Carl v. Kohl, Carl Christian Lorents (v.) Kohl, 24.1.1869-11.12.1958, officer, forfatter. Født i Kbh. (Frue), død sst., bisat Bispebjerg krem. v. K. blev sekondløjtnant 1888, 1891 premierløjtnant i fodfolket, 1908 afskediget efter ansøgning på grund af svagelighed; fik 1910 nyt afskedspatent som kaptajn. 1896–98 havde han været til tjeneste ved artilleriet; 1914–17 var han ansat i krigsministeriets (hærens) arkiv, 1918 midlertidig bibliotekar ved generalstaben og umiddelbart derefter atter ansat i nævnte arkiv frem til 1939, men var atter fra 1946 løst tilknyttet dette. Siden 1924 var han redaktør af Garderbladet, 1924–30 sekretær og kasserer ved præsidiet for De danske garderforeningers fællesrepræsentation, siden 1934 vicepræsident i samme. 1907–10 redigerede han Verdensspejlet, 1912 Verden og Vi, 1918–19 Dansk militært Magasin. – 1902 udgav han Satan og hans Kultus i vor Tid, en interessant, kulturhistorisk studie, 1904 den vel dokumenterede historiske roman Babel, 1906 Vaagne Nætter (fortællinger og skildringer), 1917 Om Panik og Skræk i Krigen, 1918 Den rumænske Krig. 1946 udsendte K. en bog om hærens arkiv og dets historie. I sin lange virksomhed i hærens arkiv var han for mange en velvillig og kundskabsrig vejleder og hjælper, og gennem sine stillinger ved Garderforeningernes præsidium blev han kendt i vide kredse som en virksom og repræsentativ personlighed.

Familie

Forældre: kaptajn af ingeniørkorpset, senere oberstløjtnant Adolph Carl Christian v. K. (1845–1925) og Laura Camilla Mortensen (1844–1920, gift 1. gang med overstyrmand, skibskaptajn Christian Sørensen). Gift 1. gang 29.10.1897 i Kbh. (Garn.) med Inge Christine Koefoed, født 22.10.1871 i Kbh. (Cit.), død 21.12.1950 sst., d. af overauditør, senere etatsråd Peter Frederik Christian K. (1834–1917) og Maria Sophie Christiane Ramlau (1834–1900). Ægteskabet opløst 1910. Gift 2. gang 23.8.1910 i Brønshøj med journalist, senere klasselotterikollektør Johanne Rasbech, født 10.9.1874 i Brønshøj, død 29.12.1954 i Kbh., d. af fuldmægtig, senere hovedkasserer ved vare- og industrilotteriet Laurits R. (1836–1906) og Johanne Cathrine Grønlund (1848–1907). – Bror til Louis v. K. og Aage v. K.

Udnævnelser

R. 1928. DM. 1939.

Ikonografi

Mal. af Gerda Mezger, 1918. Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig