Carl Græbe, Carl Emanuel Græbe, 29.9.1851-10.10.1930, bogtrykker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Ass.). G. stod i lære i Bianco Lunos bogtrykkeri i Kbh. og fortsatte derefter sin uddannelse i Paris. Efter sin tilbagekomst til Danmark var han fra 1878 ansat som faktor i O. C. Olsen & Co.s bogtrykkeri i Kbh. indtil han 1884 overtog ledelsen af familiens gamle firma. Dette var grundlagt allerede 1809 i hvilket år dets første indehaver Christopher G. (1773-1845) fik bevilling til at drive bogtrykkeri i Kbh. hvor han overtog en ældre forretning. 1840 overlod han sin søn, G.s far, ledelsen af trykkeriet der 1882 overgik til dennes ældste søn Jacob G. (1844-86). G. overtog driften allerede 1884 med Jacob G.s enke som medejer til 1911. Jacob G. havde bragt forretningen, i forbindelse med flere af Kbh.s store forlag, og denne forbindelse der bidrog stærkt til at fæstne trykkeriets position styrkedes yderligere efter at broderen havde overtaget ledelsen. Gennem en lang årrække blev således hovedparten af Gyldendalske Forlags bøger trykt hos G., deriblandt de fleste af George Brandes' og Henrik Ibsens værker og C. F. Brickas Dansk biografisk Lexikon (1887-1905). Det var den håndsatte bog der havde G.s interesse, mens han aldrig forsonede sig med den moderne maskinteknik. Da han var død blev trykkeriet købt af firmaet Egmont H. Petersen der nogle år drev det under dets gamle navn. – I sit fags organisationsliv spillede G. en betydelig rolle. 1909-16 var han formand for Kbh.s bogtrykkerforening, og 1919-27 for fagskolen for boghåndværk, desuden var han gentagne gange medlem af tarifkommissioner og voldgiftsretter. Til minde om hans virksomhed i fagets tjeneste har Kbh.s bogtrykkerforening stiftet et legat der bærer hans navn og hvis indtægter kommer fagskolens elever til gode.

Familie

Forældre: bogtrykker Johan Christian Frederik G. (1804-83) og Frederikke Amalie Johanne Andersen (1814-95). Gift 10.8.1924 i Hjørring med Dagmar Vibeke Olsen, født 7.10.1893 i Viborg, død 4.6.1935 i Kbh. (Holmens), (gift 2. gang 1934 med fabrikant, kaptajn i reserven Henry Viggo Gottlieb Severin Klien, 1874-1944, gift 1. gang 1899 med Agnes Margrethe Emilie Jacobsen, født 1875, gift 2. gang med Ella Margrethe Høygaard Kjølbye, 1891-1928), d. af adjunkt, senere rektor i Viborg Johannes Emil O. (1855-1930) og Else Marie Frederiksen (1867-1934).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Danm.s bogtrykkerforen.s medd. V, 1910-11 35f. Bogtrykkerbladet XIII, 1917-18 175f. De grafiske fag XXVI, 1930 222f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig