C. Lütken - forfatter

C. Lütken, Johannes Christian Lütken, 11.5.1791-25.6.1856, politisk forfatter, lektor. Født i Fensmark, død i Sorø, begravet sst. L. blev student 1811, privat dimitteret, og levede i de følgende år et rigt bevæget åndeligt studenterliv. Han beskæftigede sig navnlig med filosofiske og litterære studier og var medlem af "Tylvten" der udfordrede Jens Baggesen. 1822 blev han adjunkt i Sorø og 1826 lektor. Han hørte til B. S. Ingemanns og Carsten Hauchs intimeste omgangskreds, og man mener at han har tjent som model for Hauchs skildring af Freisleben i Guldmageren. Fra Sorø udsendte han sammen med J. H. Bredsdorff 1831-33 Blandinger fra Sorø og skrev 1847-48 fire småskrifter om Sorø akademis idé, hvori han lagde vægt på undervisningen i naturvidenskaberne. Da den akademiske læreanstalt i Sorø blev nedlagt 1849 fik han sin afsked og benyttede sit otium til et livligt politisk forfatterskab. Han var modstander af et egentligt tokammersystem og foreslog i stedet for, at der skulle vælges 35 medlemmer fra købstæderne og 65 fra landdistrikterne som skulle forhandle i samlet flok, men stemme adskilt. Dernæst interesserede han sig levende for forholdet mellem monarkiets forskellige dele. Han var den udprægede helstatsmand der mente at kun en Personalunion ville kunne holde staten samlet. Slesvig burde efter hans mening deles, men uden at de to dele blev indlemmet i kongeriget eller i Holsten. Dette burde kun ske, hvis Holsten udtrådte af det tyske forbund. Endelig var han stærkt optaget af fredssagen og udsendte forskellige småskrifter om dette emne, ligesom han foretog forskellige oversættelser.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Lumby, amtsprovst Peter Wilhelm L. (1761-1844) og Marie Christine Saxtorph (1768-1842). Gift 12.8.1826 i Lumby med Frederikke Flor, født 10.5.1795 i Kbh. (Garn.), død 7.6.1869 sst. (Sorø), d. af regimentskvartermester, senere bankrevisor Christian Holm F. (1736-1808) og Anna Cathrine Hesselberg (1761-1837). - Far til C. F. L.

Udnævnelser

Tit. professor 1849.

Ikonografi

Tegn. af F. Hillerup.

Bibliografi

Udvalg af breve til P. Hjort I, 1867 58-61. - Sorø II, 1928. Olaf Carlsen: Realistiske strømn. i den højere skoles undervisn. I, 1930. Samme: Chr. Molbech og Sorø IH, 1937.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig