Carl Frederik Stanley

Carl Frederik Stanley, ca. 1738-9.3.1813, billedhugger. Født i Westminster i England, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Ass.). S. kom til Danmark som niårig, da faderen 1746–47 blev kaldt tilbage fra England, og fik sin første uddannelse i dennes atelier. Efter at kunstakademiet var blevet reorganiseret 1754, blev han en af dettes første elever og opnåede allerede 1758 den store guldmedalje for relieffet Noæ Offring og n.å. det deraf følgende rejsestipendium. Mens S. gik på akademiet havde han udført billedhuggerarbejdet på tårnet til Frederiks tyske kirke (nu Christianskirken). I foråret 1759 rejste han så i følge med J. Lund til Paris hvor de traf sammen med C. F. Harsdorff, og hvor S. blev elev af Coustou d.y. Fliden må ikke have trykket de tre stipendiater, thi da akademiet ikke modtog de prøver på deres kunst, som de var pligtige at hjemsende, standsede det 1761 udbetalingen af stipendierne. I Paris udførte S. et relief Eunuchens Daab som han sendte hjem. I efteråret 1762 kom S. til Rom hvor han blev til begyndelsen af 1766, og heller ikke fra dette ophold hører man om særlige resultater af hans studier. Derimod tog han, der ligesom faderen var meget musikalsk, undervisning i violinspil. De eneste arbejder fra Romtiden, som nævnes, er et tegnet projekt til et tænkt gravmæle i Pantheon og desuden en kopi i mindre målestok af den borghesiske fægter. På denne figur blev han efter sin hjemkomst agreeret ved akademiet og fik straks flere officielle arbejder overdraget, først og fremmest udførelsen af dronning Louises sarkofag til Roskilde domkirke. Allerede i nov. 1767 var der skrevet kontrakt om den mellem N.-H. Jardin og S., men den kgl. resolution udfærdigedes først 10.4. n.å. I og for sig hastede det jo heller ikke med arbejdet, da tegningerne til kapellet først blev approberet s.å., opførelsen først påbegyndtes 1773 og standsedes fem år efter, så det er intet under, at det kom til at gå langsomt med S.s arbejde der ikke var færdigt til opstilling før 1789. Sarkofagen er kunstnerens hovedværk og reneste klassicistiske arbejde; navnlig den ene kvindefigur, religionen, er smuk, inspireret af romerske kejserindestatuer. Samtidig beskæftigedes S. ved Jardins to større foretagender: indretningen af Christiansborg riddersal og Frederikskirken. Til Christiansborg udførte S. to store halvcirkelformede bronzerelieffer med allegoriske fremstillinger hentydende til Christian VII's tronbestigelse og formæling, henholdsvis 14.1. og 8.11.1766 (ødelagt 1794). Til Frederikskirken skulle S. ifølge kontrakt med Jardin (approberet 20.2.1768) levere kapitæler til nordportalen, og sikkert har han håbet på at større muligheder skulle vise sig der for ham; men allerede 1770 standsedes arbejdet på kirken. I 1770erne er S. ret virksom og udfører forskellige smukke gravmæler som krigsråd P. J. Neergaards i Ringsted kirke og storhandelsmanden Peter Applebyes i Christianskirken, begge omkring midten af tiåret. Desuden kendes fra disse år et par figurer og nogle buster. På salonen 1778 udstillede S. en figur Hymen (allerede udført før 1775) og sit receptionsstykke Kærlighed til Fædrelandet, XIII (Statens museum). Efter at være blevet naturaliseret blev han nemlig s.å. medlem af akademiet og n.å. udnævnt til professor. I sidste halvdel af 1770erne udførte S. gode buster af enkedronning Juliane Marie, 1776 (Fr.borg, udst. 1778) og af arveprins Frederik og hans gemalinde (udført før 1779); de udmærker sig ved deres eksakte karakteristik og ved en lykkelig forening af et indtrængende naturstudium og klassicistisk formfølelse. Til disse slutter sig den fortræffelige realistiske buste af Johs. Ewald, modelleret efter digterens død (betegnet 1784, men allerede udført 1782 eller tidligere).

Sidst i 1770'erne og i begyndelsen af 1780'erne begynder det at gå tilbage for S. 1782 sælger han sin smukke, af faderen byggede gård på Christianshavn, og n.å. klager han over mangel på arbejde og sine ulykkelige huslige forhold; først 1791 indgiver dog hustruen ansøgning om skilsmisse og flytter til Hørsholm. Af arbejder fra 80'erne kan nævnes forskellige haveskulpturer, udført for F. de Coninck til Dronninggårds have, således den store smukke støtte for handel og søfart, det store gravmæle i Sorø kirke over grev Otto Thott (1789) samt en allegorisk gruppe, Nordsøens og Østersøens Forening i anledning af Ejderkanalens udførelse (betalt 1790, Handels- og søfartsmuseet på Kronborg). De sidste 20 år af sit liv havde S. meget lidt arbejde, kun i ny og næ et beskedent gravminde. Anmodninger om lån, forskud og fribolig på Charlottenborg er idelig tilbagevendende i akademiets annaler; først efter Johannes Wiedewelts død 1802 lykkes det ham at få et par værelser på Charlottenborg. Men det var ikke alene i økonomisk henseende det gik tilbage; efterhånden forsumpede S. helt, gik omkring i en lurvet dragt og undså sig ikke for at tigge penge af bekendte han mødte. Folk af det sletteste selskab holdt til i hans bolig hos den kvinde der førte hus for ham, og i fællesskab udnyttede de den gamle kunstner; 1810 fik han afsked som professor med fuld løn i pension.