C.J. Becker, Carl Johan Becker, 3.9.1915-3.6.2001, arkæolog. Født i Kbh. B. begyndte allerede som gymnasiast at foretage arkæologiske undersøgelser, især ved Sejrø bugt. 1933 blev han student fra Metropolitanskolen, og tre år senere fik han guldmedalje for en prisopgave til Kbh.s univ. hvorfra han blev mag. art. 1939 i forhistorisk arkæologi. Hans doktorafhandling, 1948, handlede om Mosefundne Lerkar fra Yngre Stenalder. 1934–52 arbejdede han ved Nationalmuseets oldtidsafdeling, fra 1941 som inspektør. 1952 blev han professor i nordisk arkæologi og europæisk forhistorie ved Kbh.s univ.; han beklædte professoratet frem til 1985. I samme periode var han bestyrer af Forhistorisk-arkæologisk institut. I 1961 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1978-86 af dets præsidium,og 1968-75 var han medlem af statens humanistiske forskningsråd. Han var hovedredaktør for Acta Archaeologica 1948-84 og blev formand for det arkæologiske bopladsudvalg under Statens humanistiske forskningsråd 1969. 1967–69 var han redaktør af Archaeological Excavations in Thailand I–III og af Arkæologiske Studier I-IV fra 1973–77. Både som udgraver og som forfatter gjorde han en stor indsats på mange områder af nordisk og europæisk arkæologi, særlig inden for yngre stenalder, dels ved udgravningerne af neolitiske stendyngegrave og de første flintminer i Danmark, dels ved sine publikationer om perioden som behandles sammenfattende i disputatsen hvor den inddeles i tidlig-, mellem- og senneolitisk tid, hver med en række undergrupper. B. skrev desuden de første sammenfattende afhandlinger om Enkeltgravkulturen paa de danske Øer og Den grubekeramiske kultur i Danmark (Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1936 og 50) samt om Maglemosekultur på Bornholm, 1951 og Die mittelneolitischen Kulturen in Sudskandinavien, 1955. Andre emner behandles i Førromersk jernalder i Syd- og Midtjylland, 1961 og i en række specialafhandlinger i danske og udenlandske fagtidsskrifter. Desuden bidrog han til Prehistoric Man in Denmark I–II, 1957 og nyredigeret Johs. Brøndsteds bind af Politikens Danmarkshistorie, 1977. Som professor fortsatte B. undersøgelserne i marken for Nationalmuseet, i en årrække særlig i Vestjylland, og klargjorde bebyggelsesforløbet fra yngre bronzealder frem gennem jernalderen. Han var således formand for Det arkæologiske bopladsudvalg under statens humanistiske forskningsråd 1969-82. Han tildeltes Erik Westerby-prisen 1985 og Holger Hede-medaillen for numismatisk forskning samme år.

Familie

F: overretssagfører Carl Anton Johan B. (1863–1938) og Henny Mathilde Døcker (1888–1976). Gift 1.10.1949 på Frbg. med Birgit Hilbert, født 18.5.1927 på Frbg., død 1999, d. af højesteretsdommer, tidl. amtmand Carl Aage H. (1899–1953) og Gudrun Nielsen (1900-2000).

Udnævnelser

R. 1960. R.1 1968.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1949. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig