C.C. Hall

C.C. Hall, Carl Christian Hall, 25.2.1812-14.8.1888, politiker, premierminister. Født i Kbh. (Frels.), død på Frbg., begravet i Herlufsholm. H. var søn af en jævnt velstående håndværksmester af østjysk bondeslægt. Han blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn 1829 og cand.jur. 1833. C.E. Fenger og Vilh. Birkedal var hans klassekammerater og andre af de følgende tiårs fremtrædende mænd var hans nære kammerater i studieårene: Georg Aagaard, Frederik Barfod, Martin og Frederik Hammerich, F.M. Knuth og D.G. Monrad. Sammen med F. M. Knuth foretog han 1834-35 en studierejse til Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig og blev 1836 volontør i danske kancelli, 1837 auditør i hæren, 1844 overauditør og 1851 kst. genéralauditør, men afskedigedes 1854 af politiske grunde. 1840 tog han den juridiske licentiatgrad og blev 1847 ekstraordinær docent i romerret, 1851 titulær professor. 1837 giftede han sig og købte 1840 Ny Bakkegård i Rahbeks allé på Frbg. hvor han boede til sin død. Gennem sin varmhjertede og idealistiske, men lidt excentriske hustru knyttedes han nært til det gæstfri Aagaardske hjem på Iselingen som var hendes egentlige barndomshjem, og hvor han var kommet som ung.

Christian VIIIs nære forbindelse med H.s svigerforældre førte til at denne lærte H. at kende og følte sig så tiltrukket af ham at han tilbød ham en kammerjunkertitel som H. dog afslog. – Indtil 1848 afholdt H. sig fra deltagelse i det offentlige liv bortset fra at han 1841-54 sad i Frbg.-Hvidovre sogneforstanderskab. Han tilhørte den samme liberale retning som ungdomsvennerne, om-end noget mere moderat end de, følte sig mere som embedsmand end som politiker og deltog ikke i den oppositionelle agitation, hvad hans personlige forbindelse med kongen også kan have bidraget til. Det er karakteristisk at han kun deltog i martsbevægelsen 1848 i nogle private forhandlinger med professor J.E. Larsen, C.N. David og nogle liberalt sindede godsejere for at få ungdomsvennen F. M. Knuth med i martsministeriet. Ønsket om at sammenknytte det ny og det gamle, at mægle og formidle lå dybt i hans natur. Men han blev dog til en vis grad revet med af martsbevægelsen. Det ny ministerium tilbød ham, trods Monrads betænkeligheder ved ham som alt for moderat, at blive kongevalgt medlem af Roskilde stænder. H. modtog valget og accepterede den udpræget demokratiske sammensætning af den grundlovgivende rigsforsamling under henvisning til at Danmark havde gennemlevet en tid da "dage havde årtiers betydning og indhold". Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling sejrede H. let i Frbg.-kredsen trods bondevenners og Hippodrommænds modstand og genvalgtes ved alle følgende folketingsvalg til han trak sig tilbage 1881. I rigsforsamlingen var H. tilbøjelig til kompromis om en lav census til landstinget, men gik sluttelig med flertallet der i det væsentlige tiltrådte martsministeriets udkast. Han fandt at man ikke burde udsætte sig for senere bebrejdelser for at "repræsentationen havde forkastet den forfatning der var tilbudt folket, fordi den ikke havde haft samme tillid til folket som kongen".

I den første ordinære rigsdag stod H. sammen med Monrad som leder af det store centrums-parti med flertal i begge ting. Han var desuden medstifter af og formand for Femtejuniforeningen der var de nationalliberales første organisation. Monrad var ham overlegen i begavelse og veltalenhed som i arbejdskraft og sagkundskab på konkrete områder, men ikke desto mindre gled den største indflydelse efterhånden næsten umærkeligt over til H. Hans ydre virkede umiddelbart indtagende med det blonde krøllede hår og det lyse ansigt med det åbne blik og det muntre smil. Hans elskværdighed kunne virke næsten dårende, ingen skarpe kanter, intet overlegent væsen eller snertende ironi, ens over for alle. Hans veltalenhed havde ikke det lyriske sving, men ville vinde og overbevise. Hans styrke var ikke originale ideer eller, dybsindig tænkning, men hans klare og ligevægtige forstand, sunde fornuft og humor. Han kunne lægge en sag frem så alle syntes at han egentlig kun havde givet udtryk for hvad de inderst inde selv mente. Når Orla Lehmann kaldte ham "den ideale hr. Sørensen" var det denne evne og hans borgerlig-københavnske livsførelse han sigtede til. H.s charme virkede ikke blot på meningsfæller, men langt videre ud. Han stod for mange konservative som den eneste ministeregnede blandt de liberale ledere. En af de gammelkonservative statsmænd sagde på et tidligt tidspunkt af hans løbebane: "Jeg forstår ikke hvad denne H. vil give sig af med dette absurde konstitutionelle væsen for; han var jo blevet gehejmestatsminister alligevel".

Ordningen af det danske monarkis forhold blev det dominerende spørgsmål i H.s politiske virke indtil krigen 1864. Som de andre nationalliberale anså han nok Ejderstaten for idealet, men han var mere end de fleste opmærksom på de store vanskeligheder som den europæiske situation frembød for dens virkeliggørelse. Han forstod derfor både baggrunden for januarkundgørelsen 28.1.1852 der bebudede helstaten og farerne ved de svævende aftaler fra Londonkonferencen 1851-52 som den hvilede på. Han indså tidligt at man måtte acceptere januarkundgørelsen og i hvert fald foreløbig bygge sin politik på den. Monrad indså det samme, men havde med sin lidenskabelige natur sværere ved at indrette sine handlinger derefter. Det medførte en stedse stærkere uoverensstemmelse mellem dem. Begge anså det, modsat mange af deres partifæller, for klogest at bøje sig for regeringen i toldenheds og tronfølgesagen der var led i den bebudede helstat, men da selve fællesforfatningen for helstaten kom til debat og den absolutistiske fløj i ministeriet A. S. Ørsted fik overtag i ministeriet ønskede Monrad skarpere midler anvendt end H. ville gå med til. På baggrund af de udenrigspolitiske vanskeligheder og risikoen for et absolutistisk statskup ville han længst muligt søge frem ad forhandlingens vej og beholde ministeriet, navnlig dets chef, men have dets mest antikonstitutionelle elementer udskilt. Han søgte at undgå alle udæskende skridt og neddæmpede rigsdagens fordringer til det der efter hans opfattelse var det eneste gennemførlige: at fællesforfatningen skulle være konstitutionel så det påtænkte rigsråd'fik besluttende myndighed i alle fælles lovgivningssager i helstaten, og at rigsdagen af hensyn til de tyske hertugdømmer skulle afstå fra direkte medvirken og nøjes med at kræve kendskab til en oktrojeret fællesforfatning inden den tog stilling til junigrundlovens indskrænkning til kongerigets særlige anliggender. I forståelse med A.F. Tscherning, flertallet af de nationalliberale og de med dem nu allierede J. A. Hansenske bondevenner, men en tid under modstand fra Monrad, fik H. en af Monrad foråret 1854 foreslået adresse til kongen indskrænket til disse minimalkrav. Trods adressens moderate indhold gennemtvang ministeriets højrefløj at C. G. Andræ, Monrad og H. afskedigedes fra deres embeder. Derefter fulgte juliforordningen 26.7.1854 med oktrojering af en stærkt absolutistisk fællesforfatning.

H. forbitredes ikke over sin afskedigelse, men tog med Andræ på sommerrejse til Schweiz og mødte uforstyrret sindsligevægtig til rigsdagens oktober-åbning. Der var nu overvejende stemning for rigsretsanklage mod ministeriet for juliforordningen og ubevilgede militærudgifter i forbindelse med Krimkrigen, men H. troede ikke at anklagen ville holde for rigsretten i dens daværende sammensætning og ville ikke ødelægge mulighederne for en politisk fredelig overgang til helstaten. Han gik med til et forberedende udvalg om rigsretsanklage og fremskyndede en adresse til kongen med skarp præcisering af flertallets krav, dog uden at juliforordningen stempledes som grundlovsbrud, skønt han var en så afgjort modstander af den som nogen. Han fik stormende tilslutning da han udtalte: "Dersom det skulle være en umulighed at komme til en fælles forfatning uden at tilintetgøre det konstitutionelle grundlag hvorpå det danske folk står så er fællesforfatningen selv en umulighed". H. stod nu som rigsdagens leder i forfatningssagen og hans synspunkter blev bestemmende for dens videre forløb, men hans forhold til Monrad blev aldrig mere det gamle. Ministeriet Ørsted besvarede rigsdagens adresse med opløsning af folketinget, men led et knusende nederlag ved valget 1.12.1854. Dermed begyndte en niårig periode for H. som minister, først som kultusminister i ministerierne P. G. Bang og C. G. Andræ, derefter som regeringschef. Ministeriet Bang gennemførte den konstitutionelle helstatsforfatning af 2.10.1855 (oktoberforfatningen). H. lodsede den gennem en skærsild af nationalliberal og bondevenlig kritik uden at julianordningen blev inddraget i rigs-retsanklagen mod ministeriet Ørsted, og han der af konservative helstatsmænd ansås for mindre ejderdansk end flertallet af de nationalliberale bidrog til at de konservative i fællesforfatningens rigsråd støttede ministeriet da slesvig-holstenerne 1856 angreb lovligheden af fællesforfatningen. – Sit fagministerium satte H. pris på, og selv om han i høj grad måtte tage sig af den almindelige politik gennemførtes under ham en væsentlig friere kirke- og skolepolitik: 1855 loven om sognebåndsløsning, 1856 loven om borger- og almueskolevæsnet i købstæder og på landet og 1857 loven om dåbstvangens afskaffelse og ophævelse af dåb som betingelse for børns arveret.

H. blev mere og mere den centrale person i ministerierne Bang og Andræ og overtog 12.5.1857 ledelsen af regeringen der ved A. F. Kriegers optagelse 1856 og Fengers og Monrads 1859 blev stærkere nationalliberalt præget. Det vanskeliggjorde forholdet til Frederik VII da navnlig Krieger forlangte grevinde Danners stræben efter en mere fremtrædende plads ved hoffet tilbagevist og kammerherre C. Berling fjernet fra hans hofstillinger. Der var ikke så lidt smålighed og bigotteri i hele affæren, men H. søgte også her at mægle. Krieger skrev maj 1859 i sin dagbog: "Jeg kan ikke længere holde ud paa Grund af H.s vaklende Holdning lige over for Hoffet og hans hele Ulyst til at gøre sig selv og andre rede for Tingenes virkelige Stilling og deraf følgende Nødvendigheder".

Situationen tilspidsedes da kongen helt stillede sig på grevinde Danners og Berlings side. H. indgav da ministeriets afskedsbegæring og demonstrerede sin bitterhed ved noget for ham så uvant som at blive siddende under folketingets leveråb for kongen ved meddelelsen om det nye noget bondevenlige ministerium Rottwitts dannelse. Ved Rottwitts død et par måneder senere måtte Frederik VII atter henvende sig til de nationalliberale, men han var da endnu så fortørnet over H.s optræden at han overdrog Monrad regeringsdannelsen. Det mislykkedes pga. H.s vægring ved at gå ind under Monrads ledelse, og 24.2.1860 dannede H. sit andet ministerium med samme ministre som i hans første undtagen Krieger som kongen ikke ville acceptere. Intriger og affærer ved hoffet var dog for intet at regne mod de problemer helstaten gav. Det var en folke-blandet stat, 60 pet. af befolkningen var dansk, 40 pet. tysk. Holsten og Lauenborg var medlemmer af det tyske forbund og den danske konge derfor repræsenteret ved forbundsdagen i Frankfurt af en udsending. Der er næppe tvivl om at det var H.s hensigt længst muligt at opretholde den konstitutionelle helstat af 1855. Han delte ikke Lehmanns opfattelse af 1855-ordningen som en omvej "over Altona til Ejderen". Først efter den tyske forbundsdags beslutning 11.2.1858 om at erklære fællesforfatningen ugyldig for de tyske hertugdømmer og senere trussel om at lade forbundstropper rykke ind i Holsten og Lauenborg (forbundseksekution) veg H. og tilbød midlertidigt at sætte fællesforfatningen ud af kraft for Holstens og Lauenborgs vedkommende. Andræ anså det for begyndelsen til opløsning af helstaten, men H. fik ministeriet med sig, og efter at Andræ var udtrådt af miriisteri et udstedtes november-kundgørelsen 6.11.1858 hvorefter fællesministrene alene var ansvarlige over for kongen for styrelsen af de tyske hertugdømmer og rigsrådets virksomhed indskrænkedes til kongeriget og Slesvig. Dog gaves der tilsagn om at en forfatningsmæssig ordning for hele monarkiet ville blive søgt tilvejebragt. H. opgav ikke håbet om at der kunne findes en forfatningsmæssig løsning på helstatsproblemerne. Derfor sørgede han for at så meget af fælleslovgivningen som muligt vedtoges såvel i rigsrådet som i den holstenske stænderforsamling, og han var også villig til at indrømme de tyske hertugdømmer størst mulig administrativ selvstændighed. Svagheden ved denne politik var, rent bortset fra om den overhovedet kunne lykkes, at offentligheden, også i voksende kredse af det nationalliberale parti, opfattede den som en ubeslutsom og planløs gliden ned ad "indrømmelsernes skråplan". Hvorvidt H. gennem sin vigen for tyske krav bevidst stræbte frem mod en egentlig udskillelse af Holsten-Lauenborg og dermed frem til Ejderstaten er stadig et uafklaret spørgsmål, men endnu 1860-61 førtes forhandlinger om helstatens forfatningsforhold, og 1862 sagde H. advarende i rigsrådet: "At tage en Beslutning som fremkalder umiddelbare Forviklinger og Krig kræver meget ofte mindre Mod og Mandshjerte hos en Regering end at udsætte sig for hvad der følger af at tage en Beslutning i en anden Retning som den anser for rigtig for Landet". Forhandlingerne med Preussen og det tyske forbund 1860 begyndte i en dyster stemning. I den slesvigske stænderforsamling rettede det tyske flertal kraftige angreb mod Danmark på linje med hvad der længe var sket i de holstenske stænder. Preussen støttede kravene og blandede sig dermed for første gang i forholdene i Slesvig. Både Danmark og Preussen appellerede til de neutrale magter og derved blev det slesvigske spørgsmål et aktuelt europæisk anliggende. H. fik med megen møje tilslutning i regeringen til at lempe de regenburgske sprogreskripters strenge krav om brugen af dansk sprog i de sprogblandede distrikter i Slesvig, men indrømmelsen tilfredsstillede hverken Tyskland, slesvig-holstenerne eller de neutrale. Værre var dog at Preussen i forfatningsspørgsmålet optog et tidligere rejst holstensk krav om firdeling af monarkiet. Det indebar at Lauenborg, Holsten, Slesvig og kongeriget skulle være fire ens stillede områder. Det måtte H. afvise, både fordi han fandt at det ikke ville kunne fungere, og fordi det ville give adgang til idelige tyske indblandinger i danske forhold. Danmark ventede nu krigen og havde i de forudgående uger truffet rustningsforberedelser, men vestmagternes optagethed af den nylig udbrudte krig mellem Nord- og Sydstater i USA, Ruslands frygt for at Preussen fik herredømme over Holsten og dets havne, og den preussiske kong Wilhelms strid med landdagen om militærbevillinger fik krigsfaren til at drive over.

April 1861 undsagde Orla Lehmann helstaten i en stor tale. Ejderdanske bondevenner, grundtvigianere og nationalliberale dannede Dannevirkeforeningen, og en adresse med 71000 underskrifter krævede selvstændig handling uden hensyn til de fremmede. For denne pression bøjede H. af og optog sept. 1861 Lehmann i regeringen. Det øgede ikke ministeriets indre styrke. Fædrelandet skrev 1862 at den skandinaviske Lehmann var regeringens nordpol, Monråd som nødig opgav Holsten, dets sydpol og H. magnetnålen som svæver mellem begge poler. H. var ikke sjældent generet af sine to kollegers' udtalelser og kunne så slå igen, men sin natur tro, ofte med en udglattende tilføjelse som i rigsrådet 1862 at ønskede man "en udtalelse om den almindelige politiske stilling og navnlig med hensyn til hovedspørgsmålet for landet" så måtte en sådan udtalelse komme fra konsejlspræsidenten, og han ville bede om at man "ville nærmest'holde sig til den". Alligevel indlod Lehmann og Monrad sig på vidtløftige skandinaviske planer om en egentlig union af de tre nordiske lande med fælles kongehus og H. måtte støtte dem under fortrolige forhandlinger med den svenske gesandt i Kbh. Henning Hamilton med hvem også en militæralliance drøftedes. Fra efteråret 1861 bevægede H. sig mod Ejderstaten, stærkere i 1862 da der såvel fra tysk som fra neutral side stilledes forslag om en deling af Slesvig som han kategorisk afviste, og helt gik han over til den 1863 da han fandt at et fait accompli var den eneste mulighed der stod tilbage. Martskundgørelsen 30.3.1863 lovede Holsten og Lauenborg en særlig forfatning med egen lovgivende forsamling, egen hær og administration og størst mulige selvstændighed af kongens andre besiddelser. Danmark og Slesvig skulle have en fælles forfatning. De tyske magter protesterede. Den tyske forbundsdag truede med eksekution i Holsten-Lauenborg. Den slesvigske stænderforsamling sprængtes ved de tyske medlemmers udvandring, men den danskslesvigske fællesforfatning (novemberforfatningen) førtes gennem rigsrådet og vedtoges 13.11.1863. To dage senere døde Frederik VII, og efterfølgeren Christian IX var modstander af Ejderstaten og vægrede sig ved at underskrive forfatningen, men gav efter 18.11. I de følgende uger udsattes H. for stærk pression fra de europæiske stormagter for at få forfatningen ophævet eller suspenderet fra ikrafttræden 1.1.1864, men H. ville ikke give efter. Kongen søgte forgæves at få konservative helstatsmænd til at danne regering eller gå ind i H.s regering, men alle fastholdt at alene H. kunne tage forfatningen tilbage. 31.12. indså H. da, stående over for at tyske tropper næste dag ville rykke ind i Holsten, at hans politik var brudt sammen, og demissionerede. Monrad påtog sig regeringsdannelsen. Det er let at se de fejl og undladelser H. begik, og de er hyppigt fremdraget. Han forstod ikke Bismarcks taktiske spil og mente efter indberetninger fra den danske gesandt i Berlin endog at kunne regne med muligheden af en forståelse med Bismarck. Han indså ikke at Preussens støtte til Rusland under den polske opstand 1863 havde unddraget Danmark den traditionelle støtte fra Rusland. Han håbede på bistand fra vestmagterne hvis preusserne overskred Ejderenmen erfarede dec. 1863 at det var en illusion. Han undlod at sikre sig reel besked om Sveriges stilling og lod sig nøje med halve oplysninger fra Hamilton. Der kom i det hele noget fatalistisk over hans politik de sidste måneder af 1863. De syv års endeløse og resultatløse forhandlinger var vel den psykologiske baggrund. Men trods alt dette er der mere afgørende forhold som ikke bør overses. H. havde i alle forhandlinger bestandig måttet erindre at Danmark ved aftalerne fra 1851-52 var bundet til helstaten. Selv om de i aftalerne deltagende stormagter brød aftalerne kunne de når som helst forlange dem overholdt af den danske regering. Det gjorde Preussen dec. 1863. Tungest vejende var dog nok den stærke vækst i nationalfølelsen som liberalismen havde skabt i Tyskland, og som Wilhelm I og endnu mere Bismarck forstod at udnytte til skabelsen af et stærkt Tyskland under Preussens ledelse med alle tyske samlet i ét rige. Tilsvarende var den danske nationalfølelse, delvis ud fra en overvurdering af hvad der var hændt og opnået under treårskrigen, og støttet af skandinavismen, blevet så dominerende at en deling af Slesvig efter nationalitet hvad der måske kunne være blevet løsningen, var politisk umulig. Helstatens problem var i de stærke nationalbevægelsers tid uløseligt som cirklens kvadratur. H. kunne så lidt som nogen anden løse det.

Ved novemberforfatningens vedtagelse stod H. på toppen af sin popularitet. Han følte nok nogen bitterhed mod Monrad under krisen i december 1863, men modarbejdede ikke hans regering. Han ønskede et resultat af London-konferencen maj-juni 1864 og advarede Monrad og Krieger mod at stå fast på Slien som delingslinje. Vel netop fra mange års erfaringer anså han det for vigtigst at det tilbageblevne Danmark-Slesvig var sikret mod fremtidig tysk indblanding, så var det underordnet om delingslinjen gik lidt sydligere eller nordligere. Han blev nu og da angrebet i folketinget af dem der havde været ivrige for at drive ham frem, men forsvarede sig uden skarpe udfald og var stadig de nationalliberales fører, respekteret og afholdt i deres kredse. Under grundlovsforhandlingerne efter krigen var han aktiv for at bevare junigrundlovens konstitutionelle bestemmelser, men ville have foretrukket regeringens af indkomstcensus prægede landsting fremfor det godsejerprægede der gennemførtes, men stemte for 1866-grundloven. Under ministeriet Frijs afholdt han sig fra opposition og deltog aktivt i lovgivningsarbejdet. Han var kultusminister i regeringen Holstein 1870-74 og var ved udbruddet af den fransktyske krig stemt for at indgå alliance med Frankrig, men de tyske sejre i krigens begyndelse gjorde en beslutning overflødig. Som kultusminister indførte han den nysproglige retning i de lærde skoler og gennemførte loven 1874 om en ny bygning til Det kgl. teater. Overskridelser ved dets opførelse medførte rigsretssag mod ham 1877, men han frikendtes. Han var afgjort modstander af det forenede venstres krav om folketingsparlamentarisme, men ud fra hele sin mæglende indstilling var han betænkelig ved den kurs ministeriet Estrup førte og han forhandlede 1878 med Holstein-Ledreborg om dannelse af en ny regering af frygt for at Estrups politik skulle sprænge forfatningen. Da der intet kom ud af forhandlingerne samlede han 1879 de smågrupper der ikke var venstre, i folketingets højre med ham som formand. Kort efter ramtes han under et ophold ved Sandefjord bad af et apoplektisk tilfælde der umuliggjorde hans fortsættelse i det politiske arbejde og gjorde hans sidste år svære. – Sønnen Carl Christian Hall, født 13.8.1848, død 6.5. 1908, blev student 1867, cand.polit. 1872 og n.å. assistent i finansministeriet. Stærkt optaget af forsvarssagen stiftede han 1880 sammen med A. Fraenkel Foreningen til forsvarssagens fremme for Fr.berg og omegn, og n.å. grundlagde han bladet Vort Forsvar som han redigerede til sin død. H. var en ivrig bjergbestiger og besteg som den første 1881 Romsdalshornet i Dovre. R. 1891. DM. 1903. (C.C.H.) Tit. professor 1851. Gehejmeetatsråd 1859. Gehejmekonferensråd 1860.