Carl Skovgaard-Petersen, Carl Axel Skovgaard-Petersen, 6.10.1866-29.9.1955, præst, forfatter. Født i Kbh. (Frue), død på Skt. Lukasstift., Hellerup, begravet Hørsholm kgd. S.-P. blev student fra Gammelholms latin- og realskole 1884 og fik 1889 accessit for en afhandling om Immanuel Kants lære om det radikale onde og den kristne arvesyndstanke. Under studiet ramtes han af et nervesammenbrud hvis virkninger strakte sig over flere år. Han blev cand.teol. 1890 og uordineret medhjælper i Stouby, men for at genvinde helbredet foretog han en lang sørejse (Middelhavet og Sortehavet) og opholdt sig en del af 1892 i Cornwall. Sygdommen og den dermed sammenhængende åndelige krise var overvundet, og 1893 blev han sognepræst i Alslev-Hostrup og 1901 i Mårum. 1910 opstod der – især inspireret af Henry Ussing – planer om en dansk bibelskole som skulle modvirke den liberale teologi og bibelkritikken. S.-P. blev opfordret til at være forstander og fik tilbudt penge til forinden at rejse til Kina og Indien for ved selvsyn at lære de nye kirker at kende; rejsen fik afgørende betydning for S.-P.s undervisning ved bibelskolen og for hans store forfatterskab. 1912–29 udførte S.-P. den væsentligste del af sit livsværk ved gennem stærkt besøgte bibelforedrag over hele landet at vække folks lyst til bibellæsning samtidig med at han i sine skrifter ydede hjælp til forståelse af bibelen. Også da han (1929–36) var domprovst i Roskilde og i sin lange emeritustid vedblev han at virke ved bibelskolen. Trods en permanent migræne (og deraf følgende stor irritabilitet) var han i besiddelse af uhyre arbejdskraft. Han var fra 1919 medlem af kommissionen til oversættelse af først Det gamle, siden Det nye testamente (formand fra 1938), og ydede her en betydelig filologisk indsats; af bibelselskabets bestyrelse var han medlem fra 1916 og formand 1936–49, formand for kolonien Filadelfia 1922–36, for Dansk sømandsmission i fremmede havne 1930–38, for valdensermissionen fra 1929, for missionskurstedet Nyborg strand 1916–40 – sammen med Ussing ledede han her "Nyborg-møderne" som gennem flere årtier havde stor kirkelig betydning. Endelig var han medlem af Pro fide et christianisme af bestyrelsen for Dansk kirke i udlandet, kirkelig medarbejder ved Berlingske Tidende (1923–34) og ved skoleradioen (1931–43).

S.-P.s mange skrifter fik stor udbredelse, også uden for Danmark; en enkelt bog er oversat til kinesisk. Hovedværket er Evighedsordet i Tidernes Gang, fællestitel for tre store bind: Hvorledes blev Nye Testamente til, 1928, Biblen gennem tusind Aar, 1930, Biblen paa de tusind Sprog, 1935. Især i bind II er der samlet et værdifuldt materiale til bibelens historie gennem tiderne. En frugt af de mange rejser er Rejsebreve fra Ægypten og Det hellige Land, 1922, Fra Nutidens Japan, 1911 og Landet, hvor Kilderne sprang I-II, 1923–24. Også de mere opbyggelige skrifter blev meget læst, og flere kom i mange oplag; det gælder fx den siden stærkt kritiserede Troens Betydning for den, der vil frem i Verden, 1899, i senere udgaver kaldet Vil du frem? og typisk for den kristelige udviklingsoptimisme omkring århundredskiftet. Mange af bøgerne har bibelske temaer: Johannes-Evangeliet, 1931, Jesu Lignelser, 1922, Jesu Bjergprædiken, 1936. 1904–15 kom under fællestitlen Korte Ord om store Ting 24 småskrifter. 1913–16 kom fire bind med psykologiske karakteristikker af bibelske personer (Menneskeskikkelser. Bibelske Karakterer). Skønt S.-P. så det som sin opgave at bekæmpe den liberale teologi var disse "biografier" helt i liberalteologiens personlighedsdyrkende stil, og med rette sagde kritikken at værket burde have heddet "Bibelske Fantasier". 1921 udgav han Erfaringer fra Prækestolen, 1937 kom en postule Kirketimer fra Roskilde Domkirke. Som emeritus redigerede han sammen med N. H. Søe bibelselskabets kommentarværker, skrev selv om Amos og Habakuk, udgav 1941 en bog om Johannes åbenbaring (Biblens Krone) og mange andre opbyggelige småskrifter, nu ofte med eskatologisk præg. Den store selvbiografi (I Vaarbruddets Tegn, 1938, Min Arbejdsdag i Kirkens Tjeneste, 1939, 3. udg. 1943) er skrevet med selvoptaget åbenhjertighed, men i høj grad egnet til at belyse den religiøse personlighedskults klassiske tidsrum og væsentlige træk i dansk kirkehistorie i århundredets første årtier.

Familie

Forældre: grosserer Martin Peter Vilhelm Petersen (1835–97) og Caroline Jørgine Skovgaard (1840–1907). Navneforandring 13.1.1894. Gift 1. gang 24.6.1894 i Kbh. (Johs.) med Marie Magdalene Frimodt, født 2.12.1863 i Kbh. (Johs.), død 6.1.1911 i Mårum, d. af sognepræst Rudolph F. (1828–79) og Sophie M. Clausen (1832–1908). Gift 2. gang 14.12.1912 i Esbønderup med Inga Hjorth-Petersen, født 7.11.1888 i Holbæk, død 3.6.1971 på Frbg., d. af godsforvalter Frederik Ludvig Petersen (1863–1930) og Dagmar Harriet Stephana Hjorth (1862–1934); navneforandring 24.11.1911.

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1931. K.2 1936. K.1 1946.

Ikonografi

Mal. af Ellen Hofman Bang, 1925. Foto.

Bibliografi

C. S.-P.: I vårbruddets tegn, 1938 og Min arbejdsdag i kirkens tjeneste, 1939 (samlet udg. 1949). – Studenterne fra 1884, 1910 92f. Johs. Malmstrøm i Dansk kirkeliv, 1955 114–17. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig