Carl Holsøe, Carl Vilhelm Holsøe, 12.3.1863-7.11.1935, maler. Født i Århus (Vor Frue), død i Asserbo, begravet i Vinderød. H. blev fra Teknisk skole dimitteret til kunstakademiet som han besøgte 1882–84 hvorefter han gik over til Krøyers malerskole. 1886 debuterede han på Charlottenborgs decemberudstilling med et Interiør der "havde næsten Karakteren af et Manifest" (Karl Madsen). Luften var i dette billede malet som det altomsluttende, i hvilken genstandene bevægede sig "som Fiskene i Havet", farverne var samstemte i fine harmonier, og der var omhyggeligt gjort rede for lysets brydninger i luftlagene. Den maleriske opfattelse H. proklamerede med dette billede holdt han fast ved gennem sin mangeårige produktion. Han har malet mange smukke landskaber gengivet gennem hans særlige maleriske tone, men størstedelen af hans produktion er interiører fra gamle stuer med mahognimøbler og undertiden med en enkelt figur som staffage. – Det fik den største betydning for H. at han på Krøyers skole mødte Vilhelm Hammershøi og straks sluttede venskab med ham. Hvem af de to der først slog ind på interiørmaleriet vides ikke, men det er mest sandsynligt at en gensidig påvirkning har fundet sted. Senere, da Hammershøi blev en berømt maler, kom H. til at stå i skygge af sin ven. Han havde ikke dennes koloristiske finhed, men den kultiverede og gennemarbejdede form var hans styrke. I modsætning til Hammershøi der arbejdede som symbolist og trængte ind i tingenes inderste væsen og stemning var H. en mere nøgtern og prosaisk fortæller, og hans billeder, som med rette er blevet sammenlignede med de gamle hollænderes, viser en rent umiddelbar glæde over tingenes skønhed. En af grundene til at han blev så forholdsvis lidt kendt var at han levede en meget tilbagetrukket tilværelse, en tid i et lille hus ved Jonstrup vang og til sidst i en gammel gård i Asserbo. – H. modtog gennem årene en række akademistipendier og var bl.a. i Italien (1897). Han fik årsmedaljen 1. gang 1901 for Interiør, 2. gang 1908 for Aften og blev dermed medlem af akademiets plenarforsamling, og 1891 fik han en guldmedalje fra München. H. udstillede på Charlottenborgs forårsudstilling mellem 1888–1910 og 1922–33; 1909 og 1914 var han repræsenteret på Kunstnernes efterårsudstilling og deltog desuden i Foreningen for national kunsts udstillinger, særlig fyldigt 1927. Han er repræsenteret på kunstmuseet med tre interiører (det tidligste 1889), på flere provinsmuseer, foruden i Stockholm og Göteborg. 1902–05 og 1909–11 var H. medlem af Kunstforeningens bestyrelse. – En yngre bror Niels Holsøe, født 21.12.1865, død 5.12.1928, blev student 1883 og uddannede sig derpå til maler, først en kort tid på kunstakademiet, dernæst på Kunstnernes frie studieskoler. 1891 begyndte han imidlertid at studere statsvidenskab, tog eksamen 1894 og fik samme år ansættelse i overformynderiet hvor han 1920 blev kontorchef. Han fortsatte dog med at male og udstille, og hans motiver er stærkt beslægtet med broderens. Mindeudstilling 1929, Foreningen for national kunst. –

Familie

Forældre: arkitekt N. P. C. H. (1826–95) og Emilie C. Klentz (1833–1905). Gift 1. gang 1.6.1894 i Branderslev med Emilie Heise, født 9.8.1868 i Roholte, død 2.3.1930 i Kbh., d. af sognepræst, sidst i Slaglille Frederik Julius H. (1820–78, gift 1. gang 1851 med Regine Ingeborg Holsøe, 1823–55, gift 2. gang 1857 med Caroline Holsøe, 1824–58) og Bertha Mathilde Østrup (1836–72). Gift 2. gang 21.10.1935 i Asserbo med Ingeborg Margrethe Knudsen, født 5.1.1900 i Måløv sg., d. af husmand Carl Peter K. (1869–1949) og Karen Marie Hansen (1868–1931).

Ikonografi

Afbildet på gruppe malet af V. Hammershøi, 1902 (Thielska galleriet, Sth.), til dette flere forarbejder 1901. Tegn. af Alfred Schmidt, 1902 (Fr.borg). Mal. af Viggo Madsen udst. 1910 og 1911. Tegn. af Kai Nielsen, 1916 (St.mus.). Statuette af Jean Gauguin udst. 1917. Buste af samme ca. 1918 (St.mus.). Radering af Henrik Lund. Afbildet på tegn. af Rasmus Christiansen (Fr.borg).

Bibliografi

Karl Madsen i Nord.t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1888 104f. Samme i Tilskueren, 1889 414. Sig. Schultz i Dagens nyheder 8.11.1935.-Breve i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig