Carl Fredstrup, Carl Barner Fredstrup, 25.10.1868-8.5.1903, etnograf. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Frbg., begravet sst. F. blev student 1886 fra Mariboes skole og tog 1896 magisterkonferens i historie. Hans interesse for fortiden bragte ham tidligt i forbindelse med de kulturhistoriske museer og han blev assistent, først 1888-92 ved Rosenborg, derpå indtil 1899 ved Nationalmuseet. Da den danske forhistoriske samling og den etnografiske netop 1892 var blevet forenet under samme styre, kom han til at virke ved begge. Han deltog således i de arkæologiske undersøgelser ude i landet, men det var den etnografiske samling hvor han arbejdede under Kristian Bahnson som stærkest fangede hans interesse. Bahnson skrev i de år på sit hovedværk "Etnografien", og F. kom derved så grundigt ind i arbejdets plan at han var selvskreven til efter Bahnsons død at fuldføre det. Dets sidste fjerdedel, som skyldes F., slutter sig da også i anlæg og plan nøje til det foregående. Kun må det beklages at han for ikke at overskride værkets planlagte omfang følte sig tvunget til stærkt at sammentrænge stoffet. Afsnittet Europa er således kun at betragte som et skema. Efter sin læremesters død var han den eneste etnograf ved museet; han følte sig derved noget isoleret og forlod 1899 stillingen for at overgå som assistent til Det kgl. bibliotek hvor han virkede til sin død. Her havde han sikkert fundet sin rette plads. Bøger havde hans kærlighed; han holdt af at samle kundskab, særlig om det gamle og fjerne; i sine sidste år studerede han således arabisk. Men han følte liden trang til selv at skrive; ud over Etnografien findes fra hans hånd kun etnografiske artikler i Salmonsens Konversationsleksikon, 1. udg., og bidrag til Trap Danmark, 2. udg. Han var derimod altid rede til at hjælpe andre med råd og oplysninger. Han vil huskes som et stille hjemmemenneske der levede fjernt fra tidens rørelser, en tænkende natur som kunne give sin tanker et rammende, ofte paradoksalt udtryk. Han rummede værdier som hans stærkt udprægede skepsis holdt tilbage, og hvis udnyttelse hans tidlige død satte den endelige grænse for.

Familie

Forældre: danser, regissør ved Det kgl. teater Thor Bjarke Axel F. (1830-94) og Josephine Amalie Worre (1840-1917). Ugift.

Bibliografi

Bogen om studenterne fra 1886, 1911. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, 1910 (2. rev. udg. 1932).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig