C.H. v. Linstow, Christoph Hartvig v. Linstow, 14.9.1740-12.4.1823, overforstmester. Født i Belitz, Mecklenburg, død i Hørsholm, begravet i Folehave skov. 1753 - kun 13 år gammel - blev L. kadet i det storfyrstelige holstenske livdragonregiment hvor han blev løjtnant 1758. Han kom det følgende år til Rusland sammen med den gottorpske hertug Carl Peter Ulrich (Peter III). Efter hans fald 1762 kom L. tilbage til Holsten hvor han avancerede til generaladjudant hos marschallen for de holstenske tropper, men 1764 opgav han sin militære karriere til fordel for skov- og jagtvæsenet og blev jægermester med bopæl i Kiel. Da den gottorpske del af Slesvig-Holsten overgik til den danske konge beholdt L. sit embede og fik 1777 indfødsret og adelspatent. 1780 overtog han et andet jægermesterembede med bopæl i Plön, indtil han 1784 fik embedet som chef for de kgl. skove i Danmark med titel af overforstmester og bopæl i kavalerboligerne i Hørsholm. Dansk skovbrug var dengang inde i en vigtig reformperiode under ledelse af Christian Ditlev Reventlow (1748-1827) som var chef for rentekammeret under hvilket landvæsen og skovbrug sorterede. Det blev L.s opgave at lægge en grund for den fremtidige drift af statens skove, og det gjorde han i samarbejde med sine undergivne, overførster G. W. Brüel og M. G. Schæffer. Som svar på en skarp kritik af statsskovenes drift og træartsanvendelse skrev L. 1791 Til Publicum som er hans eneste trykte arbejde. Efter mange års forberedelser afsluttedes 1804 en grundlæggende plan for driften af de kgl. skove i Nordsjælland. Planen lagde vægt på dyrkning af eg til skibsbygning, men ved valg af træart skulle der tages hensyn til jordbundens beskaffenhed, således at hårdbunden skulle dyrkes med eg, bøg eller nåletræ med en tredjedel af arealet til hver mens de lavtliggende områder skulle dyrkes med el. Da man regner med en hugstalder på 150-200 år for eg eksisterer der endnu en del egebevoksninger fra L.s tid, de såkaldte "flådeskove", bl.a. ved Hørsholm hvor man også har bevaret to andre skovhistoriske minder om L., nemlig Hørsholm slotshave og Linstows grav i Folehave skov. Efter at Hirschholm slot var blevet revet ned 1810-12 var man i rentekammeret stemt for at sælge slotshaven, men L. gik stærkt ind for at staten skulle beholde den, selv om den var forfalden, og anvende dele af den som planteskole. 1802 var der i Folehave skov som led i afprøvningen af fremmede træarter plantet otte forskellige slags nåletræ i et stjerneformet anlæg der ved otte rette stier som mødes i et punkt deler arealet i ens trekanter. I centrum havde L. 1813 fået Frederik VIs tilladelse til at blive begravet "under de træers ly, som han selv lod opelske" som der står på gravstenen. En begravelse i skoven var i pagt med tidens romantiske tanker, og indskriften på gravstenen giver en kort karakteristik af L: "I et halvt Aarhundrede virkede C. H. von Linstow, Geheimekonferensraad, Overforstmester, Storkors af Dannebrog, med erfaringsrig Indsigt, utrættelig Iver, usvigelig Retsind for det Kald, der var hans Livs kæreste Id; det helligede Oldingen endog sine sidste Dage. De Landets Skove, som vare hans Omsorg betroede, ere hans uforglemmelige Hædersminder". Endnu står enkelte af de gamle træer, især lærk, og anlægget minder forstmanden om den tids betydning for inførsel af nåletræer der siden har fået så stor betydning for dansk skovbrug. - Foruden L.s ovenfor anførte sønner skal nævnes Wilhelm Bernhard v. L. (1776-1847), overførster i Nordsjælland 1805-19 og jægermester i Lauenburg 1819-47 (i skovhistorien kaldes W. B. v. L. for "den yngre Linstow"). - Russisk kammerjunker 1764, holstensk kammerherre 1773, dansk kammerherre 1777, gehejmekonferensråd 1812.

Familie

Forældre: tidligere dansk kaptajn Heinrich Levin v. L. til Vietschow og Belitz (1709-50) og Sophie Agnes v. Lowzow (født 1710). Gift 10.6.1774 på Dalwitz med Charlotta Benedicts Eleonora v. d. Lühe, født 4.1.1753 i Kbh. (Petri), død 18.10.1837 i Hørsholm, d. af major, senere oberst Hans Albrecht v. d. L. til Goldberg (1708-70, gift 2. gang med Hedwig Dorothea Margaretha v. Quitzow, 1736-1809) og Dorothea Lucia v. Cramon (1717-60, gift 1. gang 1735 med oberstløjtnant Frantz Bogislaw v. Barner til Neuhof, 1674-1736 (gift 1. gang 1703 med Magdalene Sibylle v. Lehsten, død 1734), gift 2. gang 1739 med preussisk major Carl Samuel v. Goerne, død 1742). - Far til August v. L. og Hans v. L.

Udnævnelser

Hv. R. 1782.

Ikonografi

To malerier.

Bibliografi

L. Bobé i Pers. hist. t. 3.r.II, 1893 22 (om slægten). Faedrenelandsk nekrolog 1821-26, udg. Fr. Thaarup, 1835-44 212-14. A. Oppermann: Bidrag til det da. skovbrugs hist., 1887-89 47-49. Samme: Dyrkning af lærk i Danm., 1923 = Det forsti. forsøgsvæsen VII 177-93. S. Ingemann i Fra Fr.borg amt 1927 70-74. H. C. Rosted: Den gamle planteskole, 1962 13f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig