Carl Dahlén

Carl Dahlén, 9.4.1770-1.12.1851, solodanser. Født i Stockholm, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). D. var som førstedanser ved operaen i Stockholm under Gustaf III beundret for sin smukke skikkelse og den lette, yndefulde kunst han udfoldede i tidens idylliske hyrdeballetter, men efter et korporligt sammenstød med en af kongens kammerherrer fandt han det rådeligst at flygte til Kbh. hvor han optrådte første gang 25.10.1791 i Friskytterne og Malkepigen. De egenskaber der havde betinget hans succes i Stockholm skaffede ham straks en smuk stilling og fast ansættelse ved Det kgl. teater. Men hans periode som udøvende kunstner blev kun kort fordi stærk fedme ødelagde hans figur og gjorde ham uegnet til dansens anstrengelser. Som ækvivalent drev han fra 1798 et bogtrykkeri i Kbh. Han forblev dog ved teatret dels som balletarrangør, dels som lærer for dansebørnene, og det fremgår af indberetninger at han havde gode pædagogiske evner. Derimod var han ubetydelig som koreograf; hans heroiske værk Armida, 1821 har kun bevaret et vist navn i historien fordi H. C. Andersen optrådte deri som en trold og D.s elev jomfru Pätges (fru Heiberg) som en amorin. D. afskedigedes 1.7.1823. - Hans hustru debuterede purung 21.9.1784 som Charlotte i Det foregivne Hexeri, og da hun var en køn og meget musikalsk pige med en blød, bøjelig sopran blev hun af betydning for syngespillet og anvendtes samtidig i skuespillets naive, muntre elskerinderoller. Hun gjorde lykke, men hendes naturel savnede temperament hvad der skadede hendes spil, men hjalp hende til at blive den første som direktionen hædrede "for Dyd og ulasteligt Levned" med en præmie der stillede teatrets øvrige damer i et noget grelt lys. Madame D.s godmodighed udbredte i de senere år et hyggeligt præg over hendes personlighed som da passede til skuespillets værdige mødre og ældre koner; 4.5.1827 optrådte hun sidste gang som baronesse Düthelm i Det sidste Middel. K. L. Rahbek og andre af tidens skribenter besang hende, og H. C. Andersen vidner at "den milde og hjertelige Kone var mig som en Moder".