Berthel Laersen, 1722-10.12.1782, missionær i Grønland. Da Berthel Laersen ved faderens tidlige død stod uden eksistensgrundlag blev han optaget på vajsenhusets skole. Denne institutions ledelse og undervisning var stærkt pietistisk farvet, hvilket vel prægede den modtagelige dreng. Hans Egede blev af skolens ledelse gjort opmærksom på den opvakte elev. Den nylig hjemvendte missionær havde fået den tanke at sende nykonfirmerede vajsenhusdrenge til oplæring som kateketer til hjælp for missionærerne i Grønland. 1739 blev derfor Berthel Laersen og en anden vajsenhusdreng udsendt.

Indtil 1757 boede Berthel Laersen ved Godthåb, hvortil han var ankommet sammen med missionær Christian Drachardt der allerede i sin studietid havde haft stærkt pietistiske tilbøjeligheder. Sammen med missionæren fik Berthel Laersen praktisk vejledning i det grønlandske sprog af Niels Egede der til 1740 var købmand ved Godthåb. Berthel Laersen havde det bedste sprognemme og nåede hurtigst til beherskelse af sproget. Både missionær og kateket kom under påvirkning af brødremenighedens tyske ledere ved Ny Herrnhut. Det var også fra denne menighed Berthel Laersen hentede sin hustru. Påvirkningen hæmmede ham dog ikke i at lægge al sin kraft i arbejdet for den danske mission. Drachardt blev derimod mere og mere indfanget af brødremenigheden og blev afskediget 1751. Derefter ledede Berthel Laersen et helt år ene mand missionen ved Godthåb.

For den nye missionær var Berthel Laersen ganske uundværlig. Med stor beklagelse måtte han alligevel afstå Laersen til Sukkertoppen der 1755 var oprettet som koloni ved bopladsen Kangâmiut. Personlig var Berthel Laersen betænkelig ved den nye post som han fik pålagt at overtage 1757. Beskeden indtil det selvudslettende havde han altid været, og vedblev at være det. Det afholdt ham dog ikke fra i al sagtmodighed gang efter gang at gøre opmærksom på sine trange økonomiske omstændigheder. Efterhånden opnåede han da også rimeligere aflønningsvilkår der også ved placeringen i Sukkertoppen blev bedre, omend langtfra fyrstelige.

Ved denne koloni havde Berthel Laersen indtil sin død et i de fleste henseender lykkeligt virke, ikke blot med det praktiske missionsværk, men også med oversættelse af bibelske tekster, forfattelse af salmer og undervisning. Hans gamle kammerat fra Godthåb, Anders Olsen, var grundlægger af og købmand ved Sukkertoppen. Både han og Berthel Laersen var præget af brødremenighedens kristendomsopfattelse. Det prægede utvivlsomt og til en vis grad bevisligt Berthel Laersens missionsarbejde og menighedens liv. Både Anders Olsen og Berthel Laersen fandt forholdsvis ubesværet indgang hos den lokale befolkning, ikke mindst pga. deres grønlandske ægteskaber og deres fælles personlighedstræk, den psykiske balance under de givne livsbetingelser og en nogenlunde ligelig social baggrund i hjemlandene.

Årene indtil 1765, da Anders Olsen blev forflyttet, forløb så vidt det kan ses tilfredsstillende for alle, og antallet af døbte voksede, omend ikke så hurtigt som Berthel Laersen kunne ønske. Der var den væsentlige hindring, at han som kateket ikke havde tilladelse til at foretage egentlige kirkelige embedshandlinger ud over nøddåb. De skulle afvikles når missionæren i Godthåb kom på besøg, og det kunne højst ske én gang om året i kort tid om sommeren hvor menigheden var spredt på fangst; ofte gik der år mellem besøgene. Gang efter gang udtrykte Berthel Laersen ønske om placering af en missionær ved Gl. Sukkertoppen (Kangâmiut), idet han altid skød sin egen person i baggrunden. Missionærerne i Godthåb omtalte imidlertid Berthel Laersen i så rosende vendinger, at missionskollegiet 1764 fik Berthel Laersen udnævnt til kgl. dansk missionær, og s.å. blev han præsteviet i Godthåb. Med dette officielle stempel og den deri liggende anerkendelse af hans hidtidige virke kunne han sætte mere overbevisende ind, og med mere håndgribelige resultater.

Det skyldtes Berthel Laersens stabile virksomhed, at der ikke var ret mange udøbte tilbage i distriktet ved hans død. Hans sidste år blev dog en del forbitrede ved modsætningsforhold til handelens ansatte. I overensstemmelse med handelsdirektionens ønsker var koloniens købmand stedse modstander af "sammenstimlen" af grønlændere ved kolonistedet for undervisningens og gudstjenestens skyld, især i de bedste fangstperioder. Derfor søgte Berthel Laersen ved sine tre sønners hjælp at nå ud til befolkningen på de mange bopladser. Det gik ikke uden langvarigt økonomisk sejpineri med missionskollegiet. Til trods for at de blev kummerligt lønnede blev sønnerne Joseph, Frederik og Jacob Berthelsen ivrige, dygtige og stabile kateketer, og Berthel Laersen kæmpede trøstigt for deres og andre grønlandske kateketers bedre lønvilkår. Berthel Laersen blev gennem disse tre sønner stamfar til den sydgrønlandske slægt Berthelsen (hvoriblandt Rasmus Berthelsen, 1827–1901 og Christian Berthelsen, 1916-2015). Da det 1781 blev besluttet at flytte kolonien Sukkertoppen til en sydligere position, ville Berthel Laersen ikke forlade det gamle sted. Muligvis har denne situation hvor han følte sig svigtet, foruden hans kones død 1779 medvirket til, at han selv døde. Savnet af denne missionær sammen med missionscentrets forflyttelse bort fra distriktets folkerigeste del, samt en toårig vakance i embedet, var sikkert medvirkende til at den stærke sværmeriske bevægelse omkring "profeten" Habakuk opstod i Evighedsfjorden 1787.

Familie

Berthel Laersen blev født i København og døde i Gl. Sukkertoppen (Kangâmiut). Forældre: unavngiven drejersvend. Gift 1744 med grønlænderen Susanna, født ca. 1728, død 25.2.1779 i Kangâmiut. – Far til Frederik Berthelsen (Bertelsen).

Bibliografi

H. Ostermann: Den grønlandske missions og kirkes hist., 1921 (særtryk af Nord. missions t. 3.r.VIII-X, 1919–21). Samme: Danske i Grønland i det 18. årh., 1945 190 198. F. Gad: Grønlands hist. II, 1969.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig