C. F. S. Ernst, Carl Frederik Sophus Ernst, 3.12.1852-4.5.1920, jernbaneingeniør, kommitteret ved statsbanedriften. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). E. blev student 1870 fra Mariboes skole og begyndte af studere ved Polyteknisk læreanstalt, men efter et års tids forløb afbrød han studiet for at rejse til udlandet idet han havde fået ansættelse ved bygningen af et større vandværksanlæg i Frankfurt am Main. Efter dette arbejdes afslutning rejste han til Zurich hvor han 1876 fuldendte sit ingeniørstudium ved Eidgenössisches Polytechnikum. Han arbejdede derefter ved forskellige bro- og baneanlæg i udlandet, fx ved bygningen af Rhinbroen ved Basel og som sektionsingeniør ved bygningen af jernbanen Kiel-Eckernførde-Flensborg. 1880 rejste han tilbage til Danmark hvor han fik ansættelse ved statsbaneanlæggene under daværende overingeniør I. W. Tegner. 1889 blev E. kommitteret, en titel der forsvandt ved statsbaneloven af 1915 og afløstes af en baneingeniørstilling af 1. grad. Som kommitteret var E. i over 25 år statsbanernes ledende ingeniør ved anlæg af et stort antal broer, færgeanlæg og nye banelinier. Han har således projekteret og udført Kbh.s godsbanegård og broerne over Guldborgsund, Masnedsund og Mariager fjord ved Hadsund og udarbejdet de første projekter til Storstrømsbroen og Lillebæltsbroen. Hans hovedarbejde er ordningen af Kbh.s banegårdsforhold med projektering og udførelse af hovedbanegården, Boulevardbanen og Nørreport station. I en længere årrække var han censor ved Polyteknisk læreanstalt. E. havde et meget smukt og stateligt ydre og var meget sprogkyndig, hvilket i forbindelse med hans yderst kultiverede fremtræden og hans anerkendte dygtighed gjorde ham velegnet til repræsentative formål.

Familie

Forældre: kaptajn af infanteriet, senere generalløjtnant Jacob E. (1820-97) og Louise F. L. O. Abercron (1828-1909). Gift 7.5.1879 i Adelby ved Flensborg med Cecilie Elise Dorthea Emilie Hanssen, født 2.3.1852 i Kbh. (Frue), død 6.5.1942 på Frbg., d. af ingeniør Carl Julius Tetens H. (1821-1916) og Laura Elisabeth English (1822-96).

Udnævnelser

R. 1888. DM. 1894. K.2 1917.

Ikonografi

Granitrelief af Jens Lund, 1911 (hovedbanegården, Kbh.).

Bibliografi

Pers.hist. saml. I, 1900-07 272f. C. J. Carlsen: Banegårdsanlægene i Kbh., 1911. P. M. Bülow i Ingeniøren XXIX, 1920 343f. Dansk jernbanebl. XXIX, s.å. nr. 1156. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig