Carl Eriksen

Carl Eriksen, d. 16.5.1334, ærkebiskop. Begravet i Lunds domk. E. nævnes første gang som domprovst i Lund 1313. I kraft af sin stilling blev han under ærkebiskop Esger Juuls strid med kronen og fraværelse fra domkirken i en række år den ledende mand i domkapitlet. Forholdene var overordentlig vanskelige. Ærkebispen krævede idet han forlod stiftet 1317 at der skulle lyses band over kongen, men domkapitlet appellerede til paven; n.å. førte han i forening med kongens oprørske bror Christoffer (II) svenskerne ind i landet. – Efter Esgers død 1325 blev E. valgt til ærkebiskop. Pave Johannes XXII stadfæstede valget, og E. modtog i Avignon vielse og palliet. Under opholdet ved kurien udvirkede han en række buller der skulle støtte ham i kampen for kirkens ret og annullere den gæld ærkebiskop Esger havde pådraget domkirken. Vi ved ikke hvornår E. er nået hjem til Danmark – det tidligste vidnesbyrd om hans nærvær er et brev udstedt i Ribe 21.7.1326-han har næppe deltaget i de forhandlinger der førte til at den sønderjyske hertug Valdemar blev konge i stedet for Christoffer; heller ikke var han til stede i Viborg 7.6.1326 da håndfæstningen blev underskrevet, men i spidsen for rigets bisper var han i aug. på danehof i Nyborg hvor kong Valdemar forlenede grev Gert med Sønderjylland. – Ved håndfæstningen havde kongen forpligtet sig til at virke for at Bornholm kom tilbage til ærkesædet. Allerede inden årets udgang synes E. at have fået Hammershus, og okt. 1327 hævdede han i Helsingborg, hvor kongen og rigets store var forsamlede, sin ret til Rønne hrd. som imidlertid tildømtes Jon Uffesøn, men umiddelbart efter lykkedes det ærkebispen at erhverve dette tvistens æble, ikke uden pengeofre. E. ses ikke at have haft nogen som helst del i begivenhederne vest for Øresund i de følgende stormfulde år. Danmark var i opløsning, og stormændene, verdslige og gejstlige, ja selv den danske kirkes overhoved var stærkere bundet til hjemstavnen end til riget. Således kunne ærkebiskop E., da grev Johan var blevet panteherre i Skåne, og tyskerne for voldeligt frem, juni 1332 med afsendinge fra skåningerne henvende sig til Magnus Smek, der netop opholdt sig i Kalmar, og bede om værn og befrielse fra tyrannerne. Magnus kom dem i møde, de aflagde troskabsed, og snart efter hyldedes Sveriges og Norges konge på Skåne landsting. Kong Magnus' brev af 19.6. der stadfæster Lund domkirkes privilegier og lover at holde ærkebispen skadesløs for hvad han må lide fordi han tjener kongen er den eneste akt der er overleveret fra denne vigtige episode. Grev Johan der ikke vovede en kamp afstod ved overenskomst med kong Magnus, ærkebispen og stormændene Skåne mod en pengesum nov.1332.

E. var som de fleste bisper i de tider meget velhavende. Han gav jord til domkirken og traf dispositioner for at gøre gudstjenesten rigere, og ved kirkens søndre side byggede han et kapel hvor han kom til at hvile. Sin familie havde han på forskellig vis knyttet til domkirken. Broderen Knud der førte våbenet: tre bjælker, var ærkedegn i Lund, en anden bror var kannik, en tredje, ridderen Jon Eriksen, var kirkens høvedsmand på Bornholm; han skænkede 1334 gods mod at kapitlet forpligtede sig til at afholde anniversarier for slægten. – E.s tilnavn "den Røde" kan ikke forfølges tilbage til middelalderen.