C. J. Harhoff, Conrad Johan Christian Harhoff, 13.12.1886-14.12.1966, skibsreder. Født i Kbh. (Garn.), død i Kbh., begravet Hornbæk kgd. H. begyndte sin uddannelse inden for flåden, men trådte ud som premierløjtnant 1909 for at blive sekretær i rederiet C. K. Hansen til hvilket han var knyttet gennem sit ægteskab. Han viste hurtigt anlæg for shippingvirksomheden og blev 1912 udnævnt til prokurist. Fire år senere blev han optaget sammen med sin svoger, skibsreder Willie C. K. Hansen (1887–1949), og var 1916–56 skibsreder og medindehaver af firmaet.

- Gennem årene blev det især Dampskibsselskabet Dannebrog der blev H.s arbejdsfelt. Med dygtighed manøvrerede skibsrederen selskabet gennem 1930ernes kriseår og anden verdenskrig der kostede omtrent halvdelen af rederiets tonnage. Efterkrigstidens genopbygningsprogram var i høj grad hans værk. 1946–50 var H. formand for Dansk dampskibsrederiforening efter at have været medlem af bestyrelsen 1931–35 og igen fra 1937. 1940–49 var han næstformand for Fragtnævnet. Han var næstformand for Københavns havnebestyrelse, i bestyrelsen af Frihavnsselskabet, formand for Dampskibsselskabet Dannebrog og Em. Z. Switzers Bjergnings-Entreprise 1945–63. Fra 1953–60 var han formand for Kjøbenhavns Handelsbanks bestyrelse. Hans interesse for søfartsuddannelserne kom bl.a. til udtryk gennem arbejdet i bestyrelsen for stiftelsen Georg Stages minde 1937–53. Da H. 1956 trak sig tilbage fra den daglige ledelse af rederiet var det bl.a. for at virke for Moralsk oprustning som han havde været aktiv for siden midten af 1930erne.

Familie

Forældre: kaptajn, senere oberst Georg Frederik Krogh H. (1845–1937) og Charlotte Ida Augusta Carstensen (1855–96). Gift 8.10.1910 i Kbh. (Holmens) med Rigmor Hansen, født 19.11.1888 i Kbh. (Matth.), død 18.5.1982 i Hørsholm, d. af grosserer, skibsreder Fritz Robert H. (1863–1912) og Laura Stein (1864–1935).

Udnævnelser

R. 1927. DM. 1940. K2. 1949.

Ikonografi

Mal. af Øllegaard Arbin, 1943. Mal. af Jørgen Aabye, 1954 (Handelsbanken, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Børsen 15.12.1956. Sst. 13.12.1961. Sst. 15.12.1966. J. TJeisen] i Tidsskr. for søvæsen CXXXVIII, 1967 537 f.

- Papirer i Erhvervsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig