Berthe Qvistgaard

Berthe Qvistgaard, Berthe Viola Rehling Qvistgaard, 11.8.1910-23.10.1999, skuespiller, rektor ved Statens teaterskole. Født i Kbh. Efter studentereksamen fra Falkonergaardens gymnasium 1929 gennemgik Q. 1931-33 Det kgl. teaters elevskole og fik 1933 sin debut på dette teater i Peter Freuchens Osakrak. Et par roller på Dagmarteatret 1935 – bl.a. i Bjarne Henning-Jensens De gode dage og især i James Bridies Mens præsten sover – henledte for alvor opmærksomheden på hendes talent: i det ydre måske mere karakteristisk end egentlig køn, med en stemme hvis hæse eller kælne klange hun efterhånden lærte at beherske både virtuost og vittigt. Hun virkede fra starten som en udpræget moderne type – ikke bare på teatret, men også på filmen fx i Giftes – nej tak, 1936. Og hendes talents særart og spændvidde tillige med dets stærke erotiske udstråling gjorde det naturligt at en sammenligning med den unge Betty Nansen trængte sig på.

De følgende år på Det ny teater og Folketeatret gav hende næppe helt den udvikling hun havde brug for skønt hun spillede et stort repertoire: folkekomedie, lystspil, operette, og i en enkelt tragisk rolle – i en i øvrigt mislykket opførelse af Leo Tolstojs Opstandelse på Det ny teater 1938 - og i Jean Cocteaus monolog En menneskestemme ved en sommerforestilling i Hornbæk 1940 delvis indfriede de løfter hun tidligt havde givet. Sit store gennembrud som sin generations mest suveræne og spændende kvindelige talent inden for alle dramatiske genrer fik Q. imidlertid i 40erne – først som William Wycherleys En kone fra landet på Frederiksberg teater (Aveny) 1941, derpå som August Strindbergs Frøken Julie med Sigfred Johansen som tjeneren Jean i Riddersalen s.å. – en gribende moderne studie i kvindelig fortvivlelse og hjælpeløshed – og endelig som Amanda i Noël Cowards Privatliv på Frederiksberg teater 1944, en primadonnarolle, der viste Q.s komedienne-talent og erotisk-vittige brillans i mange facetter. Over 500 gange spillede hun denne sine yngre års ubestridte glanspræstation. Men den blev ikke skæbne for hende i den forstand, at den spærrede hende vejen til andre roller og andre rollefag. Alsidigheden har været kendetegnende for hendes løbebane som skuespiller der strakte sig helt til revyen – visen "Jeg ved et spil om en vej" i Lommer-revyen 1943 - og hvor filmen særlig i 40erne åbnede nye muligheder for hendes talent fx Regnen holdt op, Jeg mødte en morder og Besættelse efter Hans Severinsens roman med Bodil Ipsen som instruktør. Hun forblev nogle sæsoner på Frederiksberg teater og gjorde et voldsomt indtryk som den lesbiske Inès i Sartres Lukkede døre, 1946 som hun 1959 atter spillede i TV-teatret. På Allé scenen (Betty Nansen teatret) demonstrerede hun sin pigelige charme i lystspillet Turtelduens kurren og viste modsætningsvis det passionerede og makabre i Marcel Aymés Lucienne og slagteren (begge 1948). 1950-63 var hun fortrinsvis knyttet til Det ny teater under Peer Gregaard hvis førende kvindelige skuespiller hun blev i et meget omfattende repertoire, der strakte sig fra Candida, Mænd er kun mænd. Retten på vrangen, Misantropen (Arsinoë i samspil med Mogens Wieth og Bodil Kjer),Toreadorvalsen (s.m. Mogens Wieth) og Kære løgner med Henrik Bentzon til det moderne alvorlige drama med Elizabeth Proctor i Heksejagt, den syndefulde, forføreriske Paola i Jean Giraudoux' Lukretia, den neurotiske Hollywoodstjerne i Tennessee Williams' Ungdoms lyse vår og bordelværtinden Madame Irma i Jean Genets Balkonen som højdepunkterne. Sine evner for den groteske karakter- og karikaturkomedie udfoldede hun desuden på Aveny teatret som Mrs. Peachum i Laser og pjalter og som Tante Mamie og forsøgte sig tillige ved enkelte lejligheder som iscenesætter bl.a. på Allé scenen. Midt i 60erne optrådte hun på Det danske teater bl.a. som fru Alving i Gengangere, som hun nogle år senere atter spillede på TV – en af hendes mest fremragende skikkelser, spillet ud fra det menneske fru Alving kunne være blevet: ungdommelig, charmerende, endnu tiltrækkende som kvinde. I det hele taget spillede Q. i disse år nogle af sine bedste og største roller i TV-teatret – fx Alice i Dødsdansen, Juno i Juno og påfuglen, Meg i Gidslet.

Da Meïr Feigenberg overtog ledelsen af Det ny teater vendte hun tilbage til denne scene hvor hun bl.a. spillede i Edward Albees Utryg balance og s.m. Buster Larsen i lystspillet Skat, du ved, jeg ikke kan høre, hvad du siger, når vandet løber. Men 1967 blev hun af kulturminister Bodil Koch udpeget til posten som rektor for den nyoprettede Statens teaterskole i Kbh. som hun med klogt diplomati ledede fra undervisningens begyndelse 1968 til sin afgang 1979 – trods megen kritik udefra og en ikke ringe uro på grænsen til oprør indefra. Det lykkedes Q. at afdramatisere og i det store og hele at bilægge de konflikter der opstod bl.a. som en udløber af ungdomsoprøret, men også i forholdet til det såkaldte etablerede teater. Som sin hovedbestræbelse angav hun "at bringe eleverne i en situation, hvor de kan arbejde selvstændigt i undervisningsperioden". I sine 12 år som rektor for teaterskolen optrådte Q. næsten ikke som skuespiller – blandt undtagetserne var den afskedigede arbejderske i Ulla Ryums Myterne på Comediehuset og partisan- og landarbejderkvinden i samme forfatters Natten på Det kgl. teater hvor hun siden sin elevtid aldrig havde spillet. Hun fik også nogle få roller i TV-teatret – ammen i Strindbergs Faderen, den Asta Nielsen-lignende mor i Leif Panduros Anne og Paul. Men efter at have forladt teaterskolen genoptog hun i et vist omfang sin virksomhed som skuespiller – i mindre roller på Allé scenen, Odense teater, Hippodromen og Bristol teatret, men fremfor alt som den ene af de to primadonnaer i Noël Cowards Sidste akt på Amager scenen 1981 hvor hun med sin overlegne finhed, modne klogskab og sprøde kvindelighed viste sig helt på højde med sit af årene mærkeligt uberørte og tidløse talent. – Q. fik Teaterpokalen 1944, Tagea Brandts rejselegat 1965, Olaf Poulsens mindelegat 1975, Bodil-prisen 1980.