fremtræder han som en mand af stor selvfølelse og med en karakterfuld, barok humor. Han omfattede sin søn med kærlig beundring.
Thorvaldsens mor Karen Dagnes, der var nogle år ældre end sin mand, stammede fra et degnehjem i Nørre Nissum. I hjemmet herskede trange kår, embedet var lille, og degnekonen havde hang til brændevin. Karen Dagnes forlod tidligt hjemmet for at rejse til København hvor hendes spor i nogle år fortaber sig. I Thorvaldsens første barndom skal hun have været "en smuk lille buttet person", senere omtales hun som stærkt haltende og pjaltet klædt. Livet igennem bevarede hun sit ramme jyske. Også fra hende findes der brev til sønnen, dårligt bogstaveret men uendeligt kærligt: du er aldrig af mine tanker, hverken nat eller dag, da du er mig en kær og god søn!
Hvad Thorvaldsen selv har oplyst om sin barndom er kun lidt. Til J.M. Thiele, der fra 1825 samlede stof til sine biografier af billedhuggeren, sagde Thorvaldsen at "hans barndom og første ungdom var hengået under sådanne kår, der ikke behøvedes at omtales". Til Christine Stampe fortalte han dog at han på grund af forældrenes fattigdom ingen opdragelse fik og desuden selv syntes bedst om at drive rundt som han ville.
Thorvaldsens lyst til at tegne blev bemærket af en af faderens venner der overtalte ham til at opfylde drengens ønske om at komme ind på kunstakademiet. I oktober 1781 blev han da optaget på akademiets l.ste frihåndsskole, avancerede i januar 1786 til modelskolen hvor han året efter vandt den lille sølvmedalje, og i foråret 1789 den store for relieffet Den hvilende Amor. Den nøgne drengeskikkelse er modelleret med selvfølgelig lethed og ansigtet bærer Thorvaldsens egne træk. På akademiet blev han først og fremmest støttet og influeret af den højt begavede og lærde maler N.A. Abildgaard mens billedhuggerprofessoren Johs. Wiedewelt ikke synes at have haft indflydelse på hans uddannelse.
I tolvårsalderen begyndte han at hjælpe sin far med træskæring, snart udførte han også fortegningerne til galionsfigurer skåret af faderen og forbedrede derved familiens økonomi betydeligt. Til de bevarede vidnesbyrd om Thorvaldsens færdighed som træskærer hører en urkasse med ornamenter i Louis 16-stil og et relief til en portlunette, skåret med kraft efter en fortegning af Holmens billedhugger F.C. Willerup. Med sølvmedaljen fulgte en forfremmelse fra læredreng til svend, og Thorvaldsen blev hurtigt en søgt medarbejder hos ældre kunstnerkolleger med mesterrettigheder. Kun akademikammeraternes pres synes at have fået ham til at overvinde sin angst for at deltage i de guldmedaljekonkurrencer som erhvervelsen af sølvmedaljen gav adgang til. Han forlod faktisk i 1791 i opgivelse det lille lukkede rum hvor han uden kontakt med omverdenen skulle tegne en skitsekomposition til et relief, men blev standset på vej ud af porten og vandt derefter med relieffet Heliodors uddrivelse af templet den lille guldmedalje. Den store modtog han 1793 for sit relief Apostlene Peter og Johannes helbreder en halt foran templets port, et relief i senbarok tradition hvis mange figurer i flere planer vidnede om at Thorvaldsen evnede at fastholde de store linier i en kompliceret komposition. Rejsestipendiet som fulgte med medaljen blev dog ikke ledigt før tre år senere, og Thorvaldsen blev i denne periode støttet af akademiet. I 1794 arbejdede han for Abildgaard på den skulpturelle udsmykning i arveprinsens palæ på Amalienborg, og fra omtrent samme tid stammer en række modellerede portrætmedaljoner og små portrætter, udført med blyant og vandfarve på præpareret papir.
Af udseende var Thorvaldsen nu en køn og kraftig ung mand (selvportrættegning med lang pibe, 1794) med klare blå øjne, musikalsk og danselysten. Hans talent som kunstner var indlysende for samtiden og skaffede ham adgang til et københavnsk kulturmiljø der omfattede medlemmerne af Borups litterære selskab og kredsen omkring Det kgl. teater. Han var en gavmild ven og vellidt på grund af den sociale uimponerethed som prægede ham livet gennem.
Den 30.8.1796 kunne Thorvaldsen endelig indlede sin længe ventede studierejse og forlod København ombord på fregatten Thetis. Efter en besværlig rejse kom han til Rom 8.3.1797 hvor den danske arkæolog Georg Zoëga og hans kreds tog sig af den unge stipendiat. Zoëga beklagede sig i brev hjem til Danmark over Thorvaldsens uvidenhed og mangelfulde sprogkundskaber, og Thorvaldsen følte sig overvældet ved mødet med den fremmede by og alle dens kunstværker. Han søgte at tilegne sig indtrykkene ved at tegne efter maleri og skulptur (skitsebog, Det kgl. norske videnskabers selskab, Trondheim), lejede sig et atelier og lærte sig meget hurtigt at hugge i marmor sådan som hans rejseinstruks fra akademiet foreskrev det. Han følte at "sneen smeltede fra hans øjne", og han fejrede livet igennem den 8. marts, dagen for sin ankomst til Rom, som sin "romerske fødselsdag".
Tilværelsen i den plagede pavestat der ligesom det øvrige Europa led under Napoleonskrigene var ikke let for en udenlandsk kunstner, og først hen på efteråret 1800 modellerede Thorvaldsen en statue i naturlig størrelse. Motivet var den oldgræske heros, kongesønnen Jason der erobrede vædderskindet den gyldne vlies. Hans sparsomme stipendium tillod ham imidlertid ikke at lade den støbe i gips, og han måtte slå lerfiguren ned igen. I vinteren 1802–03 stod dog en ny Jason færdig i Thorvaldsens atelier, denne gang i kolossalstørrelse. Den vandt alles bifald og blev et afgørende gennembrud for ham. Samtiden så i dens skønhed en opfyldelse af drømmen om et moderne og fuldkomment kunstværk som arvtager af antikkens forsvundne kunst, og samtidig tilfredsstillede statuens stil revolutionære idealer om enkelhed og ophøjethed. Netop da var Thorvaldsens rejsestipendium udløbet, og han måtte bestemme sig til at rejse hjem til Danmark der kun kunne byde en billedhugger på ringe muligheder. I yderste øjeblik før afrejsen beså den velhavende engelske kunstkender Thomas Hope statuen og bestilte den i marmor, en bestilling der gjorde det muligt for Thorvaldsen at forblive i Italien og skabe sin fremtid der. Statuen kom dog først Hope i hænde i England efter at femogtyve år var forløbet, og det var kun med modvilje at Thorvaldsen huggede den færdig. Da han i 1836 omarbejdede originalmodellen sagde han: Den ser jo ud som et harnisk og ikke som kød. Statuen kom til Thorvaldsens museum efter første verdenskrig.
Med sit ry fastslået af Jasonstatuen og efter en periode af depression og sygdom indledte Thorvaldsen nu en frodig produktion af statuer og relieffer. Motiverne var altid hentet i den antikke mytologi og blev ofte taget op i kappestrid med den berømte italienske billedhugger Antonio Canova, tretten år ældre end Thorvaldsen. I århundredets første tiår udførte han statuerne af Bacchus, 1804, Ganymedes, 1804, Hebe, 1806, Psyche, 1806, Amor og Psyche, 1807 og Adonis, 1808, desuden sit første store relief Briseis føres bort af Agamemnons herolder, 1803, komponeret på antik maner i ét plan som en frise. På en bestilling fra Danmark udførte han en marmordøbefont med relieffer, 1805–07 (Brahetrolleborg kirke).
I disse år levede han i et stormfuldt kærlighedsforhold til en italienerinde, Anna Maria Magnani (1772–1846), der var separeret fra den preussiske ministerresident von Uhden. Med hende fik han to børn, Carlo Alberto (f. 1806) og Elisa (f. 1813). Til sin bitre sorg mistede han i 1811 sin lille søn mens datteren inden sit ægteskab 1832 med den danske kammerherre Fritz Paulsen blev adopteret af Thorvaldsen der igennem hende har efterslægt i Italien og USA.
1812 vandt han nyt ry med sin store relieffrise Alexanders triumftog i Babylon, udført på fransk bestilling til udsmykning af Quirinalpaladset der skulle være bolig for Napoleons lille søn, kongen af Rom. Den 35 m lange skildring af herskeren på sin triumfvogn, omgivet af en vrimmel af mennesker og dyr måtte udføres i største hast og stykkevis, men frisen der stadig findes på stedet møder øjet med rolige rytmer. Denne evne til at underlægge sig store arbejdsopgaver blev karakteristisk forThorvaldsen. Hans værksteder i en række havehuse på l'alazzo Barberinis grund, og efter 1822 tillige i et vældigt rum i paladsets tidligere staldbygning, fyldtes efterhånden af en skare af medarbejdere der både omfattede unge billedhuggere under uddannelse hos Thorvaldsen, marmorarbejdere og andre håndværkere. Med stor praktisk sans og snilde skabte Thorvaldsen en værkstedstradition der gjorde hans mægtige livsværk muligt. Alene i Thorvaldsens museum findes 860 af hans skulpturer og rundt i verden antagelig lige så mange. Hvert værk kendes ofte i flere tilstande: som en tegnet skitse på papir, i en lille ler- eller gipsskitse, som model i fuld størrelse og endelig gerne i et eller flere marmoreksemplarer, og hver tilstand har sin egen karakter. Det var Canova der havde indført brugen af model i fuld størrelse, således at medhjælpere med denne model for øje og med støtte i nøjagtige målinger kunne udføre størstedelen af marmorarbejdet. Til trods for de mange hjælpende hænder bar hvert værk der udgik fra hans værksteder Thorvaldsens eget præg fordi han nøje overvågede alle trin i arbejdsprocessen, foretog stadige rettelser og selv udførte den sidste afpudsning. Dog træder kvaliteten og karakterfuldheden i marmorbehandlingen klarest frem i værker om hvilke man ved at de er ganske egenhændige (statuen Adonis fra 1808, Bayrische Staatsgemal-desammlungen, München) eller om hvilke man må formode at de er det (busten af Ida Brun, 1809). Thorvaldsen fremhævede ikke marmorets gennemskinnelighed ved at polere det med voks således som Canova med stor virkning gjorde det, men lod det beholde sin egen karakter. Han lod stenens overflade stå mat og med lette spor af raspen, en marmorstil som den svenske billedhugger Niklas Bystrom kaldte "á la Thorvaldsen". Kun sjældent polerer Thorvaldsen formens højder til fine spejl.
Til Thorvaldsens hovedværker i århundredets andet årti hører foruden Alexanderfrisen også den åndfulde reliefmedaljon Natten med dens pendant Dagen, 1815 (talrige marmoreksemplarer), statuerne af Venus, 1816, Ganymedes og ørnen, 1817, De tre gratier, 1818, Merkur, 1818 og blandt busterne portrætterne af C.W. Eckersberg, 1816 og Lord Byron, 1817. Han modellerede også i disse år modellen til Schweizerløven, det suggestive monument for de schweiziske lejesoldater der 1792 mistede livet under forsvaret af Tuilerierne. Den kolossale døende løve blev udhugget af selve klippen i Luzern af Lukas Ahorn og afsløredes 1821.
I takt med Thorvaldsens voksende berømmelse i Europa lød opfordringerne fra hans landsmænd til at besøge Danmark stærkere og stærkere. Thorvaldsen tøvede længe med at forlade sit arbejde i Rom, selv om talen om bestillinger på monumentale værker til Christiansborg slot og til Vor Frue kirke i København, begge genopbyggede af C.F. Hansen efter brandene, var tillokkende. Men personlige forhold gjorde det ønskeligt for ham at forlade Rom for en tid. I sommeren 1819 brød Thorvaldsen en forlovelse med en dame af skotsk adel, Frances Mackenzie, indgået under en periode af sygdom og depression hvor hun havde plejet ham, og engagerede sig samtidig i en ny forelskelse i den indtagende østrigerinde Fanny Caspers, uden at han dog havde til hensigt at tilbyde hende ægteskab. Da Thorvaldsen netop da i den unge akademistipendiat, billedhuggeren H.E. Freund fandt en hjælper der ville tage vare på værkstedernes ledelse under hans fravær brød han den ulykkelige situation ved at bestemme sig til rejsen til Danmark der kom til at strække sig fra juli 1819 til december 1820. København modtog Thorvaldsen med hyldest, og han påtog sig straks en række store opgaver, først og fremmest de tolv apostelstatuer til Vor Frue kirke. Til rejsens frugter hører også de fint karakteriserede buster af kong Frederik 6., hans gemalinde og døtre (1819–20) og af den russiske zar kejser Alexander 1. udført i Warszawa på hjemrejsen (1820).
Efter tilbagekomsten til Rom var det de monumentale opgaver der optog Thorvaldsen 1821 modellerede han Kristusstatuen til Vor Frue kirke. 1822 var gavlgruppen med Johannes Døberens prædiken, flere af apostelstatuerne og nogle år senere, den knælende dåbsengel til samme kirke færdige. Store monumenter blev modelleret i hans værksteder til opstilling ude i Europa: grev Wlodzimierz Potocki, 1821 (i marmor i katedralen på Wawel i Krakow); Nicolaus Copernicus, 1822 (i bronze i Warszawa), Pius VII, 1824–25 (i marmor i Peterskirken i Rom); fyrst Jozef Poniatowski, 1826–27 (rytterstatue i bronze i Warszawa, ødelagt under anden verdenskrig, nyt bronzeeksemplar opstillet 1952), Eugène de Beauharnais, 1827 (statue i marmor i S. Michaelskirken, München), lord Byron, 1831 (marmor i Trinity College, Cambridge), Johann Gutenberg, 1833–34 (i bronze i Mainz), kurfyrst Maximilian I af Bayern, 1833–35 (rytterstatue i bronze i München), Friedrich Schiller, 1835 (i bronze i Stuttgart) og Conradin, 1836 (i marmor i S. Maria del Carmine, Napoli). I disse monumenter gjorde Thorvaldsen sin skildring almengyldig ved hjælp af klassiske draperier. Han ønskede ikke at iklæde figurerne samtidens dragt, i det mindste ikke uden at give den et vist klassisk præg. Udtryksfuldheden ligger altid i det harmoniske stillingsmotiv og i kompositionens rolige enkelthed. I de legemsstore statuer af grevinde Osterman-Tolstój, 1815, fyrstinde Barjátinskaja, 1818 og prinsesse Caroline Amalie (senere dronning C. A., 1827) har Thorvaldsen skabt tre yndefulde klassiske kvindeskikkelser, hver af sin helstøbte portrætkarakter.
Ved siden af de store monumentopgaver løste Thorvaldsen mindre som gravmælerne for maleren Andrea Appiani, 1822 (i marmor i Palazzo di Brera, Milano) og øjenlægen Vacca Berlinghieri, 1828 (i marmor på Campo Santo, Pisa). Som altid modellerede han relieffer i tæt rækkefølge. Reliefmotiverne fandt Thorvaldsen ofte i de antikke myter om Amors magt over mennesker: Amor hos Anakreon, 1823, den bittersøde lille frise Kærlighedens aldre, 1824, Amor som løvens betvinger, 1828 og mange flere. Andre relieffer blev udført som symboler på livsaldrene og årets tider (reliefserien Livets aldre 1836).
Efter Canovas død 1822 anerkendtes Thorvaldsen almindeligt som Europas største billedhugger, og hans studier (værksteder) hørte til de seværdigheder alle rejsende til Rom måtte besøge. Hans kunstsamling, som han i 1837 testamenterede til København tillige med sine værker, var bekendt og kunne beses hver søndag morgen af offentligheden. Samlingerne omfattede ikke blot oldsager fra Ægypten, Grækenland og Rom, men også moderne malerkunst som Thorvaldsen, der havde berøring med alle kunstnere der færdedes i kortere eller længere tid i Rom, havde rig lejlighed til at iagttage.
Thorvaldsen fungerede til tider som rådgiver i kunstneriske og arkæologiske spørgsmål, fx for Ludwig af Bayern, og udførte desuden restaureringer. Berømtest er restaureringen af gavlgrupperne fra Athenatemplet på øen Aigina (1816–17) som Thorvaldsen udførte med stor indlevelse i den på hans tid knapt anerkendte arkaisk-græske stil. I 1967 fjernedes Thorvaldsens tilføjelser fra skulpturerne (Glyptothek, München) da 1800-tallets restaureringsprincipper nu er forladt.
I Danmark voksede ønsket sig stærkt om at få både Thorvaldsens egne værker og hans samlinger hjem, og 1838 forlod Thorvaldsen endelig Rom. Fra Livorno sejlede han med den kongelige fregat Rota til København. Hyldesten ville ingen ende tage da han 17.9.1838 trådte i land på toldboden (modtagelsen blev senere skildret i en billedfrise på Thorvaldsens museums mure), og det blev svært for ham at finde arbejdsro i den bolig på Charlottenborg der blev stillet til hans rådighed som kunstakademiets direktør, og hvor invitationer og besøg kom til ham i en stadig strøm. Et dybt venskabsforhold til baronesse Christine Stampe førte imidlertid til lange ophold på herregården Nysø og gav ham ikke alene arbejdsevnen tilbage, men drog ham også ind i en familiekreds hvor han følte sig hjemme. Endnu havde Thorvaldsen kraft til at skabe statuer som den storslåede Herkulesstatue, 1843 (i bronze i Prins Jørgens gård, København), busten af Adam Oehlenschläger, 1839 og de to livfulde relieffer af familielivet på Nysø, 1840. Under et ophold i Rom 1841–42 modellerede han nye modeller til to af apostelstatuerne i Frue kirke og den nøgterne buste af Christine Stampe.
Thorvaldsen nåede at se sit eget museum under tag og også stedet for sin grav i museets gård, inden han pludselig døde i Det kgl. teater på sin vante plads i parkettet. Efter bisættelsen 30.3. i Vor Frue kirke, hvortil J. P. E. Hartmann skrev sin sørgemarch over Thorvaldsen, forblev hans kiste dér indtil 6.9.1848 hvor den nedsattes i gravkammeret i Thorvaldsen museums gård.
Thorvaldsen var en hovedskikkelse i den århundredlange periode af nyklassicisme i Europa. Hans udvikling kom på lykkelig vis til at ske i Rom i en frugtbar atmosfære af gammel og ny kunst. Det var afgørende at det romerske kunstmiljø både hvad kunstnere og købere angik var internationalt i en udstrækning som næppe senere er overgået, selv ikke i 1900-tallets Paris og New York. Opildnet af mødet med Rom fandt Thorvaldsen næsten straks frem til sin udtryksform. Han komponerede i ubesværede bevægelsesrytmer og med sødmefulde omrids. I rundskulpturerne er virkemidlerne også forskydningerne i de plastiske masser, der i fx Merkurstatuen er meget komplicerede. For at udtrykke en fuldkommen renhed og skønhed udelukkede han dramatisk bevægede ansigtsudtryk og fulgte derved de idealer som nyklassicismens teoretiker J.J. Winckelmann havde formuleret. Det er bevægelserne og stillingerne der bærer motivernes psykologiske indhold og gør dit muligt for Thorvaldsen at udtrykke følelser og indre oplevelser ved hjælp af kendte mytologiske skikkelser. Visse af hans værker, som hans berømteste relief Natten, virker lige så stærkt ved sin følelsesrigdom som ved sin karakter af emblem. Oftest giver Thorvaldsens værker et budskab af ro og drømmende kontemplation. Julius Lange gjorde den fine iagttagelse at der bag mange af hans figurer ligger "som et usynligt landskab, en dunklere eller lysere stemning af døgnets tid, med hvilken figurens stemning ganske umiddelbart klinger sammen". Thorvaldsens modellering som den kan ses i originalmodellerne er levende og følsom. Modellering, mere end marmorhugning var hans egentlige lyst. Samme følsomhed findes i de mange tegninger som Thorvaldsen selv kastede bort, men som er bevaret takket være J.M. Thieles sporsans. I de lette og temperamentsfulde blyants- eller pennerids, i hvilke Thorvaldsen søger at finde en bevægelse, en helhed frem møder vi hans fantasi og hans heftighed i friere udfoldelse end i marmorskulpturerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.