C. Ancker, Carl Andreas Ancker, 13.9.1828-16.11.1857, legatstifter. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). A. blev opdraget hos mormoderen, marinemaleren C. S. Hambros enke, f. Nathan, og kom senere i Mariboes skole hvor hans interesse for kunst blev vakt; han oversatte således et skuespil og skrev digte. Han blev bestemt for landvæsenet og kom 1847 i lære på Sophienborg ved Hillerød; senere rejste han i Tyskland, Schweiz og Ungarn og til landbrugsskolen Hohenheim i Wurttemberg hvor han uddannede sig. 1851 købte hans fader Mørkhøjgård ved Gladsakse til ham, og her bosatte han sig efter sin hjemkomst. 1853 udgav han under pseudonymet Beppo en digtsamling til indtægt for højskolen i Rødding, men den vandt ikke særlig påskønnelse. Efter faderens pludselige død kom A. i besiddelse af en efter datidens forhold meget stor formue; han bosatte sig i Kbh. og levede her den rige unge mands liv; desuden foretog han flere store udenlandsrejser. Livet bragte ham adskillige skuffelser, og hertil kom en hjernelidelse med lammelser og kramper. Kort efter sit bryllup gjorde han testamente. Af formuen skulle, hvis han døde uden arvinger, halvdelen tilfalde hans familie, halvdelen hustruen som dog, såfremt hun senere giftede sig, skulle afgive halvdelen af sin part til et fond for rejsestipendier (oprindelig fire årlige, nu fire hvert andet år) til malere, billedhuggere, digtere og komponister. Legatfondet som trådte i virksomhed ved enkens giftermål 1860 blev på 86.500 rdl. Fundatsen er af 1.5.1861 og er siden blevet ændret en række gange, senest 26.3.1958.

Familie

Forældre: klædehandler og grosserer Anders A. (1801–54) og Henriette Axeline Hambro (1808–29). Gift 24.9.1857 i Helsingborg med Augusta Fredericka von Schoultz, født 4.9.1833 i Karlshamn, død 26.9.1910 på Frbg. (gift 2. gang 1860 med major, senere general Frederik Stiernholm, 1822–79), d. af ritmester Carl Gustaf v. S. (1792–1852) og Carolina Charlotta v. Cock (1801–80).

Ikonografi

Mal. af E. Bærentzen, 1829, og af Johs. Jensen, 1857 (Fr.borg). Buste af F. C. Stramboe, ca. 1856 (Charlottenborg) og marmorrelief af G. C. Freund, 1876, afbildet i træsnit s.å.

Bibliografi

Emil Madsen i Pers.hist. t. 4.r. III, 1900 221–43.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig