C. Pingel

C. Pingel, Peter Christian Pingel, 20.2.1793-22.12.1852, geolog. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). P. blev student 1810 fra v.Westens institut og tog 1813 juridisk embedseksamen. N.å. drog han til Tyskland hvor han i tre år studerede filosofi og naturvidenskab ved universiteterne i Berlin, Breslau og Jena og i Breslau omgikkes Henrich Steffens. Efter at have opholdt sig i Kbh. vinteren 1817-18 rejste han atter til Tyskland og foretog ekskursioner i de mellemtyske bjerge, Schlesien og Galizien, vendte tilbage til Danmark og foretog mindre ture her i landet samt i Norge og Sverige. 1828-29 var han i Grønland på geologiske undersøgelser og blev ved sin tilbagekomst 1829 assistent ved den mineralogiske afdeling af det naturhistoriske museum i Stormgade. 1842 blev han inspektør sst. og 1845 overinspektør for hele museet. – P. foretog undersøgelser på Bornholm 1824, hvor han sammen med V. Bedemar, G. Forchhammer og H. Beck ledsagede prins Christian Frederik (Christian VIII) på en rejse. Resultaterne offentliggjordes i to afhandlinger, Om Jernsandet og det grønne Sand paa Bornholm (Tidsskr. for Naturvidenskab I, 1825) og Om Overgangsformationen paa Bornholm (sst. V, 1828) der begge markerer et fremskridt i forståelse af øens geologi. Endvidere har P. skrevet en afhandling Om Diluviet og Alluviet i det nordlige Jylland (Tidsskr. for Naturvidenskab V, 1828). Heri vender han sig med gode iagttagelser og argumenter mod G. Forchhammers anskuelse, at det ved Frederikshavn forekommende stenfrie blåler var ældre end skrivekridtet; de muslinger der var fundet i leret viste nemlig at dette var ganske ungt. Endvidere hævdede han at de i Vendsyssel forekommende saltkilder var uden økonomisk værdi. I Grønland opdagede han en sænkning af vestkysten siden nordbotiden, hvilket meddeltes i Frankrig og England 1835-36 og ved det skandinaviske naturforskermøde 1840 i Kbh. og vakte nogen opsigt. Han foretog ligeledes nogle arkæologiske og historiske undersøgelser over nordbotiden og en undersøgelse af den af porfyrgange gennembrudte røde sandsten (I-galiko-sandstenen) (Vidensk. Selsk. Forhandl., 1835-36 og Vidensk. Selsk, naturvid. og math. Afhandl. IX, 1843).