Carl P. Jensen

Carl P. Jensen, Carl Peter Jensen, 3.1.1906-28.8.1987, minister. Født i Kbh. (Sundby). Efter i 1924 at være blevet uddannet som blikkenslagersvend i København arbejdede J. i en årrække på den store gasmålerfabrik i Stubbekøbing og kom tidligt ind i organisatorisk og folkeoplysende arbejde. Som 19-årig blev han tillidsmand på virksomheden og kort efter lokal fagforeningsmand og kom ind i blikkenslagernes hovedbestyrelse. På samme tid startede J. AOF i Stubbekøbing og valgtes til formand i DSU, senere også i partiforeningen. 1931 flyttede J. til København og var derefter 1936–43 sekretær i Blikkenslagerforbundet og 1943–60 sekretær i De samvirkende fagforbund (LO).

J. kom i folketinget 1953 (vestre storkreds) og var 1960–64 boligminister, 1964–68 grønlands-minister. Før ministertiden var J. medlem af en række udvalg og kommissioner vedrørende arbejdsmarkedsforhold og i bestyrelserne for AOF og arbejderhøjskolerne. I ministeriet – J. startede i regeringen Kampmann I og fortsatte derefter i Krags ministerier – blev J. opfattet som en af LO-garanterne, men alt tyder på at J. som politiker mere følte sig som partimanden. Allerede i 1956 da andre fagforeningsledere stemte imod H. C. Hansens indgreb i overenskomsterne undlod J. at stemme. Som minister var han i høj grad dagligdagens administrator uden større initiativer og uden megen offentlig fremtræden. Posten som grønlandsminister engagerede J. mere end boligministeriet. Allerede i 1950erne havde han i LO været den mand der passede Færøerne og Grønland. I ministertiden gik han ind i det begyndende reformarbejde, men fulgte her de retningslinier de forskellige udvalg og kommissioner havde udstukket; kun forcerede han i højere grad boligbyggeriet. Ved valget i 1971 opnåede J. ikke genvalg og trådte dermed ud af politik.

Familie

Forældre: murersvend Sofus J. (1882–1950) og Valborg Øberg (1884–1978). Gift 7.12.1929 i Stubbekøbing (b.v.) med Ellen Marie Hansen, født 19.11.1907 i Stubbekøbing, d. af fyrbøder Hans Christian H. (1882–1941) og Emma Nielsen (1884–1921).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Demokraten 28.12.1965. – Politiken 2.1.1976. Berl. tid. s. d.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig