C. Hostrup

C. Hostrup, Jens Christian Hostrup, 20.5.1818-21.11.1892, forfatter, præst. Som eneste søn mellem tre søstre voksede C. Hostrup op i et jævnt velstående hjem. Faderen elskede musik, lærte tidligt børnene at synge og skrev selv nette vers. Fra 1826 lå familien på landet om sommeren, og den fordringsløse, lidt generte dreng lærte her at elske naturen som han hidtil kun kendte fra Volden og den årlige skovtur. Faderens død medførte en stor forandring i hjemmets kår; moderen måtte nu kæmpe hårdt med økonomiske vanskeligheder. 1831 blev C. Hostrup optaget i Metropolitanskolen; han var en jævnt flink elev, men huskedes især af sine lærere som en rask dreng med et par strålende øjne. I denne periode vaktes hans interesse for digtekunsten; Oehlenschlägers Nordens Guder lærte ham hvad poesi var; de sidste skoleår læste han flittigt de nyere danske digtere. Blandt skolekammeraterne sluttede han sig især til Kristian Mantzius der senere blev den betydeligste fortolker af hans komiske hovedskikkelser, og C.L.N. Mynster, biskoppens søn, et begavet og fint menneske, men tungsindig og uden selvtillid; livet igennem var han C. Hostrups fortrolige korrespondent.

Student blev C. Hostrup 1837; han hørte under Poul Martin Møllers sygdom H.L. Martensens filosofiske forelæsninger og valgte derfor teologien da Martensen kom ind i det teologiske fakultet. 1839 blev han medlem af Akademikum, men kom først studenterlivet på nærmere hold på Regensen 1841–44. Nogen fremtrædende rolle spillede han vel ikke her; han holdt sig mest for sig selv, men hans evner som visedigter (drikkevisen Nu er det stille, regensviser) og især hans spirende dramatikertalent vakte opmærksomhed. 1843 deltog han i studentertoget til Uppsala og blev s.å. teologisk kandidat. Og 20.2.1844 trådte han for alvor ud af sin ubemærkethed da sammenslutningen af studenterforeningen og Akademikum fejredes på Hofteatret med opførelse af hans komedie Gjenboerne.

Forud for dette hovedværk ligger en lang række dramatiske forsøg. Trods beskedne kår havde moderen gæstfrit åbnet sit hjem for sønnens venner; der dyrkedes ivrigt selskabslege, spilledes lidenskabeligt dilettantkomedie, og under indtryk af J.L. Heibergs vaudeviller – han nævner især Nei men også De Uadskillelige har været af stor betydning – begyndte C. Hostrup 1838 selv at skrive små sangfarcer – de ældste er En Plade og Om Forladelse, de mest kendte er fra 1839: Regnvejr (senere omdøbt til Den Tredje, omarbejdet 1854, Casino) og Pyt! (senere: Den gamle Elsker, Casino 1848). Rækken fortsattes jævnsides med hans større arbejder; hertil hører Familietvist, 1849 (omarbejdet 1855, Hofteatret), Soldaterløier, 1850 (Det kgl. teater) og Feriegjæsterne, 1855 (Folketeatret, 1858) alle med snurrige typer, vidtdreven situationskomik og spinkel handling, og alle meget påskønnede af dilettanter. Små studenterkomedier med revyagtigt aktualitetspræg er Frøkenens Pris og Damernes Besøg, begge 1840, En Buk, 1841 og Et Forspil, 1842; senere kom så fortræffelige ting som børnekomedien fra studenterkarnevallet 1854 og den lystige parodi Medgift og Modgift s.å. Men medens forløberne kun var lette skitser, blev Gjenboerne et virkeligt stykke scenekunst. Dets forbilleder er dels Carl Plougs atellaner, dels den Raimund-Nestroyske eventyrkomedie der herhjemme var indført 1836 med Thomas Overskous og A.L. Arnesens Capriciosa, og hvis ugenerte blanding af den naturlige og den overnaturlige verden kom igen i En Spurv i Tranedands og Mester og Lærling: som sangspil har stykket taget arv efter Heibergs vaudeviller – forkærligheden for C.M. Bellmans melodier er fælles for de to digtere. Gjenboernes oprindelige tekst er gået tabt, men det vides at det var fyldt med aktuelle hentydninger af politisk og litterær art hvor der blev gjort grin med de herskende forhold i enevældens sidste årti. Ved premieren, der blev overværet af politispioner, fremtrådte stykket således snarere som en revy. De litterære satirer var vendt mod bl.a. H.C. Andersen, Grundtvig og Søren Kierkegaard – sidstnævnte fremstilles i figuren Søren Torp, ved uropførelsen spillet af Hans Brøchner. Det idémæssige indhold fortsætter linjen fra Carl Plougs atellaner: forfatteren vil bygge "en Bro, der knytter Livet til Ideen", hvilket filosofisk vil sige en forsoning af realisme og idealisme, socialt en forening af studenterverdenen og 1840ernes liberalt indstillede borgerstand, vel at mærke forstået på den måde at borgerskabet skulle underordne sig akademikernes førerskab således som det også i praksis kom til at foregå i nationalliberalismen, den politiske bevægelse som C. Hostrup til langt op i 1870erne tilknyttede sig.

Fra april 1844 til 1847 var C. Hostrup huslærer hos justitsråd M.B. Nygaard på Kokkedal og fik her ideen til sit populæreste arbejde, Eventyr paa Fodreisen, som dog først fuldendtes 1847. I begyndelsen af 1845 skrev han til en studenterforestilling det lille sangspil Intrigerne – et sikkert tegnet præstegårdsinteriør med lunt opfattede figurer. Mere fordringsfuld er den næste studenterkomedie En Spurv i Tranedands, 1846; C. Hostrup forsøger sig her som samfundssatiriker, og stykket er et træffende og virkningsfuldt opgør mellem skinnets verden og de ægte værdier. Hans komediers store succes åbnede ham nu, om end med besvær, vejen til Det kgl. teater. Kristian Mantzius, der havde kreeret v. Buddinges rolle, fik Gjenboerne opført ved sommerskuespillene 1846 og 1847; med efteråret 1848 rykkede stykket ind i det faste repertoire, dog kun efter store betænkeligheder hos teaterchefen J.G. Levetzau der var meget imod at "opvarte Hoffet og den dannede Verden med saadanne Studenterløier, som vilde give en raa og plat Tone Indgang paa den nationale Scene". Intrigerne, der tidligere var forkastet, kom ved J. Collins protektion frem på teatret 18.06.1846 under Mantzius' gæstespil; 17.8.1848 fulgte En Spurv i Tranedands.

Under Heibergs regime forsvandt stykkerne dog på ny af repertoiret, men C. Hostrup havde da fået fast fodfæste med sit tredje store sangspil Eventyr paa Fodreisen, direkte indsendt til teatret, straks antaget og med stort held opført 15.5.1848. Studenterkomedien har her mistet sine politiske dimensioner men samtidig udviklet sig til et virkeligt lystspil som naturglæden og ungdomsfriskheden forlener med en egen poesi; skildringen af de to unge par og den let komiske assessor Svale er finere kunst end C. Hostrup tidligere havde evnet, og den romantiskforsorne Skriverhans er med sin hastige omvendelse i alt fald en virkningsfuld teaterfigur. Med alt dette arbejde kulminerede C. Hostrup; kom han uden for sit egentlige felt slog talentet ikke til. Det svage lystspil Æsthetisk Sands (indleveret 1847, opført 1849) nåede kun fem opførelser; syngestykket En Nat mellem Fjeldene, skrevet 1850 på indtryk af en Norgesrejse 1849, men først spillet 1863 til musik af Emil Hartmann, beviste til overflod at han ikke var romantiker. En Jyllandstur 1850 fremkaldte skuespillet Tordenveir, 1851, men dette forsøg i det alvorlige drama faldt hverken godt ud i psykologisk eller teknisk henseende, og miljøskildringen, ellers C. Hostrups styrke, var svag. Værdifuldere – trods den meget håndfaste anvendelse af det overnaturlige – var eventyrkomedien Mester og Lærling, 1852 (Casino). Ved sit angreb på pressen, der ikke uden grund føltes rettet mod Flyvepostens redaktør Edvard Meyer, fremkaldte det stærke meningskampe under opførelserne; C. Hostrups hensigt med stykket var blot symbolsk at skildre "en Folkevandrings Tid, hvor hele Lag af Samfundet, der hidtil var holdt tilbage i Dunkelheden, nu brød frem for at erobre deres Plads i Udviklingen".

Siden sin huslærertid havde C. Hostrup levet af at give informationer. Han tog ivrigt del i martsbevægelsen 1848, tænkte på at gå frivilligt med i krigen, men opgav det da han viste sig umulig på kommandoskolen. Ni år havde han været forlovet med Kristian Mantzius' næstældste søster; da hun lå dødssyg af tuberkulose følte han det som sin pligt at ægte hende, men ægteskabet varede kun et par måneder. Som ivrig skandinav deltog han 1851, 1852 og siden 1869 i studentertogene til Norge. Oktober 1852 fik han offentlig rejseunderstøttelse, opholdt sig den følgende vinter i Rom med en afstikker til Napoli og var i kolerasommeren atter tilbage i København. Det kunstneriske udbytte af rejsen var et pseudoshakespearesk lystspil med demokratisk tendens Drøm og Daad, 1854; det gjorde ikke megen lykke og afslutter sammen med det førnævnte Feriegjæsterne forste og vigtigste periode inden for hans teaterdigtning.

C. Hostrups styrke som dramatiker er hans sans for lokalkoloritten, hans evne til at tegne markante typer med tydeligt standspræg og hans ypperligt karakteriserende, mundrette og kvikke replik. På disse felter betyder han et fremskridt fra J.L. Heiberg og Henrik Hertz, og hans naturlige, folkelige lune kan i nogen grad veje deres finere vid op; han er morsom, men – efter 1848 – harmløs. I kunstnerisk henseende står han tilbage for sine læremestre. Kompositionen er ofte løs og teknikken ubehjælpsom; virkelig karaktertegning er der sjældent tale om. Situationskomikken dominerer med misforståelsen som hovedvirkemiddel; derfor ligger farcen (Soldaterløier, Feriegjæsterne) ham nærmere end det højere lystspil.

1854 er det store vendepunkt i C. Hostrups liv; han forlovede sig med Elisabeth Hauch, og han besluttede sig til at blive præst. Siden 1849 havde spørgsmålet om hans egentlige livskald var digter eller præst været brændende; efter en langvarig krise, der også mærkedes af vennerne på hans ujævne humør, og hvor Kierkegaardlæsning bidrog til at klare standpunktet, var han nået til overbevisning om at måtte "vende Kunstnerlivet Ryggen"; han ville være præst "for at blive en Christen, for at fordybe mig i mig selv, for at rives ud af den Verden, som overvælder og magtstjæler mig, for at kunne gjøre mit indre Livs Udvikling til mit egentlige Levebrød" (brev til Elisabeth af 3.5.1855). I virkeligheden var han også træt af teater og publikum og følte sig vistnok udskrevet.

Digtet Drøm og Liv, 1862 fastslår at "gik der en smule Digter tabt, et Menneske blev bevaret". Han afslog derfor tilbuddet om at blive kunstnerisk direktør for Casino, holdt maj 1855 dimisprædiken og blev december samme år sognepræst til Silkeborg og Linå. Siden 1849 var han blevet klar over sine følelser for Elisabeth. Grundtvig, hos hvem C. Hostrup var en flittig kirkegænger, viede parret. Hustruen var som ung usædvanlig stille og tilbageholdende, men kom med årene til at slægte sin temperamentsfulde mor på; en varm natur, djærv og højttalende i kampen for hvad der syntes hendes ret; hun var en stærkere karakter end C. Hostrup og fik betydelig indflydelse på hans opfattelse af religiøse, folkelige og politiske spørgsmål (Til Elisabeth, 1880, Jeg har faaet en Ven for Livet, 1892). Helbredet slog ikke til i det anstrengende jyske kald, og 1862 blev C. Hostrup ved kongens bevågenhed slotspræst i Hillerød (til 1881). Sit otium tilbragte han på Frederiksberg, stadig virksom som prædikant.

C. Hostrup var en af de mange teologer som af Kierkegaards angreb på kirken blev drevet fra Martensen til Grundtvig hvis "kirkelige anskuelse" han helt ud tilegnede sig. Han ivrede mod vanedeltagelse i kirkelige handlinger og følte sig som sognepræst som kgl. embedsmand, men præst i egentlig forstand kun for dem der "frivilligt" sluttede sig til ham. Han gjorde dybt indtryk på mange ved en absolut prunkløs forkyndelse med dens "beundringsværdige Forening af Tankeklarhed og Følelsesvarme", men savnede ganske blik for Grundtvigs dualistiskdramatiske prædiken og repræsenterede i forhold til ham en humanistisk, subjektivistisk og idealistisk udgliden med stærk koncentration om "det menneskelige". To meget læste postiller foreligger fra hans hånd: Prædikener. 1866 (4.udg. 1900) og Opstandehen og Livet, 1883.

1864 gjorde et dybt indtryk på C. Hostrup, men han mistede ikke troen på Sønderjyllands danskhed og Danmarks fremtid (Lærken, Risbøgen. Til Fjenden). Højskolesagen kom til at stå hans hjerte nær; ganske vist glippede forsøget på at skabe en levedygtig højskole i Frerslev, men i en årrække holdtes der stærkt besøgte folkelige møder i præstegården i Hillerød, og han blev en gerne hørt folkelig foredragsholder. Om denne side af hans livsgerning vidner hans Folkelige Foredrag. 1882 med deres vel hårtrukne udlægning af ordsprog, eventyr og folkeviser samt hans højskolesange i Grundtvigs ånd og tone: Frem, Bondemand, frem. Er Skolen for andre end Pilt og Pog, Høje Nord, Det, som lysner over Vangen, Vi fik ej under Tidernes Tryk o.fl. – 1881 overraskede han samtiden ved at genoptage sin skuespildigtning med problem – og diskussionsstykket Eva, et indlæg i kvindesagen; hånden er Hostrups, men røsten hans frues. Det er ikke betydeligt. 1886 kom det løst komponerede genrebillede fra en provinsby Karens Garde og 1888 lystspillet Under Snefog, det mest levedygtige af de tre alderdomsarbejder der alle opførtes på Det kgl. teater.

På sine gamle dage kom C. Hostrup til at spille en vis politisk rolle. Af sindelag havde han altid været demokrat, men fulgte i mange år de nationalliberale. 1876 flyttede Chresten Berg til Hillerød, og under hans indflydelse fjernede C. Hostrup sig fra Carl Ploug og Fædrelandet. Ved en fest, der på Bergs initiativ holdtes på hotel d'Angleterre i anledning af Evas opførelse, og hvor Viggo Hørup klogt og taktfuldt holdt hovedtalen knyttedes den personlige forbindelse mellem C. Hostrup og det politiske og litterære venstre der siden førte til at han blev formand i den liberale vælgerforening på Frederiksberg, medarbejder ved Morgenbladet og 1887 partiets kandidat i Københavns 3. kreds hvor han dog blev overlegent besejret af sin modkandidat, general Carl Tvermoes. Hans standpunkt var sikkert mere følelsesbestemt end just baseret på virkelig politisk indsigt (politiske digte, fx det blindt fanatiske Fred eller Krig?, 1864, versduellen med Ploug 1877 efter 1. provisorium, I Farens Stund. 1855 efter 2. provisorium).

C. Hostrup arbejdede, næsten blind, sine sidste leveår på sin værdifulde selvbiografi, Erindringer fra min Barndom og Ungdom som udkom 1891; efter hans død fuldførte hustruen hans Senere Livserindringer, 1893. Hans lyrik foreligger i tre samlinger: Sange og Digte fra tredive Aar, 1872, Sange og Digte fra de senere Aar. 1884 og Efterladte Digte. 1893. Adskilligt er lejlighedspoesi; foruden de tidligere nævnte digte kan fremhæves ruskantaten, 1853, det storladne mindekvad over Grundtvig, 1872, tankedigtet Vintersæden og de mange ordsproglige småvers som indleder de Folkelige Foredrag.

Af ydre var C. Hostrup en lille og uanselig mand med et fint ansigt; stilfærdig og fåmælt, men med klare øjne og et lunt smil. Sindets ungdomsfriskhed bevarede han op i årene, og der var på samme tid noget mildt og dog fast over ham. Nogen førernatur var han ikke. Har samtiden overvurderet ham, så vil eftertiden, der hverken er blind for hans talents snævre begrænsning eller for hans kunstneriske brøst, dog i hans bedste ting genfinde væsentlige sider af dansk folkekarakter smukt udtrykt: kvik iagttagelsesevne, godmodig munterhed, uimponeret jævnhed, had til åndshovmod og affektion.