C. Dannesboe Andersen, Christian Carl Jørgen Marius Dannesboe Andersen, 5.12.1876-2.3.1957, apoteker. Født i Husie, Skåne, død i Hvidovre, urne på Søndermark kgd. D. A. var discipel på Århus Løve apotek fra 1895, blev exam. pharm. 1899 og cand. pharm. 1904. Efter ansættelse på GI. Torvs apotek i Kbh. blev D. A. 1929 apoteker i Hedensted, og senere fra 1938 til 1951 virkede han som indehaver af Øregård apotek i Hellerup. D. A. var 1921-23 dommer i den farmaceutiske voldgiftsret, men det blev på områder uden for det fagpolitiske han indlagde sig særlig fortjeneste. Allerede fra 1910 blev han medarbejder ved Kbh.s univ.s medicinsk-historiske museum, 1916-30 medlem af museets bestyrelse og 1930-54 konsulent ved museet. Når den farmaceutiske afdeling af museet er blevet så alsidig og smuk skyldes det først og fremmest D. A.s store interesse, flid og faghistoriske indsigt. Fra 1934 var han tillige medlem af komiteen til indretning af apoteket i "Den gamle by" i Århus, og 1949-57 tilhørte han kredsen af "Den gamle by"s udenbys tillidsmænd. D. A. var 1917 medstifter af Dansk medicinsk-historisk selskab og frem til 1930 medlem af selskabets bestyrelse, 1942 udnævntes han til æresmedlem af selskabet. Han blev, som den første, overordentligt medlem af Dansk farmacihistorisk selskab 1957. D. A. var fra sine unge år en passioneret samler, ikke blot af genstande af farmaceutisk relevans, specielt mortere, men gammelt dansk sølv fx hovedvandsæg og pibekradsere og tidlig dansk, herunder slesvigsk fajance hørte også til hans interesseområde. D. A. samlede med sans for tingenes kulturhistoriske værdi, og den erfaring han gennem et langt liv tilegnede sig stillede han beredvilligt til rådighed for private, men først og fremmest for de offentlige samlinger. Desværre lykkedes det ikke at bevare D. A.s egne samlinger intakte ved hans død. Sin viden, som ikke blot gjaldt genstande, men også omfattede faglige forhold, oplevelser og anekdoter videregav D. A. først og fremmest mundtligt til en snæver, begunstiget kreds, men han har dog skrevet en række mindre meddelelser, fortrinsvis om museumsforhold i farmaceutiske fagblade. På det litterære område er hans hovedindsats, udover afhandlingen om danske almueskæringer i Politikens håndbog "Jeg er samler", 1956, det store og meget smukke værk Gammelt dansk Apoteksinventar, udgivet af Danmarks apotekerforening 1944. D. A. unddrog sig så vidt det var ham muligt personlig påskønnelse og offentlig fremtræden; der eksisterer således ikke et portræt af ham.

Familie

Forældre: proprietær Hans Christian A. og Anna Marie Dannesboe. Gift 1. gang 25.10.1906 i Århus med Frida Augusta Andreasen, født 13.12.1881 i Kbh., død 4.6.1956 i Vejlby-Risskov, Århus amt, d. af murermester Martin Georg A. (død 1923) og Holgine Kirstine Nielsen Leth (1860-1940). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang med Aase Karenin Blicher, født 15.9.1911 i Århus (Skt. Johs.), død 5.9.1961 i Kbh., d. af sanger Christian B. og Theresa Johanne Martine Pedersen (født 1880).

Bibliografi

E. Dam og Aa. Schæffer: De danske apotekers hist. IV, 1947 502f. Sv. Aa. Schou i Archiv for pharmaci og chemi LXIV 1957 236-38. Medd. til medl. af da. farmaci-hist. selsk. III, 1957 28f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig