C.D. Musaeus, Christian Degenkolw Musaeus, 8.6.1887-18.2.1962, kornimportør. C.D. Musaeus fik sin første handelsuddannelse hos korn- og foderstoffirmaet Th. Rasmusens Sønner i sin fødeby Korsør, og senere supplerede han sit kendskab til grovvarehandelen ved ansættelser hos firmaer i Skotland (1907-09 og 1912-14) og Tyskland (1909-12). Ved første verdenskrigs udbrud vendte C.D. Musaeus tilbage til Danmark og ansattes hos Wilh. Colding & Co. i København for 1916 at blive direktør for Importkompagniet i Kalundborg. Ved siden af at drive dette selskab lige til sin død, fra 1947 dog med en meddirektør, varetog han en lang række tillidshverv inden for korn- og kulbranchen.

Allerede 1920 indtrådte han i bestyrelsen for Danske kulimportørers association hvor han sad lige til sin død, og 1929 kom han ind i bestyrelsen for Foreningen af provins-kulimportører på Sjælland og Lolland-Falster hvis formand han var i omkring 30 år. Også i den sjællandske-lolland-falsterske kornorganisation, Foreningen af korn- og foderstof-importører i Sjælland og Lolland-Falsters stifter blev han bestyrelsesmedlem og var 1934-54 formand. Sidstnævnte år blev han formand for landsorganisationen Danske korn- og foderstof-importørers fællesorganisation, en post han beklædte til sin død.

Men disse organisationer var ikke de eneste han havde sæde i, ligesom han også var i bestyrelsen for en række grovvarefirmaer landet rundt. Endvidere må nævnes hans virke i Kalundborgs foreninger, således som medlem af bestyrelsen for Kalundborgs handelsstandsforening 1920-51, de sidste fire år som formand, og af bestyrelsen for Kalundborg handelsstands arbejdsgiverforening, også her var han en lang årrække formand. Endvidere var C.D. Musaeus 1933-50 medlem af Kalundborg byråd, valgt for de konservative, og fik sæde i havneudvalget i denne periode.

C.D. Musaeus må betegnes som en provinsmatador. Hans placering i de mange organisationer og virksomhedsbestyrelser skyldtes ikke mindst en enestående forhandlingsevne. – Vicekonsul for Sverige 1920-55.

Familie

C.D. Musaeus blev født i Korsør, døde i Kalundborg og blev begravet sst.

Forældre: maskinmester Frants Philip Eugen Musaeus (1855-1910) og Emilie Christiane Fernandine Degenkolw (1866-1926). Gift 12.2. 1935 i Kbh. (b.v.) med Karen Kirchhoff-Larsen, født 29.11.1906 på Frbg., d. af redaktør, forfatter Chr. Kirchhoff-Larsen (1880-1965) og Margrethe Schiøtt (1883-1958).

Udnævnelser

R. 1951.

Bibliografi

Børsen 24.8.1941, 31.8.1956 og 19.2.1962. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig