Chr. Kongstad Petersen

Chr. Kongstad Petersen, Christian Kongstad Petersen, ved dåben Kongstadt, 26.12.1862-20.1.1940, tegner. Født i Nyborg, død i Hillerød, urne i urnehaven, Bispebjerg kgd., Kbh. K.P. var eneren, den isolerede personlighed der i stilhed og længe nærmest ubemærket øvede sin indsats. Fra den tidligste ungdom og gennem hele sin manddom måtte han, for at eksistere, dele sin tid mellem et embede ved statstelegrafen og sit kunstneriske arbejde. Han begyndte som aspirant i Nyborg 1870, flyttedes året efter til Fredericia hvor han blev reservetelegrafist 1882, og til Kbh. 1883 hvor han 1887 udnævntes til telegrafist og havde ansættelse til 1920. For K.P. blev mødet med det københavnske kunstliv af største betydning. Hans arbejde som telegrafist ved hovedstationen på Købmagergade gav ham i fritiden mulighed for at søge kunstnerisk undervisning. I et år tegnede han efter gips hos fynboen H. A. Brendekilde. Han valgte fætteren, bogkunstneren Kristian Kongstads eksempel ikke at søge optagelse på kunstakademiet, men kom okt. 1884 ind på Kunstnernes frie studieskoler under Frans Schwartz, hvor Kristian Zahrtmann fra nytår 1885 overtog undervisningen. Zahrtmann-skolens intense naturstudium blev udgangspunktet for hans tegnekunst. K.P. besøgte den længe – med mellemrum så sent som jan.-febr. 1900. Ikke blot Zahrtmanns inciterende personlighed, men også impulserne fra kammeratskabet på skolen bl.a. med "Fynboerne" fik betydning for ham. Han havde en livslang og nær forbindelse med Poul S. Christiansen, med Vilhelm Tetens og nordmændene Oluf Wold-Torne og Thorvald Erichsen. K.P. debuterede 1892 på høstudstillingen af Zahrtmann-elever hos Kleis på Vesterbrogade. 1898 var han ligeledes sammen med kammeraterne fra skolen med på oktober-udstillingen. Han deltog som gæst på Den frie udstilling 1902, 1906–07, havde særudstillinger hos Chr. Larsen, Højbroplads, nov. 1913 (s.m. Erik Stæhr-Nielsen), dec. 1915 (s.m. Harald Lønborg) og i okt. 1935; han udstillede i Kunsthallen på Købmagergade okt. 1930 (s.m. S. Danneskiold-Samsøe). Kunstforeningen i København arrangerede udstillinger af K.P. jan. 1918 og nov. 1933. Som nyoptaget medlem af Decembristerne udstillede han i febr. 1939 for sidste gang i levende live på denne udstilling. Kunstforeningen afholdt i dec. 1962 en retrospektiv mindeudstilling i anledning af kunstnerens 100 års dag.

K.P. havde i de yngre år kun foretaget få studierejser, 1899 var han i Rhin- og Ruhregnen hvor broderen Kartan boede, 1902 besøgte han Wold-Torne på gården Bjerke i Asker, Norge, og bistod ham med et dekorativt arbejde, 1913 gjorde han museumsstudier i Berlin og 1914 i Paris. Først som ældre, efter sin embedsafsked, foretog han længere rejser til Italien hvis klassiske og helt modernistiske kunst (Giorgio de Chirico, Giorgio Morandi) han fordybede sig i og inspireredes af. Jan.-maj 1921 opholdt han sig sammen med Peter Hansen og Karl Schou i Frascati og Rom, var derefter i Firenze. Okt. 1922-maj 1923 var han i Firenze og Siena, og sept.-dec. 1929 besøgte han Venezia og Firenze. – Den intime indlevelse gør sig fra begyndelsen gældende i K.P.s dagligstueinteriører, figur- og portrætstudier fra 80'erne. Det blev dog nok den drømmeagtige psykologiske opfattelse i halvfemsernes symbolistiske bevægelse og hans interesse for prærafaelitterne der forløste noget afgørende i hans kunstneriske udvikling. Han der ejede et så skarptseende øje, hvad der fremgår af talrige naturstudier, landskaber, blomster- og dyreskildringer, søgte bag om en portrætlig analyse af tingene mod det hemmelighedsfulde og visionære. Den helt ualmindelige grafiske tonekraft og prægnans mærkes tidligt i hans kunst.

En karakteristisk side af hans værk er de tegninger der er udsprunget af hans læsning af digterværker. Fra 1888 og nogle år fremefter var han optaget af at tegne kvindetyper fra et dengang så aktuelt og moderne værk som Alexander Kiellands Else. I halvfemserne vælger K.P. med forkærlighed motiver fra H. C. Andersens digtning, emner fra Historien om en Moder, Hyrdinden og Skorstensfejeren og Den grimme Ælling (1898–1902, kobberstiksamlingen). Hans fortrolighed med fynsk natur siden barndommen har været et incitament mere til mange af disse arbejder. Hans kunstneriske mesterskab og særpræg er fuldt udfoldet i tegningen fra 1895 med skorstensfejeren der hjælper hyrdinden ned ad stigen i et rum svøbt i hemmelighedsfulde skygger og halvlys. Og hvilket galleri af skikkelser hentede han ikke hos Charles Dickens. De strenge, afmålte og ubønhørlige ældre damer hos Dickens er uforligneligt givet af K.P. Disse skikkelser stiger frem af eller agerer som led i rugende og fantastiske stemninger, ofte på grænsen af tilværelsens natsider. Navnlig visse temaer fra David Copperfield vendte han atter og atter tilbage til. Hans teknik med blyant og tusch føjer sig aldeles efter hans syner. Han arbejdede aldrig med gennemillustrering af et værk for øje. Digtningen får gennem hans dybe psykologiske indlevelse og bizarre fantasi et sælsomt liv på papiret. De ejendommelige arbejder fra alderdomstiden som han tilbragte på skiftende pensionatsværelser i Hillerød, og hvori hans kunst kulminerer, viser de dristigste eksperimenter med bly-antsstuperinger og opkradsning af papiret for at opnå særlige stof- og lysvirkninger mod de dybsorte tuschbemalinger. Til tider har K.P. anvendt collageforstærkning, påklæbning af papirstykker, på den stedvis gennemhullede tegnings bagside. Med den mest varierede streg- og skrabeteknik trængte han stedse dybere ind mod det kunstneriske mål der foresvævede ham. Således er hans mest monumentale Dickens-blade blevet til (Agnes kommer til huset, hvor Dora og David Copperfield boede, 1938, kobberstiksamlingen).

Et mærkeligt Figurgalleri stammer fra hans sidste periode, hvori han tegnede provinstyper med opdigtede navne eller situationer fra dagliglivet i stuer, på veje, i parker eller ved havnen. Det kunne være capricer svingende fra det humoristiske til det drastiske eller måske skikkelser fra historien i meget fri fortolkning (Ellen Marsvin kommer dragende til Christian den 4de, 1933). Gribende udtrykker han menneskets uhjælpelige ensomhed (Thora Severinsen, som gik ud og syede og lappede for folk, 1937). Mange tegninger forsynede han med sine kostelige sentenser eller opdigtede navne. Mildheden og poesien i hans kunst finder man i hans seneste skildringer af unge kvinder, vandrende med parasol i havens eller parkens rum af lys og skygger. K.P. har også udført oliebilleder, bl.a. et portræt af vennen Vilhelm Tetens, 1896. Det er som tegner at K.P. for yngre generationer af danske kunstnere har haft en stor og inspirerende betydning. Som Erik Clemmesen har udtrykt det (Kristeligt Dagblad 14.1.1971): "Denne stille eksistens, der uden ydre fagter udbyggede en hel grafikbastion i dansk tegnekunsts historie". Eckersberg-medaljen 1935.