Carl Thrane

Carl Thrane, Wildenrath Christian Carl Boeck Thrane, 2.9.1837-19.6.1916, musikhistoriker. Født i Fredericia, død på Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). T.s musikalske interesser gik tilbage til hans tidligste barndom. Fire år gammel begyndte han at spille klaver, regelmæssig klaverundervisning fik han 1848–56 hos J. C. Gebauer og 1856–61 hos Edv. Helsted. 1857 blev han student fra Metropolitanskolen, og for at skabe sig en levevej begyndte han derefter at studere jura. Han blev cand.jur. 1863 og ansattes – Efter i nogle år at have virket i justitsministeriet – 1878 som justitssekretær i højesteret, en stilling der levnede ham rigelig tid til at dyrke sine specielle musikhistoriske interesser. Fra okt. 1869 og i adskillige år derefter var han knyttet til Illustreret Tidende som teater- og musikanmelder. Hans velskrevne og instruktive anmeldelser vurderedes højt. Til samme blad skrev han sine første større selvstændige artikler om flere af musikkens store mestre, bl.a. Beethoven, Gluck, Weber og Auber. Samtidens store problem Richard Wagner både fængslede og frastødte ham. Ved forskellige lejligheder skrev han om Wagner (Illustreret Tidende 1869–70), og han besøgte endog Bayreuth for at overvære de Wagnerske festspil der. – Det var imidlertid den danske musiks historie der efterhånden helt skulle sluge huns interesse. En fornemt skrevet artikel om C. E. F. Weyse i anledning af 100-årsdagen for dennes fødsel (Illustreret Tidende marts 1874) blev udkastet til afsnittet om Weyse i hans debutbog Danske Komponister. Fire Skildringer (Weyse, F. Kuhlau, J. P. E. Hartmann og N. W. Gade), 1875. Det meget vægtige afsnit om Kuhlau udkom 1886 på tysk i en oversættelse der var besørget af en i Tyskland levende nevø af Kuhlau i forbindelse med T. selv. En forkærlighed for G. Rossini fik ham til 1885 at udsende den fornøjelige bog Rossini og Operaen, hvortil han havde gjort studier i Paris. I anledning af Cæciliaforeningens 50 års jubilæum skrev han 1901 på opfordring Cæciliaforeningen og dens Stifter der er en varm og livfuld skildring af Henrik og Frederik Rung og musikforholdene på deres tid i Kbh. 1908 kom hans hovedværk Fra Hofviolonernes Tid. Skildringer af Det kgl. Kapels Historie 1648–1848, en bog der hovedsagelig er skrevet på grundlag af utrykte kilder, og hvor Det kgl. kapels såvel indre historie som forhold til hoffet og teatret gøres til genstand for indgående behandling. Med sin enestående fylde af oplysninger er den et af hovedværkerne i dansk musikhistorie. – Endvidere har T. udsendt nogle mindre foredrag hvoraf et, Sarti in Kopenhagen, er fremkommet i Sammelbände der internationalen Musikgesellschaft II, 1902, Efter T.s død udsendtes Weyses Minde. 1916 der ikke ganske står på højde med hans tidligere værker og væsentlig er en refererende gennemgang af Weyses breve fra dennes senere år. – T.s arbejder har deres særlige charme ved at være skrevet i en gammeldags, kultiveret hyggelig stil der leder tanken hen på 1860ernes borgerlige Kbh. T. var kendt for sin udsøgte elskværdighed, han var meget berejst, og hans vidtspændende interesser omfattede foruden musikken bl.a. også liberal teologi i Ad. Harnacks form og udviklingslæren, som den doceredes af E. Häckel.