Charlotte Amalie (prinsesse)

Artikelstart

Charlotte Amalie, 6.10.1706-28.10.1782, prinsesse. Født på Kbh.s slot (Slotsk.), død på Christiansborg (Slotsk.), begravet i Roskilde domk. C.A. der af samtidige roses for sin elskelige karakter synes i modsætning til den øvrige del af kongefamilien efter Frederik IVs ægteskab med Anna Sophie Reventlow at have bevaret et godt forhold til sin far og stedmor uden at dette tilsyneladende gjorde noget skår i forbindelsen med broderen, den senere Christian VI. I de første år af sin regeringstid virkede denne for et ægteskab mellem C.A. og prinsen af Wales, men de årelange forhandlinger herom førte ikke til noget resultat. - C.A. synes ikke at have øvet nogen politisk indflydelse. Hun levede stilfærdigt og tilbagetrukket, om sommeren gerne på Charlottenlund, det tidligere Gyldenlund, som Christian VI havde skænket hende, og som hun i begyndelsen af 1730erne lod ombygge; vinteren tilbragte hun som oftest på Christiansborg hvor hun indtil 1771 havde fælles hofholdning med kongefamilien. Ved testamente 1773 oprettede hun Prinsesse C.A.s stiftelse med en kapital på 100.000 rdl. hvis renter anvendes til opdragelses-hjælp for fattige piger. Resten af hendes ejendomme, med undtagelse af Bådesgård på Lolland, tilfaldt ved hendes død kongen. Hendes juveler udgør en væsentlig del af kronjuvelerne på Rosenborg.

Familie

Forældre: Frederik IV (1671-1730) og /Louise (1667-1721). Ugift. - Søster til Christian VI.

Ikonografi

- Malerier, barnebill. (Middachten, Holland; Fr.borg; Sæbygård). Mal. tilskr. J. S. Wahl (Fr.borg, Roskilde kloster). Maleri 1727, tilskr. Wahl (Altenhof), og 1729 af samme (Fr. borg), lignende type (Rijksmuseum, Amsterdam; Eremitagen, Bayreuth; Charlottenlund; Fr. borg), grundlag for stik af M. Tyroff. Mal. af A. Møller, 1740 (St.mus.), gentagelser og kopier (Charlottenlund, Fr.borg), kopi af P. Wichmann (Rosenborg, Kunstindustrimuseet i Oslo), kopi af samme 1751 og 1754 (Clausholm, Odense rådhus, Fr.borg), variant af A. Møller, 1740 (Vemmetofte), kopier i min. bl.a. tilskr. H. J. Pohle (St.mus.). Stik af Kleve, 1780, efter mal. af Pilo. Mal. af A. Brünniche, 1759 (Fr.borg). Mal. af samme (Ribe rådhus). Mal. af Wahl (Rosenborg). Min. af J. Brecheisen, 1761. Mal. af C. A. Lorentzen ca. 1776 (Chr.borg), stukket af Heckel og gengivet i min. (Rosenborg). Silhouetter og min. (Fr.borg). Tegn. af Cornelius Høyer.

Bibliografi

C. H. Brasch: Vemmetoftes hist., III, 1863. P. Brock: Den oldenborgske kongeslægt belyst ved den chronol. saml. på Rosenborg, 1870 78-80. E. Holm: Danmark-Norges hist. 1720-1814, I-II, 1891-94. E. Nystrøm: Gentofte sogn i fortid og nutid, 1916 244 f.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig