C. Th. Sørensen

C. Th. Sørensen, Søren Carl Theodor Marius Sørensen, 24.7.1893-12.9.1979, havearkitekt. Født i Altona, død i Brønshøj, begravet Mariebjerg kgd. Kun få danske havearkitekter er internationalt kendt, og af disse er S. sikkert den fornemste. Han fik sin gartneruddannelse i gartneriet ved herregården Løndal i Midtjylland. Her fik han den kærlighed til planterne som prægede hele hans livsværk. Allerede 1911 kom han til København hvor han på E. Erstad-Jørgensens tegnestue fik en grundig indføring i planlægning af haver og parker. I begyndelsen af 1920erne etablerede han sin egen tegnestue og var samtidig konduktør hos havearkitekt, kommunegartner G. N. Brandt. Her fik han kontakt med tidens førende arkitekter med hvem han i de følgende seks årtier fik et værdifuldt samarbejde. Således var han med til at præge det sociale boligbyggeri hvor hans indsats især drejede sig om udformningen af legepladser og udendørs opholdsarealer. 1940 skabte han den siden hen verdensberømte skrammellegeplads i Emdrup. Han erindrede sin barndoms lege og fantasier. Og han oplevede hvor festligt børnene i byen kunne have det på "de ubebyggede" arealer. Så var tanken om skrammellegepladser nærliggende, skrev han. Det er S.s fortjeneste at han som den første i verden så hvad børnene i det moderne industrisamfund havde mistet af naturlige legemuligheder, og hvordan man kunne give dem lidt af det tabte tilbage. "Det, der adskiller en skrammellegeplads fra de ordinære legepladser ... er jo ganske enkelt, at den byder børnene mulighed for at skabe og forme. De kan drømme og fantasere og gøre drømme og fantasier til virkelighed", skrev han (Jens Sigsgaard i "Landskap" 8/1979). På samme måde var projekterne til hans "legepladser for voksne" – friarealerne ved nye, sociale boligbebyggelser – grundlæggende for byudviklingen i Danmark. Hans bedste arbejder var Ryparken, 1932, Klokkergården, 1939, Hegnshusene, 1946, Elementhusene i Hjortekær, 1947, Nærumvænge, 1951–61, Voldparken, 1952 og Bellahøj, 1957, alle beliggende i Storkøbenhavn. Af offentlige og offentligt tilgængelige anlæg er han særlig kendt for projekterne til Staunings plæne ved Bellevue 1931–32, H. C. Andersen-haven i Odense, sammen med P. Wad 1939, Århus universitetspark fra 1953, Kirkepladsen i Kalundborg, 1955, Vestbadet i Brøndbyøster, 1957, Vitus Beringparken i Horsens, 1957 og haveanlæggene ved skjortefabrikken Angli i Herning, 1959 og 1965. Over 2000 projekter er signeret af S., men mange af hans drømme kom aldrig til udførelse.

Et ofte udtalt ønske hos S. var uddannelse og ansættelse af en gartner ved hvert boligområde, en slags moderne herregårdsgartner, til friarealernes pleje og til underviser for den opvoksende ungdom. Store drivhuse og overdækkede torve hvor folk kunne færdes året rundt i vort barske klima var ligeledes en kongstanke hos ham. Disse ideer blev gentaget i hans utallige forelæsninger på kunstakademiet hvor han var lektor 1940–54 og professor 1954–63, og ideerne genopstod i koncentreret form i hans varierede skribentvirksomhed. S. skabte selv undervisningen i havekunst som en naturlig fortsættelse af G. N. Brandts forelæsninger. Elever fra Skandinavien og det meste af Vesteuropa søgte hans skole hvorved hans påvirkning af havekunstens og landskabsplejens udvikling i denne del af verden blev betydelig.

Emnerne i hans forelæsninger strakte sig fra det sublime til de rent gartnertekniske detaljer. Hans kendskab til liuropas fornemste eksempler på havekunst, understøttet af utallige studierejser og bevaret i et forbilledligt billedarkiv på akademiet kan opleves i Europas havekunst. Fra Alhambra til Liselund, 1959 (genoptr. 1979). Hans faglige tanker, ønsker og filosofi findes nedlagt i essayet Havekunstens oprindelse, 1963, og hans sprudlende fantasi kan man genfinde i 39 haveplanter, 1966 (tysk udg. 1979), en lille bog som burde være pligtlekture for alle landskabsarkitektstuderende (Mü-Pe i Das Gartenamt 24980). 1979 kom hans Haver. Tanker og arbejder. S. var medredaktør af Buske og Træer, 1947 og Frilandsblomster. 1949. I begge disse opslagsværker har han skrevet værdifulde indlæg om anvendelse, pleje og pasning af planterne med gartneriske ideer som var langt forud for hans tid. Hans hovedværk er Parkpolitik i Sogn og Købstad, 1931 (genoptr. 1978) som understreger det nødvendige i at ethvert kommunestyre driver en bevidst parkpolitik pä linje med andre samfundsforanstaltninger, en nødvendig håndbog for politikere, socialforskere og havearkitekter. 50 år før sin tid understregede han nødvendigheden af ansættelse af sognegartnere og beskriver med få linjer den ideelle gartner. Selv var han en kort årrække stadsgartner i Gentofte 1956–63, en stilling som han betragtede som en personlig udmærkelse -ikke mindst som efterfølger efter G. N. Brandt og Aksel Andersen. 1945 fik han Eckersbergmedaljen, Prins Eugen-medaljen 1972 og blev 1974 æresmedlem af kunstakademiet.