Carl Rasch, Carl Emanuel Flemming Rasch, 7.2.1861-6.7.1938, læge. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., urne på Ass. kgd. R. blev student 1879 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og tog medicinsk embedseksamen 1885. Efter turnustjenesten søgte han uddannelse i dermato-venerologi hos A. Haslund, og allerede 1889 vandt han doktorgraden på en afhandling, Læren om de syphilitiske Arthropathier, hvorefter han med offentlig understøttelse foretog en studierejse på halvandet år til Wien, Prag, Paris og London. Særlig Ernest Besnier (1831-1909) i Paris blev bestemmende for hans udvikling ved sin forening af praktisk klinisk sans med sund kritik og klar, overlegen kundskab. 1893-97 fungerede han som reservelæge hos A. Haslund efter en tids arbejde med patologisk anatomi. 1902 oprettedes en dermato-venerologisk poliklinik på Frederiks hospital hvor R. blev chef og begyndte undervisning i sit speciale. 1906 ansattes han som overlæge ved kommunehospitalets IV. afdeling og blev samtidig docent ved universitetet. 1911 blev han overlæge ved Rigshospitalets nyoprettede afdeling for hud- og kønssygdomme og organiserede denne mønsterværdigt med laboratorier og samlinger. Han kæmpede ivrigt og med held for fuld anerkendelse for specialfagene og blev 1915 medlem af fakultetet og n.å. professor efter forinden at have fået undervisningen i dermato-venerologi gjort obligatorisk, og inden hans afgang 1931 som professor blev specialet ophøjet til eksamensfag. – R. var meget produktiv som forfatter inden for sit speciale, og hans talrige afhandlinger og kasuistiske meddelelser omfattede samtlige dets gebeter, men holdt sig mest til de kliniske forhold idet han overlod laboratorieundersøgelser og eksperimenter til sine elever. Han var en meget fordomsfri ekletiker, og hans klare overblik, støttet på flittig læsning og en kraftig hukommelse samt sober kritik prægede hans litterære arbejder der hyppigst lå i têten af fagets hastige udvikling. Hudens Sygdomme og deres Behandling, 1905 (3. udg. 1927) blev hans største værk. I sine ældre år følte han sig med rette som den mest overlegne herhjemme i sit fag således at han ikke behøvede at brillere for at komme til sin ret, men kunne nøjes med en ydre rolig ogværdig tilbageholdenhed. Som lærer var han meget inciterende som det ses af den lange række elevarbejder der udgik fra hans klinik. Som læge var han omhyggelig i undersøgelserne, en fortrinlig iagttager og diagnostiker og forsigtig, men konsekvent i terapien. Han blev æresmedlem af mange udenlandske videnskabelige selskaber; stiftede 1909 Nordisk dermatologisk forening og var i mange år generalsekretær for den og blev den selvskrevne præsident for den internationale dermatologiske verdenskongres i Kbh. 1930. Sit liv førte han i stille tilbagetrukkenhed og omgav sig med blomster og kunstgenstande. Den største del af sin formue efterlod han til universitetet, særlig dets medicinsk-historiske museum, sine bøger til biblioteket på hospitalsafdelingen. En række mindre apoplektiske anfald svækkede ham allerede i de sidste år af professortiden og medførte til sidst døden.

Familie

Forældre: bogbinder Carl Julius Ferdinand R. (1825-1906) og Fiemine Cecilie Lange (1841-1917). Ugift.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1930. K2. 1932.

Ikonografi

Tegn. af Alfred Schmidt, 1910. Reliefplakette af G. Jensen, 1922. Mal. af Jul. Paulsen, 1931 (Rigshosp.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1890 50f. – H. Haxthausen i Ugeskr. for læger C, 1938 801f. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. s.å. 174-78. A. Kissmeyer i Hospitalstid. LXXXI, s.å. 681-84. G. Asboe-Hansen i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj VII, 1979 446-48. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig