Carl Henrik Langebæk, 24.3.1891-29.1.1971, tandlæge. Født i Nysted, død i Gentofte, begravet Kallehave kgd. Kgl. bevilling 11.7.1906 til at udelade Nielsen. L. tog præliminæreksamen fra Slagelse realskole 1908, tandlægeeksamen 1912, havde derefter assistenttjeneste i Schweiz og Danmark. Allerede to år efter eksamen blev L. assistent på tandfyldningsafdelingen på Tandlægeskolen 1914–20, I. assistent fra 1917, og kom tilbage som censor 1924–33. Han havde praksis i Kbh. 1915–62. L. kom også tidligt ind i foreningslivet hvor han var formand for Københavns tandlægeforening 1920–21 og 1938–47 og førte roligt foreningen gennem den vanskelige tid under krigen. L. var også aktiv ved oprettelsen af tandlægevagten 1936 som resultat af arbejdet i udvalg som han var formand for. Det var i virkeligheden en socialodontologisk indsats som fremsynede tandlæger under L.s ledelse begyndte så tidligt som 1935. Dansk tandlægeforenings alderdomsfond var dog måske L.s største interesse. I en meget lang årrække, 1920–59, var L. medlem af fondets bestyrelse og fra 1945–59 formand, æresmedlem 1960. I de mange år L. var formand for alderdomsfonden var han fonden og ydede på dette felt en usædvanlig stor og uselvisk indsats for ældre kolleger. L. var medredaktør af Tandlægebladet 1920–21 og eneredaktør 1922. Kollegernes tillid afspejledes bl.a. i, at L. var formand for Dansk tandlægeforenings voldgiftsret 1951–57. L. har skrevet artikler i Tandlægebladet og udgivet Slægten fra Langebæk Præstegaard, 1919–21 og Dansk tandlægeforenings alderdomsfond 1903–53, 1953.

Familie

Forældre: provst, kultusminister M. C. B. Nielsen (1847–1930) og Ane C. E. Teisen (1854–1937). Gift 17.7.1917 med Julie Alfrida Aaris, født 11.10.1896 i Assens, død 8.1.1982 i Nærum, d. af læge Julius Alfred Aa. (1867–96) og Juliane Johanne Maaløe (1869–1932).

Udnævnelser

R. 1948.

Bibliografi

C. H. L. i Præstegårdsliv, red. Ernst Fr. Hansen II, 1950 174–99. J. j. Holst og R. Schroll i Tandlægebl. LXXV, 1971 247–49.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig