Carl Helsted

Carl Helsted, Carl Adolph Helsted, 4.1.1818-7.6.1904, komponist, sangpædagog. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Holmens). H. voksede op i et beskedent, børnerigt musikerhjem og lærte tidlig at spille fløjte af en onkel Joseph Frøhlich, bror til komponisten J. F. Frøhlich, blev senere elev af den fremragende fløjtist i Det kgl. kapel Niels Petersen og nævnes som dennes "langt bedste Elev". Han optrådte allerede 1834 på koncerter og ansattes 1837 som fløjtist i Det kgl. kapel hvor han i en indberetning af Frøhlich betegnedes som en af de bedste og dygtigste instrumentalister. Da han omkring 1870 opgav fløjtespillet udnævntes han til koncertmester i hvilken egenskab han i de følgende år dirigerede sangspil og lignende mindre musikforestillinger. 1871 overtog han tillige posten som syngemester efter H. Rungs død. 1884 tog han sin afsked efter 48 års tjeneste i kapellet. H. besad en betydelig musikalsk begavelse, havde fået nogen teoretisk vejledning hos sin ældre bror Edv. H., havde desuden en lille, men smuk tenorstemme og havde gjort sig bemærket som sanger i kredsen omkring Niels W. Gade. Han synes at være en af de første der herhjemme vakte interesse for Schüberts Lieder. Allerede 1840 opnåede han offentlig understøttelse til en studierejse efter at han samme år sammen med Gade, C. J. Hansen o.fl. havde deltaget i Musikforeningens konkurrence om en koncertouverture og opnået hæderlig omtale. Rejsen førte ham først til Leipzig hvor han bl.a. vandt Robert Schumanns venskab og i dennes breve omtales rosende som sangkomponist, derefter til Prag og Wien. På rejsen komponerede han bl.a. Idyllisk Symfoni (udg. 1844), en pianokvartet (udg. 1864), Liden Kirsten for sopran, kor og orkester (udg. 1853) samt en del sange. Meget forblev dog utrykt. Efterhånden opgav han imidlertid den kompositoriske virksomhed til fordel for den pædagogiske. Han tog til Paris for at synge med den berømte Manuel Garcia d.y., som med stor velvilje tog sig af ham og snart opdagede at den unge danske tenor havde større teoretiske kundskaber end han selv, hvorfor han benyttede ham ved udarbejdelsen af sine sangpædagogiske værker, mens H. på sin side nød godt af Garcias store praktiske sangererfaring særlig på operaens område og tilegnede sig hans dengang moderne sangmetode. Hjemkommen (1843) efter et yderligere studieophold i Italien udfoldede H. en stor og navnlig for Det kgl. teaters opera betydningsfuld virksomhed som sanglærer; til dels i kappestrid med H. Rung blev han Kbh.s mest søgte lærer. Blandt hans talrige elever kan nævnes operakunstnerne Josephine Zinck, Anna Levinsohn og Augusta Lütken, Julius Steenberg, Fr. Brun og den en kort tid alle overskyggende Jens Nyrop; for koncertsalen: Nina Grieg, V. Bielefeldt, Leopold Rosenfeld o.fl. Med sine bedste elever kunne H. yde Gade, til hvem han bevarede venskabsforholdet hele livet igennem, pålidelige kræfter til Musikforeningens koncerter, og ved den bemærkelsesværdige første danske opførelse af Bachs Matthæuspassion overlod Gade ham ledelsen af den ene soli- og korgruppe (i slotskirken 1875). – H. havde udefra bragt nyt liv og friske impulser til dansk vokalkunst for hvilken han således fik ikke ringe betydning; siden hen savnede han lyst og anlæg til fornyelse af sin undervisning og blev udsat for kritik og konkurrence, men hans sunde og oprindelige musikalitet og lange erfaring havde dog stadig værdi for hans mange elever. 1867 oprettedes Kbh.s musikkonservatorium, og her var han indtil 1902 lærer i sang og (efter Gade) 1891–1901 medlem af bestyrelsen, en gerning han samvittighedsfuldt bestred, idet han åndsfrisk og interesseret endnu i høj alder virkede ved konservatoriet. -Tit. professor 1884.