Chr. Norlev

Chr. Norlev, Christian Martin Norlev, 16.10.1883-4.12.1946, præst. Født i Vollerup, Gimlinge sg, død i Gentofte, urne på Mariebjerg kgd. N. var oprindelig uddannet tømrer, men sluttede sig allerede som ung til Indre mission og blev 1911 ansat som bymissionær i Kbh. Samtidig blev han påvirket af pionererne for den kristelig-sociale bevægelse, først og fremmest bibliotekaren Fernando Linderberg og pastor A. Birke. Hurtigt blev N. forgrundsfigur i denne kreds og ved stiftelsen af Kristeligt-socialt forbund 1913 blev han sekretær. Han rejste landet rundt som foredragsholder, udarbejdede materialet fra sine taler til artikler og bøger (bl.a. Brændende sociale Spørgsmaal, 1920 og Maalet og Vejen, 1915-38 (red.), samtidig med at han var drivkraft i forbundets organisatoriske opbygning. Hans emner var ikke kun den kristendomsforståelse der lå til grund for den kristelig-sociale sag, men også de praktiske samfundspolitiske problemer som han tilskyndede de kristne til at engagere sig i; herunder trådte hans sympatier for socialdemokratiet tydeligt frem. 1922 fik han efter bispeeksamen adgang til at søge præsteembede og blev præst på Askø, fra 1925 ved Gethsemanekirken i Kbh. Samtidig fortsatte han som sekretær i forbundet til 1938 hvor det opløstes. – Ligesom sin forgænger Linderberg var N. stærkt omstridt, og da hans uomtvistelige ildhu var forenet med mangel på fingerspidsfornemmelse og teologisk udsyn kom han ofte til at forårsage såvel modsigelse og angreb udefra som indre opgør og splittelse. Navnlig kom der til at stå gny om hans bog Dogmefri Kristendom fra 1926. I den tog han til orde for en praktisk, udadvendt kristendomsforståelse, idet han appellerede til at undlade at spilde tid på dogmatiske spekulationer om teoretiske spørgsmål der til syvende og sidst alligevel var uløselige. Herunder regnede han ikke blot jomfrufødslen, men også forsoning og dåbslære. Den teologi han ville sætte i stedet skulle have centrum i fremhævelsen af det eskatologisk nyskabende i talen om Guds kongeherredømme. Ganske vist talte han om det objektive ved den kristne åbenbaring, men når alt kom til alt bestemtes tankegangen af menneskets sociale samvittighed. Fx afsvor han forpligtelsen i bibelsyn og kirkelære, med mindre den lod sig indordne under det afgørende: viljen til moralsk fornyelse med henblik på kampen for social retfærdighed og bekæmpelse af krig. "Saa indanker vi Spørgsmaalet om Kristendommens Sandhed for Samvittighedens Domstol". – "Evangeliet om Guds Kongeherredømme bringer os ikke en Bibelopfattelse eller et Kirkesyn, vi skal antage; men det viser os en Vej, ad hvilken vi skal vandre, en Maade, hvorpaa vi skal leve, og stiller os saa overfor Spørgsmaalet: Vil du vandre ad den Vej og leve paa den Maade?".

Bogen fremkaldte straks heftig kritik, ikke mindst fra Indre mission. Her benyttede man fra højeste sted, dvs. fra formanden C. Moes side, lejligheden til at gå imod dette frafald fra skriftordet, fundamentalistisk anskuet, idet man samtidig fornyede den ofte tidligere fordømte tilbøjelighed til at lade samfundsspørgsmål træde i stedet for helliggøreisen, pietistisk forstået. Polemikken mod N. virkede i høj grad lammende på forbundet der i stigende grad blev præget af opløsningstendenser, så meget mere som den barthianske teologi begyndte at gøre sig stærkt gældende. Forbundets ledende medlemmer, først og fremmest biskop V. Ammundsen, støttede kun nødtvungent og halvhjertet N. der dog beholdt stillingen som sekretær. – Fra 1938 meldte N. sig ud af socialdemokratiet og trådte i stedet ind i retsforbundet. For dette parti blev han indvalgt i folketinget ved valget 1943 og nåede at få flere vigtige udvalgsposter inden sin død få år senere. Foruden det ovenfor nævnte har N. skrevet Sociale Tilstande og Teorier, 1934.