Carl Brosbøll, Carit Etlar, Johan Carl Christian Brosbøll, 7.8.1816-9.5.1900, forfatter. Allerede i sine drengeår levede Carl Brosbøll helst i fantasiens verden. Han slugte de historier om overnaturlige tildragelser som familiens gamle tjenestekarl Søren Tyvkjær gav til bedste med samme glubende appetit som Walter Scotts og J.F. Coopers romaner. Men også i virkelighedens verden fandt han næring for sin indbildningskraft, idet han ofte fik lov til at følge faderen på hans forretningsrejser der gik ind over Jyllands heder, stundom helt ud til Vesterhavet. Han fik under disse køreture sådan en smag på et frit og ubundent naturliv at han ikke ville give efter for faderens ønske og gå handelsvejen. I stedet for flygtede han – efter at han forgæves havde søgt at finde sig til rette som skriverdreng på amtmand Hoppes kontor i Vejle – uden faderens tilladelse til København. Her lykkedes det ham ved hjælp af så indflydelsesrige velyndere som Jonas Collin og kabinetssekretæren hos prins Christian, etatsråd J.G. Adler, at komme ind på kunstakademiet hvor han gennemgik alle klasser indtil modelskolen. For at tjene til sit underhold gav han sig til at skrive, og han var så heldig at få nogle af sine ting trykt i Berlingske Tidende. 1838 udsendte han sine første fortællingsamlinger, De to Studenter og Organisten i Jellinge. Men det var først næste år da han udsendte Smuglerens Søn at han fik sit gennembrud som folkelig forfatter. Han anvendte her første gang det pseudonym som han havde konstrueret ved at sammenblande bogstaverne fra sit eget fornavn med bogstaverne i sin første forlovede Tertia Fabricius' fornavn, og det var ham en dobbelt tilfredsstillelse, at det navn, Carit Etlar, han fik dannet på denne måde mindede om det råb: Carl Emtaris (ɔ: eventyrfortælleren) hvormed taterne havde hilst ham ude på heden.

Det var i øvrigt Carl Brosbøll en stor hjælp at professor F. Sibbern skrev en fortale til Smuglerens Søn hvori han karakteriserede den unge forfatter som en selvstændig efterfølger af Blicher, idet han skrev at Carl Brosbøll ikke hentede stof og inspiration fra sin store forgængers "udødelige Jyllandsnoveller", men direkte fra livet, "altsaa fra selve den friske Kilde, hvorfra ogsaa hiin Jyllands Digter først har øst". Efter denne heldige start opgav Carl Brosbøll kunstakademiet til fordel for forfattervirksomheden, og samtidig læste han til studentereksamen som han tog 1844; to år efter fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om Sakuntala, men han havde allerede tidligere besvaret ikke mindre end to af universitetets prisopgaver med det resultat, at han begge gange fik tilkendt guldmedaljen som dog ikke kunne tildeles ham fordi han på det givne tidspunkt ikke var student. Den følgende del af Carl Brosbølls liv er ikke rigt på ydre begivenheder; bortset fra den årlige udenlandsrejse levede han stille og roligt, kun optaget af sin gerning ved Det kgl. bibliotek, hvor han var amanuensis (1853–58) og inspektør ved udlånet (1858–85) – en stilling, hvortil han i øvrigt ikke egnede sig – og så naturligvis af sit forfatterskab. Samme år som Carl Brosbøll blev student fik han Eiaghs Sønner opført på Det kgl. teater. Men selv om dette stykke blev fulgt af adskillige, Tonne gaar i Krigen, 1849, Hr. Lauge med den tunge Haand, 1861, I Dynekilen, 1862, Tordenskjold i Marstrand, 1872 etc. er det dog ikke som dramatisk forfatter, men som fortæller han har gjort sin største indsats. Især Gjöngehøvdingen, 1853 og dens fortsættelse Dronningens Vagtmester, 1855 har gjort lykke.

Det er her som for resten i alle Carit Etlars bøger handlingen der beslaglægger opmærksomheden. Begivenhederne kommer slag i slag og er så behændigt sammenkædede at man uvilkårligt kommer til at tænke på den ældre Dumas. Men som dette sit store, franske forbillede ofrer Carl Brosbøll ganske vist også alle de finere nuancer i menneskeskildringen på intrigens alter. Hans personer er yderst usammensatte, helte eller skurke, skildret i store, djærve linier. P.L. Møller viser et skarpt øje for denne særegenhed ved Carl Brosbølls forfatterskab, når han skriver at man savner den højere ånd som gerne skulle svæve over skildringen og føre den til et bestemt mål. Carl Brosbøll er imidlertid til trods for det svigtende idéindhold blevet en af vore folkekæreste forfattere. Og det er ikke alene Gøngehøvdingen der har fundet læsere, især fra de brede lag, men også bøger som Madsalune, 1841, Strandrøveren, 1853, Vaabenmesteren, 1855, Tranens Varsel. 1869, Viben Peter, 1894, Salomon Baadsmand, 1881, Fangen paa Kalø, 1877 o.m.a.; de er alle fulde af handling og bevægelse som er ved at tage vejret fra læserne, derimod er menneskeskildringen stadig lidet differentieret. Adskilligt værdifuldere end romanerne er mange af Carit Etlars mindre fortællinger der bl.a. er samlet i Herremænd. 1855, Rejsende, 1859, Broget Selskab, 1868, Serafino fra Ola, 1887, Vendetta, 1888.

Der er en egen suggestiv stemningsfylde over de skiftende optrin i mange af disse historier som gør dem til betydelig kunst. Motiverne er hentet snart fra den jyske hede som Carl Brosbøll var så fortrolig med fra barndommen, snart fra udlandet, især Korsika som han besøgte for sit helbreds skyld efter at han havde taget sin afsked fra biblioteket. Men overalt smelter miljø- og menneskeskildring sammen til den fuldkomne enhed som betinger sand novellekunst. Man ser det fx i Abraham Musen og hans Sønner- her er folk og landskab stemt i samme dystre tonart. Carl Brosbøll har skildret Blicher i en af sine historier En smuk Dag, og det er virkelig ikke langtfra at han i flere af sine mindre fortællinger når op på siden af denne sin beundrede læremester. Han har i al fald været med til at redde det Jylland hvor skøjerne boede i de gode, gamle dage da Alheden endnu var en ørk bevokset med lyng og gyvel, inden kulturens plov gik hen over den. Carl Brosbøll testamenterede sin enke sit forfatternavn og sin produktion, og hun udgav flere bøger i hans navn. – Tit. professor 1896.

Familie

Carl Brosbøll blev født i Fredericia, døde i Gentofte og er begravet ved Brødrehøje sammesteds. Forældre: købmand, tobaksfabrikant og brandinspektør Jørgen Christian Brosbøll (1784–1839) og Ursula Margrethe Bache (1795–1855). Gift 1. gang 3.12.1851 på Frederiksberg med Hansine Erasmine Thorbjørnsen, født 19.1.1829 i København (Trin.), død 1.4.1908 i Lyngby, d. af landsover- samt hof- og stadsretsprokurator Hans Carsten Thorbjørnsen (1789–1829) og Christiane Mathilde Selmer (1801–75). Ægteskabet opløst 1885. Gift 2. gang 14.7.1889 i den evangeliske kirke i Innsbruck med Olga Augusta Schultz, født 24.3.1853 på Hollen-Ulefos ved Skien, død 10.5.1927 i Gentofte, d. af danskfødt premierløjtnant, senere jægermester Jens Frederik Schultz (1827–69) og Sophie Hedevig Cappelen (1824–92); navneforandring til Carit Etlar 21.11.1900.

Udnævnelser

R. 1891. DM. 1899.

Ikonografi

Træsnit 1868. Mal af D. Moniers, 1869 (Fr. borg), gengivet i træsnit af H.P. Hansen, 1880. Træsnit 1883. En række træsnit 1885–88 efter samme foto, det ene af H.P. Hansen. Træsnit 1889. Karikatur 1894 (Fr.borg). Mal. af Frants Henningsen, 1897. Mal. af J.R. Rosenbaum. Buste af V. Bissen, 1899 (Fr.borg; på graven). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1941. Buste af Kastor Hansen. Relief af N. Nielsen (tavle i Fredericia).

Bibliografi

Udg. Samlede skrifter l-XXIV, 1859–69. Ny samling I-VI I, 1873–80.

Kilder. Carit Etlars minder fortalt af ham selv i biografisk ramme af hans hustru, 1896 (ny udg. 1913).

Lit. P.L. Møller: Kritiske skizzer II, 1847. Kr. Arentzen: Danske digtere i det 19.årh., 1864. Augusta Carit Etlar: Carit Etlars juleaften og sidste dage, 1902. Samme: I samliv med Carit Etlar I-I I, 1924–25. Anna Brosbøll: Træk af Carl Brosbølls og hans hustru Hansine Thorbjørnsens liv og hjem, 1909. – Jens Kruuse i Almanak III, 3, 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig