C.W. Prohaska, Carl Wilhelm Prohaska, 15.2.1903-19.11.1989, skibsbygningsingeniør. Født i Struer. P. blev student 1921 fra Viborg og cand.polyt. 1928 som maskiningeniør. Efter eksamen kom han, der allerede i studietiden havde foretaget studierejser til engelske og tyske skibsværfter, til Helsingørs Jernskibs og Maskinbyggeri, blev s.å. ansat hos Burmeister & Wain og 1930 ingeniør ved Ateliers & Chantiers de France i Dunkerque. 1935 var han en kort tid ansat som ingeniør ved DFDS, hvorefter han på ny kom til B. & W. Fra 1936 helligede han sig studiet afskibes svingninger, arbejdede efteråret 1936 med modelforsøg med skibe ved Nederlandsch Scheepsbouwkundig Proefstation te Wageningen og blev 1941 dr.techn. på en afhandling om lodrette skibs-svingninger med to knuder. 1937 blev P. udnævnt til professor i skibsbygning ved Polyteknisk læreanstalt. Rammerne for skibsforskning på læreanstalten var da meget begrænsede, men det lykkedes P. at interessere dansk industri i at få oprettet et skibsbygningslaboratorium hvor forsøg i større skala kunne udføres, og 1957 åbnedes hydro- og aerodynamisk laboratorium i Hjortekær.

P. var til 1973 leder af laboratoriet der arbejdede med bl.a. eksperimentel beregning af kæntringsgrænsen for skibe. P. blev ofte benyttet af staten som sagkyndig ved klarlæggelse af årsagen til skibsulykker. Laboratoriet fik under hans ledelse et sådant ry, at udlændinge i stort tal kom hertil for at få deres problemer løst. P. har foruden disputatsen udgivet talrige videnskabelige skrifter, bl.a.: Sugning mellem hinanden overhalende Skibe, 1945, Vibrations verticales du Navire, 1947, Influence of ship form on transverse stability, 1951, Calculs électroniques dans la construction navale, 1959, Results af some systematic stability calculations, 1961 og Form coefficients and arrangement of ships. P. var 1960-71 formand for Intergovernmental maritime Consultative Organization Committee for Ship Stability og arbejdede her især med at øge sikkerheden for fiskekuttere. P. var prorektor ved højskolen 1953-56, leder af Dansk skibsteknisk forskningsinstitut 1960-67 og medlem af biblioteksudvalget for Danmarks tekniske bibliotek 1947-66. Desuden var han medlem af bestyrelsen for Regnecentralen 1956-63 (formand 1964) og medstifter af Danske skibsværfters kodningscentral. Blandt en lang række tillidshverv kan desuden nævnes at P. var medlem af direktionen for Kbh.s maskinskole 1941-60, af komiteen for Handels- og søfartsmuseet på Kronborg 1949-55 (formand 1955-60) og formand for selskabet Handels- og søfartsmuseets venner 1950-60. – P. er medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1941, af Ingen-jörsvetenskapsakademien, Stockholm og 1969 af det franske Académie des Sciences. Han fik Royal Institution of Naval Architects præmie 1951, 1963 den engelske guldmedalje, William Froude medaljen.

Familie

Forældre: købmand Carl Alfred P. (1871-1905) og Hertha Plantener (1875-1958, gift 2. gang 1907 med hotelejer, bankdirektør Jacob Peter Schou, 1859-1923). Gift 12.4.1929 i Helsingør med Elise Dæhnfeldt, født 13.9.1902 i Odense, død 24.10.1962 i Hellerup, d. af direktør Ludvig D. (1871-1908) og Ellen Lind (1875-1941).

Udnævnelser

R. 1947. R1. 1953. K. 1961.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ingeniøren L, 1941 I 115. Berl. aften 20.12.1966. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig