C.P. Jürgensen, Christopher Peter Jürgensen, 30.10.1838-26.12.1911, mekaniker. Født i Gesing ved Randers, død i Charlottenlund, begravet i Ordrup. Som trettenårig rejste J. til Kbh. hvor han kom i lære hos en af tidens mest kendte instrumentmagere, Julius Nissen på Købmagergade. Han stod i lære i otte år. Det fortælles om ham at han efter kun to års læretid arbejdede fuldt så godt som de fleste svende. Som lærling søgte han Teknisk institut, og da læretiden var overstået hjalp 1860 et stipendium ham til at gøre sig bekendt med flere store udenlandske værksteder. Efter at være vendt hjem fik han arbejde hos Edvard Jünger, og da denne 1869 for en årrække havde forladt Danmark overtog J. det af ham grundlagte ansete etablissement som han førte frem til at blive det mest navnkundige firma i Norden inden for fabrikationen af optiske, geodætiske og nautiske instrumenter. Han påtog sig fremstillingen af den meget omtalte skrivekugle der 1870 var opfundet af R. Malling Hansen sammen med hvem J. 1872 tog patent på skrivekuglen. Der blev stadig arbejdet med den, og den forbedredes indtil ind i 80erne, men trods sine udmærkede egenskaber kunne den ikke stå sig i konkurrencen med de amerikanske skrivemaskiner. -J.s instrumenter var højt værdsatte på grund af deres nøjagtighed. Han leverede bl.a. strømfordelingsborde og distancemålere til den danske marine og instrumenter til generalstabens topografiske afdeling, Sveriges og Norges torpedo-væsen, det astronomiske observatorium i Kbh. og videnskabsmænd hjemme og ude. På en række udstillinger i udlandet vandt etablissementet 1. klasses medaljer. – Da elektriciteten fik stigende betydning på belysningsområdet omlagde og udvidede J. firmaets virksomhed så at det i 80erne udførte mange store installationsarbejder. 1887 overgik firmaet til et aktieselskab, C. P. J.s mekaniske etablissement, med tre direktører, af hvilke J. var den ene. I forening med Siemens & Halske sluttede etablissementet 1890 kontrakt med Kbh.s magistrat om etableringen af en centralstation, byens første elektricitetsværk. – J.s evner som forretningsmand stod ingenlunde på højde med hans fremragende begavelse som tekniker. Etablissementet mødte økonomiske vanskeligheder, og stillingen blev ikke lettere da det gik over til cykelfabrikation. Aktieselskabet gik fallit. Derved led J. et stort tab. I sine sidste år opretholdt han livet ved en privatpension som venner og tidligere elever skaffede til veje. – Tit. professor 1875.

Familie

Forældre: forvalter Christian Andreas J. (ca. 1802–85) og Jesmine Caroline Christensen (1810–80). Gift 30.4.1870 i Århus med Bolette Margrethe Larsen, født 13.1.1847 i Århus (Dom sg.), død 7.3.1929 i Ordrup, d. af skomagermester Lars L. (1813–89) og Anna Caroline Dorthea Kirstine Lüsberg (1825–tidligst 91).

Udnævnelser

R. 1883. DM. 1893.

Ikonografi

Maleri. Foto.

Bibliografi

C. Nyrop: Bidrag til den da. industris hist., 1873. A. Bauer i III. tid. 2.2.1902. Elektroteknikeren 7.12.1935. Kbh.s elektricitetsværker 1892–1942, red. Jørgen Rode, 1942 30 48.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig