C.E. Guldberg, Carl Edvard Lemming Guldberg, 26.10.1823-6.8.1905, blindelærer. Født i Nyborg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). G. blev student 1844 fra Odense, cand.teol. 1851, var lærer ved forskellige skoler i Kbh. indtil han sommeren 1858 med ministeriel understøttelse foretog en rejse til blindeinstitutter i Tyskland hvorefter han ansattes som andenlærer på Kastelsvej fra dets åbning 5.11 s.å. Ved instituttet underviste han i religion, naturlære og skrivning, og da han var i besiddelse af teknisk snilde forfærdigede han forskellige undervisningsmodeller for blinde. 1861 opfandt han det G.ske skriveapparat, hvorved den blinde var i stand til at skrive en let læselig blyantskrift. Det vandt megen anerkendelse og blev indført ved flere institutter i udlandet, men fortrængtes af skrivemaskinerne. På grund af svagelighed tog G. sin afsked fra instituttet ved udgangen af 1885. – Hans yngste bror, Ludvig August Friborg Guldberg (født 12.5.1834, død 3.6.1912) der 1860 tog polyteknisk eksamen i anvendt naturvidenskab, virkede fra 1863 ved Det kgl. blindeinstitut som lærer i naturhistorie og som bogtrykker. Han konstruerede en punktskrifttavle og fremstillede de første virkelig hensigtsmæssige papir-reliefkort for blinde. Han opfandt desuden et fortrinligt geometrisk tegneapparat, der satte den blinde i stand til at tegne ophøjede punkterede linjer. 1891 forlod han instituttet på grund af svagelighed. - F.M.l. 1887.

Familie

Forældre: adjunkt ved Nyborg lærde skole Eggert Christian G. (1787-1850) og Ane Marie Birgitte Lemming (1793-1855). Gift 17.11.1863 i Kbh. (Garn.) med Augusta Marie Emilie Nicoline Jacobsen, født 14.5.1836 på Frbg., 17.9.1873 i Kbh. (Garn.), d. af kaptajn i ingeniørkorpset Ludvig J. (1795-1845) og Cathrine Marie Fischer (1801-44).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Industriforen.s månedsskr., 1872 269 272 277. Johs. Moldenhawer: Det kgl. blindeinstituts hist., 1905 86-92.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig