C.F. Rumohr

C.F. Rumohr, Carl Friedrich Ludwig Felix Rumohr, 6.1.1785-25.7.1843, kunsthistoriker. Født på Reinhardsgrimma ved Dresden, død i Dresden, begravet i Dresden Neustadt. Kort efter R.s fødsel flyttede hans forældre til Lübeck hvorfra faderen bekvemmest kunne styre sine godser der delvis lå i Holsten. Sønnen fik ingen særlig god undervisning som barn, men da hans lærelyst var stor og hans interesser vidtspændende, fortsatte han sin uddannelse ved universiteterne i Göttingen og Heidelberg. Allerede som barn havde billedkunsten fængslet ham særligt, og siden udviklede han sin eminente forståelse for kunst, dels ved omgang med kunstnere (således allerede i Göttingen Domenico Fiorillo), dels ved egen dilettantisk produktion – især af pennetegninger og raderinger. Det var tidligt blevet ham klart at han ikke havde evner som skabende kunstner, og han lagde derfor snart vægten væsentlig på studiet af gammel kunst. Han gjorde sig bekendt med samlingerne i Kassel, Dresden og München, før han 1805 første gang besøgte Italien (især Rom). Herfra vendte han hjem til sit gods Rothenhausen i Lauenborg som i lange tider var den virksomme mands foretrukne opholdssted. Nye rejser i Italien gav R. grundlaget for hans hovedværk Italienische Forschungen I–III, 1827–31, der mere end noget andet værk kan betragtes som grundlæggende for italiensk kunsthistorie. Det er sjældent, at man som hos R. møder evnen til frugtbar udforskning af arkiver forenet med koldsindig betragtning af det enkelte kunstværks stilistiske egenskaber. I sin indledning polemiserer R. klogt og ligefrem overbevisende mod J. J. Winckelmann, G. E. Lessing og A. R. Mengs. Han vil ikke indrømme at emnet har betydning for vurderingen af et kunstværk, men ser det afgørende i kunstnerens opfattelse af emnet; derfor er der ikke så stor væsensforskel på den græske og den hollandske kunst som mange har troet. De rejser der dannede grundlaget for Italienische Forschungen har R. skildret i Drey Reisen nach Italien, 1832. Her fortæller han også om sit samvær med prins Christian (VIII) og prinsesse Caroline Amalie; til sidstnævnte, der var R.s landsmand i snævrere forstand, er Italienische Forschungen dediceret. Dette venskabelige forhold (som med årene kølnedes noget) drog R. til Kbh. hvor han under besøg i Det kgl. bibliotek erkendte "Kobbersamlingerne"s store værdi; han har således sin overvejende part af æren for Den kgl. kobberstiksamlings grundlæggelse 1835 der med Just Mathias Thieles ord "blev lagt i v. Rumohrs og mine Hænder! Han skulde være Hovedet, jeg Hænderne!" De to forskere udgav sammen 1835 Geschichte der königlichen Kupferstichsammlung z'u Copenhagen. R. beskæftigede sig også med de øvrige kbh.ske kunstsamlingers forhold og havde gjort sig håb om en ledende direktørstilling; da han ikke opnåede denne, opgav han tanken om at testamentere sin omfattende privatsamling især af grafisk kunst til Kbh., men havde dog forinden skænket galleriet dets første gave, et brudstykke af en italiensk predella. Dette er vistnok (foruden Thieles køb til kobberstiksamlingen på dødsboauktionen) R.s eneste bidrag til forøgelse af vore hjemlige kunstskatte, mens hans bidrag til deres rette erkendelse som ovenfor anført var overordentligt. – Et større virkefelt som samler fandt R. i Berlin gennem sin forbindelse med kronprins Frederik Vilhelm (IV); flere af de betydeligste malerier i Kaiser Friedrich-museets ældre italienske afdeling er købt på R.s råd.

Midt i al sin beskæftigelse med fortidens kunst følte R. sig også stærkt draget af samtidens og ikke blot den tyske; hans gentagne ophold i Kbh. bragte ham i forbindelse med N. L. Høyen, men også med kunstnerne, bl.a. Lorenz Frølich; på en tid da blyanten var favorit, lærte R. sin unge ven at tegne med pen og tusch, og fra Frølich gik teknikken videre fx til J. Th. Lundbye. R. havde i øvrigt interesseret sig for C. W. Eckersberg, H. V. Bissen, Anton Melbye, og enkelte indbød han til Rothenhausen. -Det passede ikke R. at blive udnævnt til dansk kammerherre, han ville hellere være forblevet "tysk friherre". Som den danske konges undersåt og for sine fortjenester af dansk kunstliv har R. krav på omtale, selv om det ikke har været muligt at dvæle ved væsentlige dele af hans litterære produktion og øvrige virksomhed der nøje knyttede ham til Tyskland. Han udgav under pseud. J. König Geist der Kochkunst (på dansk: Vejledning til Kogekunsten, 1832). – Æresmedlem af kunstakademiet 1826. Dr.phil. h.c. i Kiel 1840. – Kammerherre 1834.