Carl Wendt

Carl Wendt, 12.10.1731-6.8.1815, finansrådgiver, overpræsident i Kiel. Født i Sarau, Nieder Lausitz, død i Kiel, begravet sst. W.s far havde gjort tjeneste som pagehovmester hos prins Carl på Vemmetofte og siden beklædt stillinger som sekretær ved Missionskollegiet og inspektør ved vajsenhuset, indtil han 1723 blev præst i Kassel og senere superintendent i Sarau i Nieder Lausitz. W. gik i sin hjembys skole, dimitteredes herfra 1749 til universitetet i Halle hvor han 1752 blev dr.med. 1753 blev han af C. A. Plessen kaldet til Danmark hvor han begyndte at praktisere i Kbh. 1755 blev W., der fra sin far havde arvet pædagogiske interesser, hovmester for Christian Ludvig Plessens sønner, først i disses hjem, fra 1757 på Sorø akademi og derefter på den for tiden og miljøet obligatoriske europæiske dannelsesrejse. Den yngste af brødrene døde 1758 i Geneve, men W. fortsatte med den ældste, Chr. Ludv. Scheel-Plessen, til Göttingen 1760, n.å. til Holland og 1764 tilbage til Kbh. Derefter trådte W. i Reventlow-familiens tjeneste hvad der skulle blive afgørende for hans videre liv og karriere. Han blev hovmester for de to brødre, Christian Ditlev (1748-1827) og Ludvig Reventlow, først under deres ophold i Sorø og derefter under et længere studieophold ved universitetet i Leipzig 1766-69. Fra foråret 1769 ledsagede W. brødrene på rejse til Schweiz, Frankrig og England hvorfra de vendte tilbage til Danmark sent på året 1770, for igen 1770-71 at besøge Sverige og Norge hvor man studerede bjergværksdrift.

W. blev i disse år meget nært knyttet til brødrene Reventlow og gennem dem til deres indflydelsesrige slægt. Ikke mindst for den ældre Christian Ditlev kom W. til at stå som den der under den senere ungdom havde haft størst uddannelsesmæssig og menneskelig betydning for ham. W. rådede ham mht. fremtidig virksomhed og han nærmest friede for ham til hans senere hustru. Der vil utvivlsomt i brødrenes, og særlig Christian Ditlev Reventlows personlige udvikling og omfattende virksomhed kunne peges på talrige påvirkninger fra W. Han synes at have haft en afgørende personlighedsdannende betydning for sin elev der livet igennem omfattede ham med stor veneration og stadige udtryk for taknemmelighed. W. knyttedes tæt til Reventlowfamilien hvis rådgiver i finansielle og personlige spørgsmål han stadig var, og han fik ikke mindst betydning for de to brødres stedmor der var blevet enke 1775. Han administrerede hendes økonomi, delte bopæl med hende, særlig efter 1781 da W. havde erhvervet Hummeltofte ved Frederiksdal hvor hun også døde 1792. Man mente i samtiden at de havde indgået et hemmeligt ægteskab der pga. standsforskellen ikke blev deklareret, og i hvert fald peger familiens udsagn i forbindelse med hendes død på at W. som en selvfølge stod hende nærmest. W. var 1775-81 medlem af direktionen for Den almindelige plejeanstalt og 1781 udnævntes han til kommissær ved den oktrojerede bank, n.å. til sekretær i bankens overdirektion, takket være Heinrich Schimmelmanns indflydelse. W. viste snart i disse funktioner betydelige finansielle og administrative evner, og efter regeringsskiftet 1784 blev W. placeret på fremtrædende administrative poster. Juni 1784 blev han deputeret i finans-kollegiet, medlem af direktionen for bankkontoret og af den overordentlige finanskasseadministration. I de kommende år indtrådte W. i en række vigtige kommissioner, således 1787 i finanskommissionen hvor han særlig var virksom ved ordningen af speciebankerne i Kbh. og Altona, s.å. i den kommission der skulle fremkomme med forslag til ny ordning af fattigvæsenet og 1791 i den kommission der skulle beskæftige sig med spørgsmålet om ordningen (afskaffelsen) af negerhandelen. Fra 1788 refererede han finans-kollegiets sager i gehejmestatsrådet, og 1799 fik han sæde i direktionen for Depositokassen. 1807 fulgte han med hoffet til Rendsburg hvor han havde tilsynet med den kgl. kasse, og 1808-10 var han medlem af den midlertidige kasseadministration i Kiel. I de følgende år var han fortrinsvis beskæftiget med de pengepolitiske affærer i hertugdømmerne, sendtes 1812 påny til Kiel for at medvirke ved dannelsen af en kreditforening mellem godsejerne i Slesvig og Holsten, deltog i forberedelsen af loven af 5.1.1813 om forandring af pengevæsenet og medvirkede ved sin optræden på stedet til at dæmpe kritikken af dette indgreb i hertugdømmerne. 1813 udnævntes W. til overpræsident i Kiel og virkede i denne stilling til sin død.

W. var Christian Ditlev Reventlows og Ernst Schimmelmanns nære medarbejder i finansielle spørgsmål gennem hele perioden efter 1784. Allerede kort efter regeringsskiftet 1784 blev der talt om den formentlige indflydelse W. skulle have på den førte politik, idet han styrede Reventlow, denne atter A. P. Bernstorff og denne igen kronprinsen osv. Det er dog et spørgsmål, om W. trods sin kompetence som administrator især på det finansielle område netop var mere end den gennemloyale og dygtige embedsmand, den nye regeringskreds havde brug for. Hertil kom så det forhold at han af de førnævnte personlige grunde var højtskattet og respekteret af Reventlowfamilien, i hvis hjem han boede i en årrække og for hvem han stadig var den personlige rådgiver og fortrolige. W.s "ædle" personlighed blev til stadighed fremhævet i samtidige udsagn fra denne kreds, men heri kunne også ligge en konstatering af egenskaber der netop placerede ham som de egentlige politiske lederes nære og værdsatte medarbejder. W. står for eftertiden som en fornem repræsentant for den nye borgerlige intelligens i 1700-tallets slutning og for denne types betydningsfulde indsats i udformningen af de nye rammer for et mere fremskredent, humant og liberalt præget samfund.