Bonde

Artikelstart

Bonde, d. 1282, biskop i Slesvig. B. blev valgt 1265 men på grund af de opløste forhold i den danske kirke i disse år først viet 1267. Han optræder aldrig i kongens omgivelser, hører ikke til de mænd der nævnes i kongens breve, men et par gange ser vi ham sammen med Jacob Erlandsen. Han har åbenbart stået på ærkebispens side i det store opgør. I Ribe og Slesvig stifter respekteredes det interdikt som kardinal Guidos domme 1266–67 lagde over riget og som pave Clemens IV stadfæstede. Da Guido forlod Danmark udnævnte han B. til dommer i striden mellem Øm kloster og biskop Tyge af Århus, en tvist der ikke var uden sammenhæng med den større strid mellem konge og ærkebiskop. B. stævnede århusbispen, kongehusets tro mand, til at møde i Flensborg, men biskop Tyge sad stævningen overhørig hvorefter B. satte ham i band aug. 1267. Nogle måneder i forvejen havde hertug Erik af Sønderjylland taget Øm kloster under sin særlige beskyttelse; hertugen stod sammen med biskoppen i Slesvig.

Bibliografi

Ellen Jørgensen: Annales danici, 1920 119 123 209. M. Cl. Gertz: Scriptores minores II, 1922 252–61. Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danmark 1241–90. Jacob Erlandsen, samtid og eftertid, 1963. Sv. Erik Green-Pedersen i Århus stifts årbøger 1964.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig