Chr. Jürgensen

Chr. Jürgensen, Christian Jürgensen, 19.5.1805-15.12.1860, matematiker. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). J. blev student 1823 fra Metropolitanskolen og tog juridisk eksamen 1828, hvorefter han til 1837 var fuldmægtig ved søetatens sportelkassererembede. Ved siden af juraen havde han studeret matematik, først under C. F. Degen og efter hans død 1825 under efterfølgeren H. G. v. Schmidten af hvem han blev stærkt påvirket både fagligt og alment. 1827 fik han universitetets guldmedalje for en prisbesvarelse og 1830 Videnskabernes selskabs sølvmedalje for en afhandling om differentialligninger. 1832 tog han magistergraden med en afhandling om rækker der gav anledning til en polemik med v. Schmidtens disciple L. S. Fallesen og C. Ramus (1806–56). S.å. døde den førstnævnte, og J. konkurrerede forgæves med de to sidstnævnte om professoratet som Ramus fik. Men n.å. blev J. lektor i matematik ved søetaten, fra 1835 med professortitel. Denne stilling hvori han forblev, til den 1853 blev nedlagt, omfattede han med stor interesse og kærlighed. J. og Ramus blev samtidig (1834) optaget i Videnskabernes selskab. 1842 udnævntes J. til matematikkyndig direktør, dels for Statens Livsforsikringsanstalt, dels for den almindelige enkekasse. Også disse stillinger bestred han med megen flid og interesse. Da den almindelige enkekasse ophævedes, skrev han dens historie fra 1775 til 1845. Først 1857, tre år før sin død, blev J. professor i matematik ved universitetet efter Ramus, dog uden som denne at have med undervisningen på Polyteknisk læreanstalt at gøre.

I de tyve år J. var lærer i matematik for søofficerer skrev han en række dels elementære, dels videregående lærebøger, bl.a. en fortræffelig Aritmetik og Algebra som fra 1836 til 1846 kom i tre udgaver, endvidere en Differential- og Integralregning, 1840 og en Analytisk Mechanik som dog først blev trykt 1861, efter hans død. – J.s videnskabelige undersøgelser findes i Videnskabernes selskabs skrifter og i Crelles Journal. Nogle af disse vedrører mekaniske spørgsmål, fx J. B. L. Foucaults pendulforsøg, mens han i andre følger de veje som N. H. Abels opdagelser vedrørende integraler af algebraiske differentialer havde åbnet. Nogle af J.s resultater var, uden hans vidende, allerede fundet af Abel i dennes senere så berømte afhandling som Parisakademiet så længe lod ligge hen ubehandlet. – J. sad inde med en stor almendannelse, var bl.a. en stor elsker af musik og dyrker af filosofi (J. G. Fichte). Dette gav ham evnen til at se matematikken som et led i en større helhed. Derved blev han en pioner for tanker som sejrede i den pædagogiske reform ved sidste århundredskifte. I Maanedsskrift for Litteratur hævdede han 1838 at den form, som matematikundervisningen i skolen havde, var for ensidigt rettet mod formel logisk uddannelse. Han kæmpede for indførelse af infinitesimalregningens første principper i skolens øverste klasse og anvendelse af dem på naturvidenskaberne. I forbindelse hermed beklagede han afskaffelsen af den såkaldte "anden Eksamen", ved hvilken han ville have en undervisning i den nævnte ånd fortsat. 1855 fik han tilladelse til forsøgsvis at give en sådan undervisning i Metropolitanskolens øverste klasse, idet han benyttede en lærebog han havde udarbejdet dertil. Forsøget blev dog ikke gentaget. – Den tid J. virkede som universitetsprofessor var for kort til at sætte synlige spor. Men den ånd hvori han virkede, hans specialforelæsninger og øvelser, hans vejledning som gav studenterne anvisning på selvstændige undersøgelser, som passede for hver enkelt – alt har bidraget til at J.s indsats fik betydning i denne periode, da dansk matematik udviklede sig fra et temmelig elementært standpunkt til et niveau hvor man forstod de store udenlandske matematikeres arbejder.