Carl Iversen, Carl Langballe Iversen, 5.3.1899-26.5.1978, nationaløkonom. Født i Randers, død på Fr.borg amtssygehus, Hillerød, begravet Hellerup kgd. I. blev student fra Randers 1917 og studerede herefter statsvidenskab i Kbh. Efter at han havde taget 1. del skaffede professor Axel Nielsen for at sikre ham det økonomiske grundlag for fortsatte studier ind ved dagbladet Børsen. Her skrev han navnlig om økonomi, men har også anmeldt teaterforestillinger og Tivolis åbning. Han var fortsat medarbejder ved Børsen efter at han var blevet cand.polit. 1923 (indtil 1930). Han virkede desuden efter sin eksamen, den største som var taget i statsvidenskab, som manuduktør. Ikke blot hans ry for dygtighed, men også det at han var en vittig og venlig mand der forstod at lære fra sig, skaffede ham en betydelig søgning. Han fortsatte samtidig sine studier og fik 1925 universitetets guldmedalje for en afhandling om begreberne produktionsperiode, kapitalens investeringstid og dens tekniske form. Den meget anerkendende vurdering af afhandlingen fremhævede bl.a. I.s sjældne evne til at fremstille det centrale i problemerne. 1925–26 var I. på studierejse i USA hvor han blev MA ved Harvard universitetet. 1927 blev han assistent ved Kbh.s universitets statistisk økonomiske laboratorium. S.å. udsendte han Nationaløkonomien i Grundtræk, en oversættelse og bearbejdelse af den amerikanske professor R. T. Elys udbredte begynderbog i nationaløkonomi der herefter blev anvendt her i landet i nogle år ved de højere læreanstalter.

1930 var I. på studierejse i England og konkurrerede med Jørgen Pedersen (1890–1973) og F. Zeuthen om et professorat i nationaløkonomi der siden 1924 havde været besat med svenskeren Bertil Ohlin. Uanset at I. ved den mundtlige del af konkurrencen klarede sig bedst blev Zeuthen der var dr.polit. den foretrukne. Både I. og Jørgen Pedersen blev dog anset for kompetente, og I. blev året efter ansat som lektor ved universitetet. Da L. V. Birck døde 1933, blev hans professorat omdannet til et docentur der blev søgt af I. og Jørgen Pedersen. Valget faldt på den sidste der 1930 var blevet dr. 1935 blev I. dr.polit. på en afhandling om internationale kapitalbevægelser: Aspects of the theory of international capital movements, Oxford. Værket var på mere end 500 sider og gav en dybtgående analyse af de synspunkter der under nationaløkonomiens udvikling havde været fremført om kapitalbevægelserne mellem landene. Som opponent efterlyste professor Axel Nielsen I.s selvstændige synspunkter. Afhandlingen betød således ikke en ny udvikling af teorien, men blev internationalt anerkendt som et standardværk om emnet og udkom i 2. udg. S.å. blev 1. docent ved universitetet og valgt til formand for Socialøkonomisk samfund der var en diskussionsforening for studenter og unge kandidater. 1936 blev han medlem af konsistorium og 1939 professor. 1942 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. Fra 1934 havde han samtidig været lærer ved handelshøjskolen i Kbh. og virkede her 1936–48 som docent og leder af undervisningen i nationaløkonomi. Både på universitetet og handelshøjskolen arbejdede han navnlig med nationaløkonomiens hovedproblemer og informerede med usædvanlig klarhed studenterne i fagets grundtræk, og de respekterede ham fordi de fik et godt udbytte af hans timer, selv om han undertiden kunne være en utålmodig eksaminator. For viderekomne studenter underviste han særlig i udenrigshandel og inspirerede flere begavede studenter til at drive forskning og gjorde en indsats for at skaffe dem muligheder for studierejser. 1951 efterfulgte 1. professor Axel Nielsen som formand for revisorkommissionen der forestod uddannelsen af statsaut. revisorer.

Alene I.s omfattende undervisningsopgaver forklarer at der ikke efter disputatsen foreligger noget større videnskabeligt arbejde fra hans hånd. Han har dog skrevet en række artikler i National-økon. Tidsskr., udenlandske fagskrifter og bidrag til samleværker samt oplysende småskrifter. Han skrev også fortsat om aktuelle økonomiske problemer i dagspressen, bl.a. en årrække i 1950erne årsoversigter i Børsen over Danmarks økonomi. Til hans litterære indsats hører også en mangeårig virksomhed (1936–47) som redaktør af National-økon. Tidsskr. Han var samtidig Nationaløkon. forenings sekretær. Under krigen fik han derudover en særlig opgave, idet han blev medlem af finansministeriets udvalg af 30. jan. 1943 (professorudvalget) der 1945 udsendte betænkning 1 og II om Danmarks økonomiske efterkrigsproblemer. Han lagde her et særligt arbejde i fremstillingen af planerne for den internationale valutapolitik der behandles i et omfattende bilag til betænkning I. Efter krigen fik han tillige internationale opgaver. Han var 1950 medlem af FNs rådgivende økonomiske mission til Chile hvor man forgæves, bl.a. på grund af Koreakrigen, forsøgte at bremse inflationen. 1953 var han i Irak som rådgiver for regering og nationalbank. Året efter udsendte han med bistand af to yngre økonomer (Poul Winding og Poul Nørregaard Rasmussen) Report on monetary policy in Iraq. 1956 var I. rådgiver for Ceylons centralbank. Han rejste også som gæsteforelæser 1952 ved universitetet i Seattle, Washington og 1954 ved John Hopkins universitet, Baltimore. 1958 blev I. uden modkandidat valgt til rektor for Kbh.s universitet og siden genvalgt, så han først gik af 1966. Med smidighed løste han i den lange periode hvor studentertallet var stærkt voksende (5700 i 1958, 18 500 i 1966) den vanskelige opgave som universitetets øverste administrative leder. Han var samtidig 1958–61 formand for bestyrelsen for statens almindelige videnskabsfond, 1959–71 formand for socialforskningsinstituttets forskningsråd og 1960–67 medlem af teknisk videnskabeligt forskningsråd. I sin rektortid holdt han gæsteforelæsninger ved universitetet i Ghana 1961 og universitetet i Cairo 1963. Uanset de mange opgaver der påhvilede ham som rektor formåede regeringen 1962, da det økonomiske råd blev oprettet, ham til at være første formand for rådets repræsentantskab og formandskab. Selv om han fik betydelig støtte fra to yngre professorer i formandskabet (fra starten Søren Gammelgård og Erik Hoffmeyer) og et særlig kvalificeret sekretariat krævede gennemgang af rådets beretninger og mødeledelse en betydelig arbejdsindsats. Ved tiltrædelse af opgaven som formand for rådet, hvor repræsentanter for arbejdsmarkedets parter var vigtige medlemmer, nedlagde I. sit hverv som medlem af bestyrelsen for A/S Burmeister & Wain som han havde haft siden 1946. Dette gav anledning til at der i pressen blev rejst spørgsmål, om ledelsen af det økonomiske råd kunne forenes med rektorstillingen. Denne kritik fik ingen betydning, og I.s ledelse af den nye institution har utvivlsomt bidraget til at den er blevet respekteret som saglig og uafhængig. I. var formand for det økonomiske råd til 1969. I den samme periode (1962–69) var han næstformand i styrelsen for teknisk samarbejde med udviklingslandene og 1964–69 medlem af nordisk kulturkommission.

Få måneder efter at I. gik af som rektor tog han sin afsked som professor (1967). Herefter påtog han sig igen internationale opgaver. 1968 deltog han i UNESCOs rådgivende mission til Vestindiens universitet. 1970 var han økonomisk rådgiver for Ugandas regering. 1973 var han medlem af en komité der skulle bedømme danske, engelske og irske ansøgere til EF. I. var hele sit liv et usædvanlig arbejdsomt menneske og hans ekspertise blev gennem årene også anvendt af en række virksomheder. 1939–51 var han medlem af tilsynsrådet for Sparekassen for Kbh. og Omegn, 1950–51 som formand. 1951–71 var han næstformand i repræsentantskabet for Danmarks nationalbank. 1964 afslog han tilbud om at blive direktør for nationalbanken. 1946–71 var han medlem af tilsynsrådet for Grundejernes Hypotekforening. Fra 1945 var han medlem af bestyrelsen for Nordisk Genforsikringsselskab, 1963–72 medlem af bestyrelsen for Danske Lloyd og fra 1957 medlem af repræsentantskabet for A/S Det danske Luftfartsselskab. Da I. fyldte 70 år fik han et festskrift hvori kolleger og gamle elever havde skrevet afhandlinger om aktuelle økonomiske problemer. Ved overrækkelsen blev han karakteriseret som en af vor tids helt store pædagogiske talenter, og i forordet til skriftet siges der at han som videnskabsmand og pædagog har været med til at præge en generation af økonomer og ved sit eksempel har opfordret til anvendelse af den teoretiske analyse ved løsning af aktuelle økonomiske problemer. 1960 blev I. æresdoktor ved Stockholms universitet, 1967 æresmedlem i Danmark-Amerikafondet, 1973 æresmedlem i Nationaløkon. forening.

Familie

Forældre: kusk Niels I. (1872–1957) og Mariane Larsen (1862–1942). Gift 1. gang 17.10.1935 i Kbh. (Frue) med cand.polit. Dorrit Rée,født 24.8.1898 på Frbg., død 25.6.1949 i Kbh., d. af vekselerer Ivar Muller R. (1867–1948) og Dagmar Amalie Ingeborg Albeck (1874–1956). Gift 2. gang 4.7.1961 i Stenløse med Estrid Wiene, født 16.5.1918 på Frbg., døbt i Kbh. (Jacobs), d. af boghandler Søren Peter W. (1882–1966, gift 2. gang 1923 med Mary Petrea Christensen, født 1892) og Gerda Petersen (1878–1922).

Udnævnelser

R. 1949. R.1 1954. K. 1959. KJ 1966.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen 1959 (Fr.borg) og 1965. Mal. af Karl Larsen, 1969 (Kbh.s univ.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1935 142f, Interviews i Politiken 1.3.1959 og i Berl. tid. s.d. -Politiken 5.3.1949. Berl. tid. 28.8.1965. Erik Hoffmeyer sst. 2.6.1978. Børsen 21.11.1966 og 3.3.1969. Erik Hoffmeyer i Nationaløkon. t., 1979 1–8 (m. bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig