C.F. Ingerslev, Christian Frederik Ingerslev, 4.9.1803-2.2.1868, rektor. Født i Gylling, død i Århus (Dom sg.), begravet sst. I. blev student 1820 fra Århus og begyndte at studere filologi, men måtte afbryde studeringerne på grund af privatundervisning. Han fik alligevel tid til teologiske studier og tog teologisk eksamen 1825. Derefter underviste han ved københavnske privatskoler samtidig med at han på ny studerede filologi. Han blev 1829 adjunkt ved Metropolitanskolen og tog s.å. filologisk embedseksamen. 1833 forflyttedes han til Randers som overlærer og erhvervede s.å. magistergraden med afhandlingen De carminum Homericorum origine et historia. Efter 1838–39 at have foretaget en rejse til Tyskland og Frankrig for at studere den højere undervisning hvorom han bagefter udgav en beretning med forslag om omordning af undervisningen i Danmark blev han 1841 rektor i Viborg og 1844 i Kolding, men da den derværende latinskole blev nedlagt 1856, blev han afskediget med ventepenge og konstitueret som adjunkt ved Metropolitanskolen. Endelig blev han 1861 rektor i Århus hvor han virkede til sin død. – I. var en frugtbar men ikke meget selvstændig forfatter, især af skolebøger i historie, geografi, fransk m.m. Størst fortjeneste har han indlagt sig ved udgivelsen af ordbøger til skolebrug, en latinsk-dansk, 1849 (2. udg. 1866) og en dansk-latinsk, 1850 (2. udg. 1865), begge også på tysk, samt en græsk-dansk ordbog, 1866. Han udgav også Europas Historie i den nyeste Tid, 1854 og talrige afhandlinger i skoleprogrammer. Endelig redigerede han 1. udgave af Nordisk Conversationslexicon (1858–63). – Tit. professor 1846.

Familie

Forældre: sognepræst Christian Frederik I. (1764–1841) og Elisabeth Marie Bering (1763–1838). Gift 5.5.1830 i Kbh. (Holmens) med Charlotte Marie Phister, født 25.6.1805 i Kbh. (Frue), død 23.3.1875 i Århus (Dom sg.), d. af lærer, senere klokker ved Helliggeist k. Ludvig Harboe P. (1779–1869) og Christine Maria Zahrtmann (1777–1863). – Far til Emmerik'I.

Udnævnelser

R. 1847.

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1868. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i H. M. Flemmer: Hist. efterretn. om Randers lærde skole II, 1834 38–41. – F. E. Hundrup i III tid. 16.2.1868 (optr. i Århus skoleprogr. 1868 3–10). Georg Bruun: Seks rektorer, 1927 134–38 152–62.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig