C.C. Peters, Christian Carl Peters, 26.7.1822-17.9.1899, billedhugger. Født i Dalover, Randbøl sg. ved Vejle, død i Espergærde, begravet på Frbg. (Solbjerg). Efter faderens tidlige død blev P. sat i pleje 1825 hos sin morbror, klokker O. D. Lütken i Odense, hvor han voksede op og gik i katedralskolen. Straks efter konfirmationen 1836 sendtes han til Kbh., optoges med H. E. Freunds anbefaling i akademiets elementarskole okt. s.å. og avancerede marts 1837 til 1. frihåndsskole. Han gik på akademiet om aftenen og fik privat undervisning i modellering om dagen. Først dec. 1841 nåede han op i modelskolen. Marts 1845 vandt han akademiets lille sølvmedalje, dec. n.å. den store. En årrække arbejdede P. på H. V. Bissens atelier, hvortil han havde fået adgang 1839, og lærte bl.a. at hugge i marmor, i begyndelsen for egen regning, senere som Bissens medhjælper. Han debuterede på Charlottenborg 1840 med en buste og vakte 1846 megen opmærksomhed med Hercules, som Barn, dræber to Slanger (Randers museum; marmoreksemplar bestilt til Kunstforeningen, nu i Hirschsprungs samling) der viste en frisk, uhøjtidelig måde at tage den klassiske oldtid på. Akademiet tildelte ham 1847 Neuhausens præmie for En Dreng, som spiller Terra (Ålborg museum) og 1863 Eibeschütz' præmie for gruppen Abraham gaar til Moria Bjerg med sin Søn Isak for at ofre ham (Emmaus kirken, Kbh.). For akademistipendier rejste han april 1850 sammen med Vilh. Kyhn over Düsseldorf, Holland og Belgien til Paris hvor han blev i seks uger. Alene fortsatte han til Rom, boede her aug. s.å. til april 1852 og arbejdede i Bissens atelier dernede; bl.a. udførte han En Faun, der har stjaalet Vin (bronzestatuette i glyptoteket). Over Napoli, Pompeji, Norditaliens byer og Tyskland vendte han hjem juli 1852. Andre rejser gik sept.-dec. 1859 til Tyskland og Italien, hvor han især gav sig af med antik kunstindustri i Roms og Napolis museer, og sept. 1870-maj 1871 for Anckers legat til Italien og Grækenland. Tillige så han verdensudstillingerne i London 1862 og Paris 1855 og 1878. Akademiet havde agreeret P. 1856, men som følge af ændringer i dets statutter optoges han først i akademirådet jan. 1866. Desuden valgtes P. ind i den nystiftede komité for Charlottenborg-udstillingen 1857 og havde sæde her til 1875. Sept. 1864 ansattes han som assistent ved undervisningen på akademiet. Efter Bissens død udnævntes han til professor i billedhuggerkunst 1868, men tog sin afsked 1889 på grund af svagelighed.

I sit lange og flittige liv løste P. mange opgaver, hvis betydning nærmest ligger i plastisk-arkitektoniske udsmykningsformål. Hans væsentligste indsats må imidlertid søges i en række andre værker. I dansk billedhuggerkunst hører P. til de fremtrædende medlemmer inden for den efter-Thorvaldsenske generation, til dem der fortsatte Thorvaldsens form for klassicisme via H. V. Bissen med et tilskud af Freunds håndværkerpræcision og løb linen ud. P. er mere nøjeregnende og præcisere i behandling og opfattelse af enkeltheder, intimere i sit studium og mere hengiven til naturalistisk iagttagelse end forgængerne (En hvilende Hyrdedreng, 1855, Hirschsprungs samling).

Men Thorvaldsens flydende linjerytmik forsvinder, og tilknytningen til den klassiske oldtid udviskes i denne generation. Man søger mere perifere motiver, lader sig helst inspirere af senantikken og foretrækker metallet for marmoret. Karakteristiske er P.s statuetter af faunen der har stjålet vin, af den dansende faun som spiller på dobbeltfløjte, 1852 (kunstmuseet), af Diogenes søgende et Menneske, 1875 (Studenterforeningen) og Ahasverus paa Vandring, 1892 (Hirschsprungs samling); fremdeles statuerne af Ewald og Wessel, 1879-80 (marmor i Det kgl. teaters forhal), af Thorvaldsen, 1866 (udstillingskomiteen ved Charlottenborg; modelleret på ny 1878, Randers museum), og af Willemoes, 1879 (Odense museum senere bronzeeksemplarer i Assens, rejst 1902, og på Kbh.s rådhus). De viser det lune og den stilfærdige karaktersans som kendetegner generationen, hvor den er bedst og mest sig selv.

Ved siden af sin billedhuggervirksomhed dyrkede P. kunstindustrien. Hans indsats her har nu kun historisk betydning, men han var side om side med Heinrich Hansen og måske Henrik Olrik den flittigste bidragyder inden for vor kunstindustris indledende fremstød i forrige århundrede, nærmest det afsnit der betegnes ved verdensudstillingerne i London 1862 og Paris 1867. Til talrige brugs- og dekorationsgenstande af porcelæn, terrakotta og navnlig af sølv og andet metal på begge disse udstillinger havde han givet tegning (bl.a. for sølvvarefabrikant Vilh. Christesen); et stort drikkehorn af sølv, udført hos Christesen, købtes i Paris til South Kensington museet (Victoria & Albert Museum). Denne virksomhed befordredes stærkt gennem kunst-flidslotteriet der var knyttet til Fr.borgs genopførelse, og i hvis komité P. fik sæde nov. 1860. I øvrigt blev han i særlig grad den, der udførte eller tegnede de store, kunstfærdige gaver som præger den tids kunstindustri, såsom drikkehorn (guldhornet til B. S. Ingemann 1859 som blev stjålet fra Fr.borg 1970, og det 1864 udførte sølvhorn som skænkedes til grev Ludvig Holstein 1872, på Fr.borg; elfenbenshorn, købt i London 1862 af prins Napoleon, et andet skænket til prins, senere kong Oscar, 1866), rigt udstyrede bordopsatser af sølv (toldembedsmænds gave til grev W. Sponneck 1864; Kbh.s bryllupsgave til kronprinseparret 1869) og elfenbensvifter (brudegaver til prinsesse Alexandra 1863 og kronprinsesse Louise 1869).

En anselig samling af P.s efterladte skitser findes i Den Hirschsprungske samling; i Maribo museum det otte alen lange relief Diogenes med tændt lygte om Dagen paa Torvet i Athen søger et Menneske, 1877. – Etatsråd 1889.

Familie

Forældre: papirmager Joachim Hartvig Carl P. (1791-1822) og Anna Margrethe Helene Lütken (1788-1851). Gift 13.11.1868 i Stenstrup, Svendborg amt, med Prebia Rasmussen, født 9.2.1838 i Stenstrup, død 12.9.1915 på Frbg., d. af provst Ludvig August Frederik R. (1808-89) og Simonine Elisabeth Ploug (1810-71).

Udnævnelser

R. 1874. DM. 1887.

Ikonografi

Tegnet som ung af A. Kittendorff (Fr.borg). Mal. af L. Frølich 1850 og 1851 (Hirschsprung), tegnet s.m. V. Kyhn af samme, 1851 (Fr.borg). Tegn. af Constantin Hansen (Kgl.bibl.). Afbildet på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit 1879 efter foto. Mal. af Otto Bache, 1881 (udstillingsfonden, Charlottenborg), tegn. af samme (Fr.borg). Buste af A. V. Saabye, 1888 (Vejle mus.; Hirschsprung; Fr.borg). To tegnede selvportr. (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

C. Nyrop: Vilh. Christesen, 1871 50-56. J. E. Cart i Dannebrog 21.4.1894. N. V. Dorph i Politiken 19.9.1899. Carl Hartmann i Dagens nyheder 20.9. s.å. Ph. Weilbach i III. tid. 8.10. s.å. og i Kunstakad.s årsberetning 1899-1900 10-12. Aksel Hansen i Kunst VII, 1905-06. Lorenz Frølich. Egne optegn. og breve, udg. F. Hendriksen, 1920-21. Danske i Paris, red. Fr. v. Jessen II, 1938. Erik Lassen og Ole Wanscher: A. Michelsen og da. sølvsmedekunst, 1941 32-34.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig